Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (25 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (25 af 170)

Er læren 'efterlignet'?

 

En slags parallel mellem den kendte del af Moses' religion og Akhenatons senere reform er, at mens Egyptens religion hidtil havde en lære om det såkaldte "efterlivet" hos de afdøde, så forkyndte hverken Moses eller Akhenaton denne lære. I hvert fald ikke åbenlyst eller direkte.

I de tekstdele om Moses' lære der af senere jødiske "forvaltere", især Ezra, udvalgtes til at optages i den endelige version af Bibelen, findes der generelt set intet niveau af universelle erkendelser, f.eks. som i de indiske "Upanishader"s Vedanta-lære og hos flere græske filosoffer.

Det vil skyldes, som det vil blive klart, at en overordnet afdeling, en overbygning til den åndelige elite - den nævnte særskilte, øverste mysteriekult for indviede, der netop eksisterede hos alle andre af de store religioner - i dette tilfælde er blevet tilbageholdt eller fjernet udadtil. Den situation kendtes også f.eks. siden hen hos grækerne i nogen grad, hvor en større viden om livet efter døden lærtes i mysteriekulterne.

Ved denne tilbageholdelse kan der meget senere være opstået et særligt anstødspunkt for Jesus i sit opgør med dele af det jødiske præsteskab og dets "døde" forvaltning af et religiøst vidensmonopol. Heraf kunne tænkes også vitale dele evt. at have overlevet, og i bedre tilstand, hos Qumran-folkene (som forsvandt 70 e.Kr.) - eller hos samaritanerne, der har deres egen bibeludgave. Jesus lod i sine lignelser samaritanerne (et tilmed provokerende islæt) fremhæve for bedre forståelse og overholdelse af skriften end bl.a. Jerusalems jødiske præsteskab.

Indsigt i de store åndelige dimensioner - bl.a. en udbygget lære om døden og "efterlivet" - i kombination med eksistensfilosofisk erkendelse, er ikke mere at finde i direkte form i dét, der skulle blive jødernes samleværk af tekster til fortrinsvis nationalreligiøst brug: Bibelen. Der er enkelte undtagelser, bl.a. i Bibelens "Jobs Bog" (se nærv. kap. 10), der i al tradition netop har Moses som forfatter.

Det er bemærkelsesværdigt, at ingen forskning synes at have set på Moses' religion ud fra, hverken at dens mysterieprægede elementer fremtræder i det Gamle Testamente, eller nogle udvalgte ligheder med den hidtidige egyptiske religion også før Aton-religionens tid.

Begrebet livet efter døden sporedes fortsat i idéer hos den senere jødiske tradition, hvor "livet i den anden verden" bl.a. kaldtes for "at hvile i Abrahams skød". Det svært oversættelige sheol, der både kan relatere til 'underverdenen', 'den anden verden efter døden' samt 'helvede', nævnes allerede i Mosebøgerne - men ses ikke uddybet.

Senere, i 200-tallet f.Kr., omtaler Bibelen i "Daniels Bog" (12,2-3) troen på de dødes opstandelse, og - for nogle af dem - en dom om en mindre lys eftertilværelse. "Prædikerens Bog" (12,5) omtaler, at:

-"… før sølvsnoren tages bort, før guldskålen brydes i stykker …".

At sølvsnoren brydes, er ældgammel opfattelse, et arketypisk begreb for den evige sjæl med sin, ifølge traditionen, fine forbindelsestråd til kroppen: Ved døden fjernes den sølvsnor, og sjælen sættes fri af kroppen.

Den viden, der har ligget bag alt dette, synes at have tilhørt en lære, som senere bl.a. kom til udtryk i, hvad Jesus på korset udtalte, nemlig at den ene af de korsfæstede røvere "som havde troen" skulle komme "i Paradis". Dette i teksterne "nyere" begreb - som Paulus i sit "2. Korintherbrev" (12,2) åbner for ved at meddele, at en afdød "var faret op til den 3. himmel" (dvs. Solens sfære ifølge tidens opfattelse) - må forudsættes som et kendt udtryk forbundet med viden om "livet efter døden, i den anden verden". For ellers ville udsagnet om "Paradis" og ikke "Abrahams skød" derfor hos tilhørerne være meningsløst og ikke forstået.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth