Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (31 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (31 af 170)

Himlens okser

 

Talrige arkæologiske vidnesbyrd angiver, at det ensomme tempel på Sinai-halvøen, ved kobbermalm- og turkisminerne ved Sherabit el-Khadim, hovedsagelig var til en himmelorienteret eller kosmisk kult, tilegnet den egyptiske himmelko-gudinde Hathor (dvs. "Horus' hus"). Hun var en udgave af Isis, i dette egyptiske grænsedistrikt også repræsenteret under det semitiske gudindenavn Balith. Templet var desuden tilegnet Isis i hendes form som Sobdet, egyptisk for stjernen Sirius.

Ved israelitternes udvandring (1454 f.Kr.) har der fra Sinais kobberminedrift kunnet skaffes udstyr til metalsmeltning til Guldkalvens støbning - hvilket ellers måtte være et problem hos et folk på vandring.

Dyrkelsen af Guldkalven på Sinai fandt sted på et tidspunkt, der ud fra Bibelen beregnes som et bestemt antal dage fra udvandringens start.

Datoen blev jødernes lovgivningsdag og kendes senere som pinsen

- der faldt cirka 6. maj (moderne kalenderstil) - et tidspunkt hvor Solen da passerede Sirius' himmelmeridian og dermed den betydningsfulde Verdens-akse på himlen. Det tidspunkt for Guldkalvfesten er kendt egyptologisk som netop himmelkoen Hathors kultiske årsfestdag.

- Kunne det være sådan, at hellige okser eller tyre ud over anvendelse til ofring også har været forbundet med en i nutiden mindre kendt kosmisk idéverden inden for den kultiske praksis?

For i disse forhold skimtes sporene fra en glemt tradition, i forbindelse med tyrekulten, der bl.a. overlevede hos danitterne og samaritanerne - og som det også synes muligt at fortolke således, at Moses ikke umodificeret tog afstand fra Guldkalven. Moses forbød billeddyrkelse og afguderi, men Guldkalven kunne have en anden særlig funktion - mysteriekultisk - der blev misforstået eller misbrugt.

Kultiske afbildninger af okser eller tyre findes også på egyptiske stjernekort i gravkamres dekorationer. Her ses guden Horus på himlen at harpunere Karlsvognens stjernebillede der afbildes som en tyr eller tyreskank, Khepsesch/Meskhetiu (senere var det ofte i stedet en flodhest). Et lille rageknivformet instrument af (meteor)jern fra himlen til brug ved faraos genopstandelse hed meskhetiu ligesom Karlsvognen (jf. at den senere hos romerne bl.a. hed Okseploven).

De obligatorisk indviede faraoner fik titlen "harpunéren". Lignende træk synes at have overlevet senere som et element på Kreta ved drabet på "Minotauros", mennesket med tyrehoved - og i Orientens Mithras-kulter med ritualdrab af tyre. Den kult fik udbredelse overalt i Romerriget - med reminiscenser helt frem til tyrefægtning i nutidens Spanien.

Overalt i den gamle verden blev stjerner og stjernebilleder ofte benævnt som okser og tyre. Mælkevejen var udgydt af "Himmelkoen", der i sig selv kunne repræsentere endda hele himlen - og fandtes blandt de første ved Skabelsen - ifølge traditioner både i Egypten, Indien og Nordeuropa. I Babylon var gudinden Ishtar, der var syrernes og kanaanæernes Ashtarte, ofte afbildet som en (himmel)ko.

I Egypten afbildedes farao/dronning Hatshepsut som barn drikkende af himmelkoen Hathors mælkestrøm, ligesom grækerne 800 år senere omtaler, at deres gud Zeus som barn drak af samme kosmiske kilde, og hos nordboerne drak kæmpen Ymer af himmelkoen Audhumle.

Om babyloniernes zodiak (Dyrekreds) siger deres ældste tradition:

-"… KarlsvognenTyren var altings begyndelse …".

I oldtidens Indien markerede KarlsvognenTyren begyndelsen i månehoroskoper. I den græske "Minotauros i labyrinten' er i det sidste udtryk labrys af betydningen 'dobbeltøkse' - og også navn for stjernebilledet Orion, der på himlen aftegner sig som en dobbeltøkse netop under Tyrehovedet's stjerner. På mange græske okse(hoved)-billeder ses en dobbeltøkse indsat. Minotauros-skikkelsen er Orion med Tyrehoved påsat/over sig.

Fra det gamle Egypten findes afbildninger af tyre, der er dækkede af stjerner. Mange templer - bl.a. med kulter for ko-gudinden Hathor eller for Apis-tyren - er anlagt efter sigtelinjer til særlige stjerner. Egypternes Verdensakse-agtige, hellige "stenspir"monumenter hed på græsk obelisker, 'okse-spid', og var decideret solkultiske. Hos egypterne kaldtes planeterne også "køer" - og senere på græsk kaldtes de "Solens okser".

Solens årscirkelbane på himlen - som planeterne følger, men i egen fart - omtaltes (især hos grækerne) som "okseplovfuren", som disse himmelkøer (himmellegemer) fulgte (jf. førnævnte "okseplov"). Én gang rundt med Solen i plovfuren udgør ét år. Allerede faraos varseldrøm med "7 fede og 7 magre køer" kunne tydes af Bibelens Josef til herved at være "7 fede og 7 magre år". Og et påbud fra Moses, i "2. Mosebog" (22,10), lyder:

-"… Du må ikke pløje med en okse og et æsel sammen …"

- korresponderer både med de af hans love, der angår dyrs beskyttelse (hos det umage par kan æslet overbelastes), og med den tids frygt for "umage sammenblanding". Men det henfører også til "okseplovfuren" på himlen, hvor Tyrens stjernebillede inden for denne "Paradiscirkel" (ekliptika), og Æslets lige udenfor, danner par med den plovfure mellem sig. Æslet og Tyren var i den tidligt udbredte babyloniske astrologi anset for vanskeligt forenelige kræfter, der "trækker på hver sin måde".

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth