Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (165 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (165 af 170)

Moses - og etiske idéer i oldtiden

 

Det er stadig ude af fokus, at vigtige dele af de nye tiltag oprindelig også er fra traditionen fra Moses, genkendelig i hans lovgivning for de ældste kendte miljølove, sociallove, asyllove, dyreværnslove, love for etik under krig, samt spirer til demokrati og humanisme.

Der fandtes rene grusomheder i nogle af oldtidens beretninger om straffe. Bibelen har flere beretninger om israelitters og jøders grumme handlinger, f.eks. en særlig voldsdåd kong David udførte mod nogle filistre, men der var intet belæg for det i Moses' lovgivning.

Og skønt Moses på sin egen tid også udstedte "hårde" love, som generelt fandtes i alle samfund, var det - som førnævnt - ham ("2. Mosebog" 23,27-30) og ikke Jesus, der først påbød at "elske sin næste", og påbød (23,4-5) venlige og omsorgsfulde handlinger også mod fjender. Fra Moses kan Jesus ("Matthæus" 7,12 og 22,39) byde at "gøre mod andre etc …" og "elske sin næste". Israels nabostammers guder krævede ofringer - men i Moses' religion krævedes desuden etisk disciplinering.

Der findes parallelt i hindureligion eller brahmanisme ("Mahabharata 5,1517) dette: "Du skal ikke gøre mod andre, hvad der ville gøre ondt på dig selv". - I buddhismen ("Urda-Varga" 5,18): "Du skal ikke gøre mod andre, hvad der ville skade dig selv". - Samt i konfucianismen ("Analactes" 5,18): "Gør ikke mod andre, hvad du ikke ville, de gjorde mod dig". Men en ældste udformning ses altså hos Moses.

Rabbi Aqiba (ca. 100 e.Kr.), den berømte ekspert i jødisk lovpraksis, hævdede: "det essentielle budskab er dét, der rummer samtlige af de øvrige i hele Moseloven - at elske sin næste som sig selv".

Det var især via den gnostiske verden - og ikke fra de samtidige Qumran-tekster - at viden og værdifulde spirituelle tendenser, mange oprindelig fra Moses' lære, blev videregivet. I den græske og senere vesteuropæiske baggrund indgik også, at flere af de mest betydningsfulde grækere - bl.a. Pythagoras, Herodot, Solon og Platon - i Egyptens templer havde fået adgang til en særlig viden.

Den vestlige verdens civilisation var grundlagt på bibelsk religions tradition og på græsk filosofi og dens livsholdninger - samt på en speciel, fælles og nødvendig teknik, der i flere træk tilknytter Moses: (alfabet)skriftkulturen. Netop den blev uundværlig for religionens udbredelse og overlevelse (i princippet hvad langt senere opfindelsen af bogtrykkerkunsten betød i renæssancen for udbredelsen af det nye verdensbillede - med konsekvenser for nyere europæisk udvikling).

I nyere tid ses interesse for Moses som dæmpet i religiøs sammenhæng. Den amerikanske arkæolog James K. Hoffmeier har i sin "Israel in Egypt" (New York 1997, s.135 og 195) bemærket, at afvisning af, at Moses skrev Mosebøgerne (deres seneste form), skete hos visse (sekteriske) gnostikere. I oplysningstiden kom afvisningen fra filosoffer som den hollandsk-jødiske Baruch(/Benedict) Spinoza - og englænderen Thomas Hobbes.

Gennem 1900-tallet er publiceret flere hundrede værker og afhandlinger om Moses af teologisk og historisk art. Foruden disse studier har samtidig andre såsom Thomas Mann, Winston Churchill og især Sigmund Freud bidraget med stadig internationalt aktuelle skrifter om Moses. (Jf. bibliografi i nærv. bogseries øvrige bind).

Der har undervejs således været et sammenspil med mange forhold impliceret, hvor de omtalte fremskridt frem til moderne tid ikke skal forstås som "Moses' fortjeneste" el.lign., men er pejlemærker i en linje bagud til en tidlig historisk platform, hvor Moses må siges at være det første konkrete, betydningsfulde ankerpunkt i en særlig udvikling.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth