Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (108 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (108 af 170)

Himlens geografi genspejlet

på jordisk plan

 

Ruten, som Paulus sejlede, fremtræder geografisk set som en zigzagkurs mellem forskellige benævnte lokaliteter. Mens derimod kursen på himlen fremstår som én sammenhængende lige linje mellem de stjerner, der har tilsvarende navne eller udtryk som de jordiske steder!

Det ses samtidig som en mystisk-symbolsk rejse i sindet - idéen genkendes i: den græske Odysseen, den indiske "Bhagavad Gîta", den arabiske "Tusinde og En Nat", den keltiske Gralen samt Kong Arthur - og latinsk middelalderlitteratur. Konceptet optræder, som vi skal se, også bag valfartsruten til Santiago de Compostela; og beskrives (C.G. Jung) som opfattet i en persons indre under udførelsen af en alkymiproces.

Beretningen om apostelen Paulus' rejse til Rom - det var hans fjerde og sidste store rejse - er blevet kaldt et stilistisk højdepunkt i "Apostlenes Gerninger"s kapitler 26 til 28. Især kapitel 27 med den dramatiske sejlads og med skibbrud undervejs.

Dette var admiral Nelsons altid medbragte yndlingslæsning. Bl.a. læste han det om morgenen før slaget på Københavns red i 1807. Men først og fremmest læste han det på sin færd i de omhandlede farvande, nemlig lige før slaget hvor han 1. august 1798 vandt over den franske flåde ud for Egyptens Abukir-kyst (Al Bekur) ved Canopus. Denne by, nu forstad, Canopus, ligger 8 km øst for Alexandrias centrum - og ca. 20 km vest for Rosette (hvor en fransk ingeniørløjtnant i 1799 fandt den berømte Rosettesten med nøglen til løsning af hieroglyffernes gåde).

På himlen er selve stjernebilledet Skibet med hovedstjernen Canopus som agterstavn med styreåren, placeret præcis som bibeltekstens:

-"… ved (eller hos) Tvillingernes tegn …"

- nærmere betegnet i himmelsektoren for Tvillingernes stjernebillede.

Både det gamle og det nye skib i bibelteksten havde udgangspunkt i Alexandria, som "alle vidste" dengang var anlagt som en udvidelse af byen Canopus. I Alexandria lå - parallelt med Solgaden og Månegaden - den berømte hovedgade, Canopusgaden, der gik ud til Canopus-byen.

En af oldtidens berømteste stjernekyndige, astronomen Ptolemæus, anvendte Canopus som udgangspunkt for sine observationer, såvel stjernemæssigt som geografisk. Han foretog dem netop ved denne by - oppe fra Serapeums, dvs. Serapis-templets, terrassemure.

Canopus-stjernen var altid anset for at være særlig betydningsfuld. De invaderende arabere, der fra deres borg i Fuengirola i Sydspanien lige akkurat kunne få øje på denne meget sydlige stjerne i horisonten, lod borgen - fra hvis tårn stjernen konstant observeredes - kalde for Suhail. Dette var stjernens daværende arabiske navn, hvilket indgik i udtrykket al anwar i Suhaili, dvs. 'lyset fra Canopus', som i arabisk tradition var synonymt med visdom (jf. den indre rejse).

I "Apostlenes Gerninger" (27,38) er de ombordværendes antal 276 (dvs. unormalt i et handelsskib også selv om det medtager et antal passagerer) eller blot 76. Det tal i teksten veksler, alt efter om det er et bibelmanuskript, hvor senere skrivere af ukendt årsag har tilføjet "200" (diakosiai) i marginen - eller det er fra et manuskript (f.eks. "Westcott and Hort"manuskriptet), der helt fri for tilføjelser blot har 76 angivet.

Netop det tal genkendes ved Verdensaksens stjernedannede himmellinje, der, med Canopus som rodpunkt, fører op gennem Tvillingernes stjernebillede. På Paulus' tid passerede Solen den 76. dag efter forårsjævndøgn denne Verdens-akselinje. Verdensaksen var kendt for sin placering langs 76. længdegrad målt fra (den tids) jævndøgnspunktet.

Hermed sigtes der i den underliggende Paulus-episodes tekst, endda med flerdobbelte angivelser, til stjernebilledet Skibet (med Canopus) såvel som til dets position under Tvillingerne ved denne 76. længdegrad.

Oldtidshistorien er fyldt med eksempler på, at den himmelske "geografi" opfattedes at være genspejlet i den jordiske. Den forbindelse ses også, da Paulus og hans rejseselskab, ifølge beretningen, efter opholdet på Melita (Malta) har passeret byen Syrakousas på Sicilien. Denne øs græske navn var Trikhon, 'hvede(øen)', men kaldtes ofte det næsten enslydende Trigon, 'triangel, trekant', ud fra sin velkendte trekantede form.

Ud fra omtalte genspejlingsprincip vil Melitas (Maltas) placering i den jordiske geografi tæt ved Trigon (Sicilien) derfor ses at tilsvare stjernen Melitas/Medusas placering på himlen tæt ved det trekantformede stjernebillede Trigon/Triangulum (Trianglen).

Astronomisk datering skjult i Paulus' rejseberetning

Efter samme princip kan der i Paulus-beretningen iagttages flere andre sted- og bynavne, der også var navne på stjernebilleder i "den himmelske geografi". Bl.a. nævnes Cauda, den lille ø ud for byen Phoenix på Kreta - bynavnet er stadig genkendeligt i byens nuværende navn Phineka - og passer nøjagtigt med tekstens omtale af de specielle indsejlingsforhold, selv om byen ikke mere bruges som havn.

Men Cauda var desuden en udbredt betegnelse for det ene af de to såkaldte måneknudepunkter. Disse betegner de to positioner, hvor Månens bane krydser Solens bane (ekliptika) på himlen. - Og Phoenix kendtes også som et stjernebillede - dengang defineret større end på nutidens stjernekort - idet det bredte sig ind nederst gennem Vædderens himmelsektor.

Herefter angiver Paulus-beretningen, at under det voldsomme uvejr var skibets besætning ved at miste håbet, idet disse folk "mistede synet af Solen og stjernerne". Her synes at være en skjult hentydning til en solformørkelse. En sådan formørkelse blev almindeligvis opfattet som et stærkt ulykkesvarsel - så håbet var let at miste, som teksten netop siger.

Solformørkelser er kendt for ekstra at kunne forstærke stormvejr og uro på havet (på grund af gravitationskræfterne ved Solens og Månens altid forøgede træk ved netop sådanne astronomiske forhold). Et af disse voldsomme og frygtede uvejr i Middelhavet drev skibet - der som de fleste skibe dengang ellers helst benyttedes til kystsejlads - ud på åbent hav på den lange strækning fra Cauda-øen ved Kreta og helt til Malta.

Solformørkelse kan kun forekomme, når Sol og Måne befinder sig samtidig i det ene af deres baners to fælles knudepunkter, "måneknuderne". Disse altid modsat hinanden beliggende punkter foretager en fortløbende, langsom baglæns bevægelse på ekliptika, og et omløb varer 18,6 år. Det vil bidrage til en ret præcis datering af denne Paulus-rejse:

- Således vil Cauda, den "nedadgående måneknude", cirka hvert 18. år befinde sig ud for stjernebilledet Vædderen og her passere stjernebilledet Phoenix. Mens den anden (og opadstigende) måneknude Caput - i sin position på den modsatte side af ekliptikas himmelcirkel nøjagtigt over for Cauda - på samme tid befinder sig ud for stjernebilledet Vægten.

Paulus' rejse anses, ud fra forskellige kendte historiske forhold der almindeligt fremgår af beskrivelsen, at være foregået i år 60 e.Kr. Det ses nu bestyrket med stor nøjagtighed. Paulus lader angive, at fasten, der afholdtes forbundet med at forsoningsdagen, den jødiske fest jom kippur, var overstået kort tid forinden. Jom kippurs dato - altid ti dage efter den første synlige nymåne omkring slutningen af september - afholdtes i dette år 60 på den 24. september (udtrykt her i nutidig kalenderstil), dvs. når Solen er i Vægtens stjerner.

Derefter blæste det op til storm, og skibet blev slået ud af kurs i mange dage. Det kan herudfra beregnes, allerede ifølge F.K. Ginzel's autoritative værk "Spezieller Kanon der Sonnen- und Mondfinsternisse …" (Berlin 1899), at en solformørkelse fandt sted om morgenen den 11. oktober år 60. Herved befandt den ene måneknude, Caput, sig i Vægten. Den anden, Cauda, i Vædderen (i 12. ekliptikagrad) var således nær ved Phoenix, dvs. netop som det angives i teksten.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth