Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (11 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (11 af 170)

Kongetornebuskens gåde

 

Vedrørende selve den brændende tornebusk på Sinai-bjerget står der intet i Bibelen ("2. Mosebog" 3,2) om, at denne episode skulle være "et mirakel" el.lign., men kun at:

-"… ilden brændte i tornebusken, men tornebusken blev ikke fortæret …".

I tilfælde af, at det ikke var en vision, er fænomenet søgt forklaret ved, at der i Sinai-området findes en plante, hvis olier - der i den stærke hede fordamper i luften tæt omkring den - kan (selv)antændes i et par sekunder som ved en flambering. Selv i sparsomme ørkenområders "vækstlag" kan der dannes en tørv, der selvantændes (og bliver 700°C, både ifølge Nature og Science), der så kan sprede ilden. Men den pgl. plante er hverken tornebusk eller tornet træ. Desuden beskriver bibelteksten ikke, at flammen var omkring busken, men utvetydigt:

-"… en ildflamme midt i en tornebusk …", og "… tornebusken opbrændte ikke …"

Det kan henlede opmærksomheden på, at der ikke var tale om rigtig ild.

I værket "Naturalis Historia" beretter den romerske historiker Plinius d. Ældre (23-79 e.Kr.), at i Babylon fandtes "en kongetornebusk", som en bestemt art mistelten voksede i.

Det er en kendsgerning, at visse netop sydlige arter af misteltenen bærer glødende røde blomster, hvorfor de træer, den vokser i, med en talemåde omtales som at "stå i brand": Præcis som fønikspalmerne ved oasens kilder og med deres flammende røde blomster har været omtalt lige fra oldtiden som at "stå med hovedet i ild og fødderne i vand".

Og da misteltenen endda blomstrer på en anden årstid - om vinteren - end andre vækster, har dens blomster blandt omgivelsernes tornede grene altid og uvægerlig påkaldt sig en særlig opmærksomhed.

Det er velkendt, at misteltenen blev brugt i forbindelse med magi, mytologi og mysterier - lige fra Mellemøsten og Middelhavsområdet (jf. "Æneas' rejse i dødsriget") til Skandinavien (jf. "Balders død"). Mistelten anvendtes, især hos kelterne, ved hellige ritualer, f.eks. omskæring og kastration - bl.a. fremlagt i James Frazer's værk "The Golden Bough" (London 1907-1915). Her har det også haft betydning, at misteltenen plantemedicinsk er kendt for sin blodstandsende effekt. I Bibelen fremgår det lige efter episoden med den brændende tornebusk, at døden var inde i billedet, og at der - på Moses' søn - blev foretaget omskæring, hvilken omtales som blodig. En misteltens voksested kunne betragtes som et lille helligsted, der skulle beskyttes mod krænkelse. Det blev også fortalt Moses, at han netop her befandt sig på hellig grund.

Med en baggrund i den semitiske skik for barneofring angiver Bibelen, at i stedet for en offerdød for Abrahams søn Isak blev forløbet ændret til at anvende en vædder (i Mellemøstens tradition for astrosymbolik forbundet med ildelementet), der var indfiltret i en tornebusk. Abraham brugte herefter vædderen som offer til at opbrænde i ilden.

I Bibelens "Dommerbog" (9,5-16) beretter Jotam - på det hellige bjerg Gerizim i Samaria - om "tornebusken (tjørnen), der kronedes til konge" (jf. førnævnte "kongetornebusk"). Her forkyndte han, at:

-"… ild skulle stå ud af tornebusken …"

- et billede, han brugte til at lægge kraft i forbandelsen over folket.

At det Nye Testamentes beretter, at Jesus krones til jødernes konge med tornekrone, har yderligere bidraget traditionen om tornegrene.

Et arketypisk tema genkendes i sagnet om kongedatteren Torneroses opvågnen efter mange års "ubevidsthed" bag tornebuskhækken.

Ved tornebusk-episoden synes Moses at have haft en speciel psykisk oplevelse, der indeholdt en vigtig erkendelse. Den synes opstået ved den åbenbarede oplysning om, hvad gudsnavnet udtrykker om sig selv. I forløbet, kendt i andre lignende tilfælde gennem tiderne fra talrige beskrivelser af mystikernes oplevelser, kan desuden have været en vision af netop særlig ild eller lys. En vision igangsat, f.eks. spontant ved et billede eller under et indvielsesrituals nøje programmerede psykiske forløb.

Det er nærliggende, at omtalte hellige misteltens flammeblomst har været triggereffekt for visionen af ild, der brændte uden at opbrænde. I traditionen kendtes det som typisk udtryk for guddomskraftens manifestation i den hellige flammes stærke lys. Så Moses skjulte først sit ansigt og turde ikke se. Men "gudsstemmen" sagde til ham: "… jeg vil vise dig, at jeg er med dig …" - og opklarede for ham også en højere identitet bag udtrykket: "… jeg er den, jeg er …" - hvilket på egyptisk(!) just var det førnævnte udtryk zagnuga (jf. Zagnugael). Se også kap. 5.

Samtidig var der en bestemt symbolik i omtalen af selve tornebusken - og hertil fortæller rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s. 90), at:

-"… tornebusken var det første træ, der voksede på jorden …".

Der synes her relationer til en tidligere udbredt idé om Verdensaksen eller Verdenstræet: Paradisets Livets træ og Kundskabens træ opfattedes i mysterierne som ud i ét, hvoraf den enes krone er den andens rod.

Bemærkelsesværdigt ved dette "hellige træ" er også, at det hebraiske og kanaanæiske gudsnavn Elohim og dets variationer - bl.a. El, Eloah, aramaisk Elah (f.eks. hos "Ezra" og "Daniel") og syrisk Ilu samt arabisk Allah (al-Ilahu) - kan være af fælles basis med Bibelens ord for 'stort træ', elah, elohn eller for 'massivt træ' allah, allohn. (Jf. betydning af keltisk druide, der både er 'hellig præst' og 'egetræ').

I indiske mysterieskolers ældgamle tradition forstås Verdensaksen på himlen bl.a. som menneskets rygsøjle ud fra systemet: makrokosmos har sin genpart i mikrokosmos. I den 3000-årige Vedanta-litteratur er rygsøjlen relateret til den såkaldte Kundalinikraft (bl.a. ifølge Webster's Dictionary) og benævnes, jf. ryghvirvlernes tappe, "det tornede træ".

Omtalte mysterieskoler kalder kroppens psykiske centre for chakras, 'hjul', ved opfattelsen bl.a. under meditative tilstande. De beskrives som lysende eller 'brændende' energihvirvler, udstrålende fra et fæste langs rygsøjlen - med de magiske og seksuelle kræfter forbundet med dennes nederste pol. Det klassiske forløb i disse skolers indvielsesform omtales som kundalinirejsning op gennem de syv chakras, så - ifølge den traditions egne ord - skillevægge mellem bevidstheden og parafysiske niveauer 'bortbrændes'. Det er endda kendt hos jesuitterne. Antropologer kender mysteriekonceptet fra kulturer overalt i verden.

De nævnte "energistrålende hjul" langs den "tornede" rygsøjle er kendt tilsvarende som "roser" i romertidens Isis-kulter. De ses i senere kristne kulter (f.eks. rosenkreuzerne, navnet betyder 'roserne på korset', 'de korsfæstede roser') som flammende røde roser på en tornet gren.

I astromytologien ses tornekronen som stjernebilledet Corona Borealis, 'Nordlige Krone', der har sin placering i den øverste del af Verdenstræet, Verdenssøjlen (Verdensaksen) på himlen - og er ækvivalent med Kether, 'kronen'. Denne er en af de ti såkaldte sephirot-"roser" øverst på de jødiske mystikeres og kabbalisters Sephirot-træ (se kap. 15 og 16). I Bibelen og anden oldtidslitteratur nævnes torne og tidsler ofte under ét. Og når kapitælen på græske helligdommes søjler var formet som torneblade (akantus-tidsler), var det mere end blot udsmykning.

I korthed: Der synes reelt tale om et indvielsesforløb ved tornebusken. Det bestyrkes ved oplysninger i rabbinerskrifterne og Bibelens beretning om, at her afsløredes Jahweh-navnets betydninger for Moses. Nuværende bibelversion, der gengiver episoden i sammentrængt form, kan efterlade det indtryk, at Moses var alene ved helligstedet på Sinai-bjerget, hvor han som "hyrde" iagttog en særlig tornebusk. Som tidligere nævnt var "hyrde" også en titel for mysteriernes kultmedlemmer - og ingen ville have optrådt her som enlig person i denne rituelle rolle, men kun sammen med kultbrødre i et ceremoniel.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth