'Egyptens gyldne kar'

- annekteret af Kepler

Da Kepler påbegyndte sine store opdagelser også i lyset af en almen inspiration fra "Corpus Hermeticum", erkendte han heri dens egyptiske baggrund. Et for ham chokerende møde med en anderledes og større verden, hvorved hans egen inspiration blev ekstatisk. Han udtrykte da:

-"… den åbne bekendelse: Jeg har stjålet egypternes gyldne kar for deraf at opbygge en hellig bolig for min Gud …".

Dette ifølge Keplers værk "Harmonices Mundi" (1619, tysk udg. 1982, s. 280). Men efterhånden opfattede Kepler sig mest som matematiker - dvs. ikke så meget i den betydning som denne titel som kejserlig astronom også havde, nemlig både astronom og astrolog. Jf. i samme værk, hvor dette fremgår af hans polemik med den engelske læge, alkymist og hermetiker Robert Fludd (1574-1637).

Kepler ville forstå himlens sfærer som tal og talforhold udtrykt i geometriske former (platoniske legemer). Han ønskede her - ligesom ved oldtidens religiøse urbilleder på himlen - at finde Treenigheden udtrykt i himmelske geometriske forhold og at se Gud i kosmologiens harmoni.

Foruden i "Corpus Hermeticum", men også fra Platon, samt i kabbala, fik Kepler inspiration i den magiske tallære, som han lod indgå i sin metafysiske tolkning af antikkens idéer. Nemlig om sfærernes harmoni og om tallene som forenet i musikkens love indlagt i himlens opbygning. På universiteterne lærtes musik som et af de fire hovedfag (quadrivium-fag) - og her var musikkens fag grupperet sammen med netop astronomi, matematik og geometri.

Problemet både hos Kepler og flere efterfølgende forskere og tænkere var at vælge, hvilke former for "magisk"-dynamiske talrækker, der skulle bruges. Kepler mente, at der var et særligt talforhold mellem planeternes baner - og tog fejl i sit resultat, men ikke i at der virkelig var et "magisk" talforhold. Talforholdet blev i 1700-tallet bevist af bl.a. den tyske astronom Bode (Titus-Bodes lov).

Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) hævdede, at der endegyldigt kun var syv himmellegemer, da syv er et specielt "magisk" antal, f.eks. de syv toner (igen koblingen af musik og astronomi). Men hans idé måtte kasseres kort efter denne proklamation, da astronomen William Herschel opdagede en ottende planet, Uranus, i 1781. Mens selve talforholdet underbyggedes meget præcist, da der yderligere blev fundet nye planeter (Ceres i 1801, Neptun i 1846 og Pluto i 1930). Dermed - og ifølge ovennævnte Titus-Bodes lov - passer opdagelsen af "magiske" talforhold i planeternes afstande perfekt, men er stadig mest uforklaret.