Officiel kristen reinkarnationslære

bandlyst ved kup

Idet der i den jødiske religion tidligt synes at være bortgemt dele af Moses' lære, der i flere henseender hvilede på ældre egyptiske mysterier - har på samme måde også den kristne kirke skjult mysteriekultlæren. Men i begge tilfælde var den blandt de vigtigste dele af deres egen fortid.

Kirken tog afstand fra, at flere af dens egne grundlæggende forhold fandtes her - og at kirkefædrene seriøst havde beskæftiget sig med mysterierne, der ud over en stjernelære havde en lære om reinkarnation.

Denne reinkarnationslære blev efter at have eksisteret i århundreder blandt flere kristne trosretninger fordømt ved det stormfulde, store kirkemøde år 325 e.Kr. i Nikæa. Årsagerne var mest politiske og havde til formål, at kirken og dens øverste leder, kejseren, bedre kunne styre, når troen var ensartet. Mange af de retninger, der gik ind for reinkarnation, var i flere henseender afvigere og derfor uantagelige for kirken.

Kirkens styring og videre udformning ("ændringer") af den kristne lære krævede frasortering i selve teksterne. Nikæa-mødet blev da til et skandalemøde - biskopper slog hinanden i hovedet med bøger og skriftruller, og kejseren måtte sende langt de fleste hjem. Mødet blev af kritikere omtalt som "Satans synagoge" og "ikke til Guds ære", og at "mange deltagere var uoplyste personer, der næppe kunne læse eller skrive".

Derefter bestemte et fåtal af mødets oprindelige 318 repræsentanter for hele kirken og dens fremtid. Således blandt de mange tekster (også flere fantasifulde), der var i omløb, udvalgte de til det Nye Testamente - til kanonisering - bestemte tekster om Jesus og hans virke. Udadtil blev den udvælgelse arrangeret som et mirakel, kaldet "alter-underet".

Det var ved samme kirkemøde, at den ikke bibeltekstbelagte lære om Treenigheden blev underskrevet.

De tekster, der valgtes, viser sig mest at være reinkarnationsneutrale tekster. Men det lykkedes dog i denne kirkepolitiske redaktion at samle nogle af de bedste tekster - de blev det Nye Testamente. Det udvalg af tekster, som de få kirkefolk havde bestemt, blev gjort kanoniske ved kirkemødet i Rom i 382, under pave Damasus. Enkelte andre tekster fik lov at eksistere som ikke-kanoniske skrifter. Hvorefter mange skrifter, man ikke syntes om, heriblandt mange gnostiske, simpelthen blev brændt. Ved kirkemødet i Kartago i 397 bekræftedes de kanoniske endegyldig.

Da kirkens overhoveder holdt et kirkemøde i Frankrig i 500-tallet, afgjorde bisperne med 1 stemmes flertal, at også kvinder har en sjæl.

Reinkarnationslæren blev helt udelukket af kirken den 2. juni 553 e.Kr. ved det 5. økumeniske koncil, Quinisext - et mindre officielt kirkemøde i Konstantinopel. Det skete ved et regulært kup hvor kejser Justinian under mødet fængslede paven, Vigilius. Den pave var tidligere livsfarligt maltrakteret for sin protest mod at skulle fjerne friheden til at kunne antage reinkarnationslæren. Han blev ikke sluppet fri før han havde underskrevet en erklæring om total udelukkelse af reinkarnationslæren.

Ikke alene har læren om reinkarnation et udbredt kendskab hos mere end en tredjedel af Jordens folk, men den har også reelt eksisteret hos kirken i mere end en fjerdedel af kirkens historie. Og fortsatte endda hos andre kristne, bl.a. katharer/albigensere helt frem til 1244 og 1330.

Men i midten af 1900-tallet begyndte katolske lærde at fralægge kirken ansvar for at have fordømt dem, der troede på sjælens præeksistens og videre reinkarnation. Dog, sagens akter, der bl.a. ses i den katolske kirkes autoriserede værk "The Catholic Encyclopedia", taler for sig selv.

Der er et særligt forløb i, at kirkefaderen Origenes (160-220 e.Kr.) var oplært af kirkefaderen Clemens af Alexandria (den første kristne der skrev om Buddha) og en gnostisk præst, og selv blev lærer for Plotin, den religiøse filosof, mystiker og allegoriske fortolker af Homers "Odysseen". Origenes har i sine skrifter også behandlet reinkarnation, men det nævnte "uautoriserede" kirkemøde i 553 fordømte de dele af Origenes' lære, der er om reinkarnation, bl.a. hans påstande om "sjælens præeksistens".

Reinkarnationslæren blev bandlyst som kættersk. Tilhængere blev pålagt anathema, 'forbandelse', og blev pint og dræbt, hvis de fortsatte:

-"… Enhver, der understøtter læren om sjælens præeksistens og dermed den uhyrlige tro på dens genkomst, skal være belagt med kirkens band …".

Efterhånden frygtede kirken Origenes' tanker så meget - og størsteparten af denne flittige tænkers 6.000 værker og breve blev bragt til at forsvinde. Det resterende, det eneste der overlevede, findes nu mest som fragmenter. Et nærmere studium heraf vil medføre, at kirkens ændringer bort fra den oprindelige kristne lære ville blotlægges.

Så sent som 1748 bestemte pave Benedictus XIV, at Origenes' lærer, Clemens af Alexandria, skulle - helt usædvanligt - ekskluderes fra officielle katolske martyrers rækker (men dog ikke græsk-ortodokse) og ikke mere figurere som en af oldkirkens fædre. Clemens er siden dekanoniseringen frataget sin status. Men kun hos den 'yngre' katolske kirke.