Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (120 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (120 af 170)

Reinkarnationslære - hos jøderne

 

Ligesom de gamle egyptiske og babyloniske mysterier havde en lære om livet efter døden, har denne lære, ifølge de mange indicier, engang netop kunnet findes i en intern kulttradition i Moses' religion.

I Egypten har Moses uundgåeligt under de højere uddannelser tidligt været indviet i den ekslusive egyptiske kultlære om genfødsel, repræsenteret ved Osiris. Tempel-manuskripter, som Moses beslaglagde ved starten af exodus, har også indeholdt den lære. De senere mindre kendte sider af Moses' (egyptiske) lære vil - ligeledes på linje med andre ældre religioner - omfatte en lære om livet efter døden og om reinkarnation.

Allerede i begyndelsen af "1. Mosebog" berettes, at "mennesket skabtes i Guds billede". Heraf den tanke at mennesket i sig rummer en part "ligesom eller af Gud", der opfattes værende evig.

Jødernes rabbinerskrifter indeholder i deres ældste kerne uhyre gamle overleveringer; en del af dem blev, af forskellig årsag, af jødernes tidlige bibelredaktører lukket ude ved den endelige samling af Bibelen. Der findes i disse rabbinske tekster stadig også omtale af reinkarnation (gilgul hanafesh, 'sjælevandring'). Et talmudisk kabbala-skrift "Avodath Hakodesh" (fol. 49, col. 3), uddyber om "4. Mosebog" (16,22):

-"… Vi har ifølge traditionen, at da Moses … sagde, 'du Gud for (eller Gud der giver) (livs)ånd i alt kød' - var det med den hensigt at betro det mysterium, at sjæleoverførelse finder sted ved alt kød - også i dyr …".

Selve sjælen ansås som et konkret element. I Bibelens "1. Kongernes Bog" (17,21) siger profeten Elias om en livløs dreng:

-"… Jahweh … lad drengens sjæl/liv gå ind i ham igen …".

I "Visdommens Bog" (8 og 19), et apokryft jødisk skrift til det Gamle Testamente, tales om "sjælens medfødte godhed".

I jødernes religion kendes ikke udadtil en konkret doktrin om, at sjælen som evigt væsen genfødes, men kun spor af mysteriesymbolik ved "forfædrekultisk" at kalde efterlivet for "Abrahams skød".

Og det Nye Testamente taler om, at Jesus "steg ned og besøgte de lavere egne", samt om "Paradis", og om at "sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget". Dvs. at den tids jøder dog anvendte udtryk for en eksistens af en efterverden.

I hele Bibelen informeres yderst sparsomt om "efter døden". "2. Kongebog" (2,11) fortæller, at profeten Elias (800-tallet f.Kr.) ved sin død blev ført på en "ildvogn" (solvogn?) direkte op i himlen.

Og i "Prædikerens Bog" (9,5 og 9,10) er de døde i dødsriget, uden viden og kundskab. - I "Ezekiels Bog" (18,4 og 18,20) skal "Sønnen", der er "retfærdig", "ikke dø". Samt i "Daniels Bog" (12,2-3), der omtaler de dødes opstandelse efter forudgående dom for deres gerninger.

Men den senere præsteklan ved Jerusalems tempel, saddukæerne, antog ikke idéen om sjælens udødelighed - da en fortsættelse efter døden ikke siges bogstaveligt af Bibelen. Det var modsat mange farisæeres overbevisning, idet de - ligesom Jesus, deres modstander på andre punkter - talte og tolkede ud fra at mene, at Bibelen omtaler det indirekte. Derfor ville de opdrage mennesket til skyldfrihed. Josefus beskriver disse farisæere, i "Antiquitates" (bog 18: 3,1), således:

-"… (de) mener, at sjælen har en udødelig tilstandskraft i sig og (at denne) har evne til at genoptage/genopvække livet igen og igen …".

Josefus taler også om den anden store jødiske gruppe eller sekt, essæerne - der af flere forskere nu anses for at være dem, der skrev Qumranteksterne - og om deres tro ("Jødiske Krig", bog II, 8,10-11), at:

-"… deres doktrin er denne, at kroppe er opløselige, og den materie de er dannet af, er ikke permanent; men at sjælene er udødelige og fortsætter for altid … og er i deres kroppe som i fængsler, hvilke de er blevet trukket direkte ind i ved tillokkelse …".

Den næsten samtidige jødiske filosof Philo skriver i sin "De Somniis":

-"… sjæle, der stiger ned for at blive knyttet til dødelige kroppe, vender tilbage - til andre kroppe, som de ønsker at leve i …".

Også et jødisk, klassisk kabbalistisk værk, "Zohar" af Simeon ben Jochai, 80 e.Kr. (vol. II, fol. 99 et seq.), omtaler sjælevandring:

-"… Alle sjæle er underkastet sjælevandringens (transmigrationens) prøvelser; og menneskene kender ikke Den Højestes plan for dem; de ved ikke, at de hele tiden bliver bedømt, både før indtrædelse i denne verden og når de forlader den. De ved ikke, hvor mange forandringer og mystiske prøvelser de må gennemgå … Sjælene må, når de er opstået, igen indgå i det faste stof. For at gennemføre må de udvikle sig til en fuldkommenhed … og derefter begynde et andet liv, et tredje, og så fremdeles, til de har opnået den tilstand, der passer dem for genforening med Gud …".

Den jødiske mystiker-filosof Jitzhak Luria, født i Jerusalem 1534 (-1572) og opvokset i Egypten, fremlagde efter 15 års meditation bl.a. en form af kabbala; heri demonstreres idéen om gilgul ha-nefesh, 'reinkarnation, sjælevandring' på næsten indisk maner. Det indgik, at sjælen er tvunget til at blive født igen og igen indtil fuldkommenhed er opnået, og at det ikke kun sker i menneskers og dyrs kroppe, men også i planter, sten og bække. Samt at "hellige mænd, der kan undgå genfødslens skæbne og kan hjælpe andre med at undslippe deres", tilmed kan "se ind i andre":

-"… Ved at se på et menneskes pande kan han (de) med et eneste blik afgøre … hvad dens (den pågældendes sjæls) nuværende opgave på Jorden er. Han er i stand til at fortælle mennesker om deres fortid og forudsige deres fremtid og foreskrive dem adfærd, som kan afhjælpe ufuldkommenheder i deres forrige eksistens …".

Længe før Lurias og hans elevers skrifter grundlagde efterkommere af babyloniske jøder - der i Baghdad i 765 e.Kr. ville bevare dele af den gamle viden - en jødisk sekt, karaiterne. Disse jøder er specielt tilhængere af doktrinen om sjælenes vandring, altså reinkarnationen. De hævder desuden, at alle menneskesjæle har en fælles oprindelse med det første menneske, Adam Kadmon, en spirituel enhed de udspringer fra som gnister (nitzotzoth).

Jødernes karaitiske lære med reinkarnation bredte sig senere op gennem Rusland, Ukraine og Litauen, og var - om end ofte angrebet af jødiske tænkere - yderligere udviklet af ovennævnte Luria. Og i den jødiske trosretning hasidim blev det en universel tro. Senest har den jødiske filosof Martin Buber i 1900-tallet behandlet og udbredt mange oplysninger om karaiternes gamle lære.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth