Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (132 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (132 af 170)

Religionen eller kirken?

 

Moses havde forudsagt, at der engang ville fremstå en ny meget stor profet. Det blev efter kong Davids tid lavet om til, at det skulle være en, der var blevet 'kongesalvet', en messias. Dette blev efter jødernes eksil atter ændret til, at det skulle være en befrier(konge), og dermed videre at messias var en frelser - igen blandedes religion og politik.

Fra kristen lære med en også græsk inspireret menneskeforståelse søgte de kristne efter frelsen - og de var, men på ikke-græsk vis, apokalyptisk ('læren om verdens ende') orienterede ligesom Paulus. Megen græsk filosofi er fra før hellenismen, dvs. før perioden ca. 330 f.Kr. til 330 e.Kr. - med stærke præg af tidlig græsk kultur på datidens og her Paulus' verden - men blev kraftigst absorberet efter hellenismen. Paulus' tanker har også forbindelse til kynikernes skole ligeledes med udspring i før-hellenismen.

Paulus' kendskab til det Gamle Testamente synes især at være fra den græsksprogede "Septuaginta"bibel.

Paulus udmøntede kristendommens første doktrin - om troens betydning - og hans: "tro virksom i kærlighed", kendes fra den græske filosof Aristoteles 400 år før Paulus. Nu blev det en del af Paulus' bidrag til kristendommens universelle form - han var i nogle forhold tolerant, men modgik en strengt fundamentalistisk udøvelse af jødisk religion.

Dette skabte modstand - det var således jøder, der tidligst forfulgte de første kristne mange steder i Romerriget. Senere skabte kristne flere myter (i moderne tid udnyttet af Hollywood) og overdrivelser om ekstra forfølgelse, jf. at gnostikere og jøder ikke blev forfulgt under vidstrakt romersk religionstolerance. Martyriet kom på mode hos ekstreme kristne, og flere - for at kunne dø martyrdøden - provokerede de romerske myndigheder, der helst undgik at straffe sådan.

Kristendommen blev kejserlig anerkendt religion i år 313, og grupper blandt de kristne - de kristne udgjorde på det tidspunkt 10-15 procent af befolkningen i det vidtstrakte Romerrige - benyttede sig af "magten" til skånselsløst at iværksætte forfølgelse af andre religioner.

Kristne grupper tiltrak en del problematiske individer. Trods det kristne kærlighedsbudskab udryddede kristne i 300-tallets Alexandria på én enkelt nat flere ikke-kristne ved blodige massakrer med 10.000 dræbte, end der i hele Romerrigets historie er henrettet kristne/martyrer af myndighederne. I 415 e.Kr. myrdede en mængde afsindige kristne i Alexandria, i ekstatisk fanatisme, den kvindelige ikke-kristne filosof og matematiker Hypatia, astronomen Theons datter, da de slæbte hende ind i en kirke og skar hende i småstykker med skarpe muslingeskaller.

Fra den kristne befolknings dele bidrog magtfulde fundamentalistiske og intolerante grupper ligeværdigt med folkevandringerne til Romerrigets fald! Kirken blev - med et senere udtryk - antisemitisk, skønt Jesus og apostlene var semitter.

Der blev snart lagt mere vægt på kirkeritualernes show frem for bibelteksterne - og kirkeverdenens struktur og dogmer blev en religion i sig selv. Videre igen udvikledes selve kirkeinstitutionen med pave- og bispevældet ofte som regulær krigsmagt - med bisper som krigsgeneraler boende i fæstninger, og som undertiden var mere i krig end i kirke. Ingen konge kunne ustraffet sætte sig op imod kirkens ønsker.

Kirken ændrede og tilpassede tidligt sine ritualer for også at imødekomme mere tvivlsomme yderpunkter lige fra religiøs udsvævelse til hård fundamentalisme eller livsfremmed teologisk teoretisering.

Nutidig teologi har det svært med det faktum, at i næsten en femtedel af alle Jesu udsagn omtales penge, værdier og renter; - samt at han afviste at hjælpe en kvinde, fordi hun ikke var jøde; - og også, at den meste omtale af hans virke var om uddrivelse af dæmoner, og at disse ofte var de eneste, der "genkendte" ham. Foruden at kirkens grundlag reelt hviler på spinkel viden om stort set mest konkret kun hans "kendte liv"s 17 sidste dage, hvor det meste af evangeliernes handling foregik.

Kristendommen er den første religion, hvor folk kunne bede direkte, uden gennem en præst, men opfattedes ellers i de første 300 år e.Kr. i flere henseender som en simpel fortsættelse af fortiden og traditionerne. - Men afstanden til kirkens fortid blev senere, som det fremgik, meget stor, hvorved kristendommens tilblivelse kom til at fremstå i nyere tider som unik - og uden kundskab om den fortidige ikke-kristne omverdens betydelige andel i dens oprindelige indhold og form.

I 1215 fordømte kirken Aristoteles' lære som en vranglære, men senere optog kirkens mænd atter hedenske tanker og verdensbilleder fra (førkristne) græske filosoffer. Fra begyndelsen yndedes Platon, og senere genindførtes Aristoteles - begge blev undertiden afbildet med glorie, som om de var kristne. Middelalderens teologer anvendte netop den ikke-kristne Aristoteles tekster til såkaldt "bevisførelse" for Guds eksistens og magt. Siden blev Luther modstander af Aristoteles, som han anså for en reel del af den katolske lære, han bekæmpede.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth