Alkymien - den 'jordiske astronomi'

Moses fremtrådte - ud over at være religionsstifter - som en blanding af profet og magiker. Det sidste netop ikke uvanligt for højtstående egyptiske præster. I oldtiden regnedes han blandt de største i den kunst. Endnu i renæssancen opfattedes Moses - af Giordano Bruno og andre forskere og tænkere - som en stor magiker og så veluddannet i egyptisk magi, herunder alkymi, at han endog overgik faraos magikere.

Alkymi var velkendt i det gamle Egypten, hvor stoffers kemiske egenskaber blev udtrykt mytologisk og mysterieagtigt. Senere omtaler kirkefaderen Clemens af Alexandria - der stadig var i kontakt med levende egyptisk tradition - i sit værk "Stromata" (VI, 4), at Moses tilegnede sig denne viden sammen med matematik og stjernelæren i Egypten. Dette er ligeledes omtalt i rabbinerskrifterne og af Philo.

I den græsk-romerske verden cirkulerede bøger, der omhandlede Moses' magi- og alkymilære. Og en meget berømt kvindelig alkymist i Alexandria, Jødinden Miriam, gjordes synonym med Moses' "søster".

Bibelens beretning om "Egyptens ti plager" (2. Mos. 9,8-11) viser nogle af plagerne frembragt af Moses og Ahron ved alkymistisk-medicinske principper. F.eks. en epidemi igangsat af et særligt pulver fremstillet i en ovn. Et alkymistisk (læge)middel genkendes i Bibelens beretning om Guldkalven, da Moses lod israelitterne drikke vand med guldstøv i.

Også i det gamle Kina, Indien og Babylon kendtes alkymien. Sidstnævnte sted har arkæologer fundet primitive elektriske "batterier" - sølvgenstande blev forgyldt ved elektrolytisk proces. I Alexandria-tidens Egypten for over 2.000 år siden kendtes alkymiens dyrkere for at ville opnå især tre formål: forædlet erkendelse, medicin - og guld.

Medicinen opfattedes her som et såkaldt iatro-mathemathica-middel ud fra dens samklang med astrologien. Nogle tekster i den hermetiske doktrin omhandler i princippet endda homøopatisk medicin.

Medicinens og lægekunstens samspil med astrologien synes at influere på traditionen for, at mange gamle apotekers navne (og bomærke) oftest var opkaldt efter dyr: løve, bjørn, delfin, svane, ørn, fasan, bi m.v. - næsten alle navne kendt fra stjernebillederne.

For alkymien havde specielt en spirituel side og var et personligt anliggende for den forskende, der søgte en intens medleven i de alkymiske reagenser og heri så en efterlignelse af selve skabelsen som en på én gang kemisk og religiøs proces. Tilmed Martin Luther ærede alkymien

Processen skulle ændre den udøvende til at fremkalde erkendelse af nye indre dimensioner og en åndelig genfødsel "i takt med" transmutationer i de fysisk-kemiske processer. I 1920erne kaldte C.G. Jung dette således set parallelle psykiske udviklingsforløb for "individuationsprocessen".

Tycho Brahe skriver flere gange at have brugt lige så stor en del af sit liv til at forske i alkymi som i astronomi (han lavede gratis medicin til mange mennesker). Ligesom i flere af sine opdagelser i astrologien, hemmeligholdt han skriftlige resultater fra alkymien - og brugte da kodeskrift, også i private breve.

Alkymi var tæt forbundet med religionernes mysterieviden - en samlet åndelig og fysisk videnskab og magisk kunst. Alkymisternes "de vises sten" kaldtes "den (al)kemiske søn" (undertiden identificeret med "Guds søn", Kristus, kaldet "den 2. Adam" - med ordspil på adam(ant), 'hård sten', og kristallos). Marsilio Ficino relaterer stenen til Jomfru Maria. Endda en kristen alkymi som "den indre erkendelsesvej" fandtes.

Da gnosticisme o.lign. var udryddet, måtte andre veje vælges - f.eks. åbenbaringernes vej hos de kristne mystikere som Hildegard af Bingen, Den hellige Birgitta, Jacob Boehme samt Theresa af Avila og Meister Eckehart. De to sidstnævnte har beskrevet deres teknik for meditation. Også irske munke mediterede; og jesuitter havde åndedrætsøvelser som hos indiske yogier. Og andre søgte ind i opslugende alkymistudier.

Inden for kirken var alkymiinteressen udbredt hos franciskanere og dominikanermunke, og f.eks. hos Thomas Aquinas og visse paver. Andre paver forbød disse eksperimenter: Men trods kirkens modstand fandtes interessen for dybere lære om det indre sjæleliv hele tiden.

Himlens stjerner ansås for at korrespondere med Jordens alkymi. I det samspil kaldte Tycho Brahe alkymien for "den jordiske astronomi".

Også Tycho Brahes samtidige i Danmark, lægen, naturforskeren og filosoffen Severinus (Peder Sørensen, 1542-1602) inspireredes via Paracelsus af "Corpus Hermeticum" og fik en virkelig omfattende international skole med sit medicinske værk "Idea Medicina" (Basel 1571). Hans bog brugtes af et kæmpe antal tilhængere, severinerne, især i England og Skotland, endda helt frem til 1800. - Selv H.C. Ørsted, elektromagnetismens opfinder, havde en akademisk lærer, der dyrkede alkymi.

Filosoffen, forskeren og forfatteren Francis Bacon (1561-1621), der var mindre begejstret for Paracelcus' lære, udtrykte beundring for Severinus' bog og dens suveræne fremstilling af emnet.

Isaac Newton leverede det endelige matematiske helhedsbevis for konsekvensen af Keplers nye verdensbillede, men var samtidig levende optaget af alkymi, som han skrev mere end en halv million ord om.