Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (101 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (101 af 170)

21. KAPITEL

Esoterisk himmelgeometri

 

Stjernelinjer - strukturering af kosmos

I de gamle religioner opereredes der inden for det kultiske regi med et kosmisk-sjæleligt verdensbillede som baggrund for forståelse af også de esoteriske lag i læren og teksterne. Dog, tankebilledsprog, lignelser og symbolik i "udspekulerede" visioner og mentale tolkninger var ikke målet, men guidelines til en erkendende logik og en intuitiv forståelse til at åbne for mere bevidst indsigt på åndeligt plan.

Oldtidens mysteriekultiske himmelgeometri forgrenede sig med en kosmologisk erkendelseslære og religionspsykologiske arketyper langt ind i bibelteksterne - og i jødernes, gnostikernes og de kristnes lære, og senere i islamisk præget tradition (f.eks. i sufiske tekster og Omar Kajjams digte). De fandtes endnu i renæssancen og den begyndende videnskab. Betydningsfulde forhold, sjældnere omtalt i historie og teologi.

Oldtidsviden om esoteriske og kosmologiske emner i mere direkte form tabtes efterhånden og forsvandt undertiden helt - især efter islamisk erobring af Alexandria i 642 og Byzans i 1453. Det blev sværere at bryde teksternes "segl" og åbenbare indholdet bag dem. I nyere tid glemtes, at der overhovedet fandtes et andet indhold bag den ydre tekst.

Geometri er "rumligt dimensioneret matematik". Matematiske urbilleder er arketypiske og guddommeligt logiske ligesom krystallinske strukturer eller toners harmonier i musik - og kan naturligt lede til religiøs 'betagelse' hos opfatteren. Geometriske grundmønstre i planetbaners og stjernebilleders opdeling af himlen blev opfattet som ladet med religiøs betydning. Det er kendt, at Platon (der i 13 år havde studeret i Egypten), satte geometriske "love" direkte i forbindelse med skabelsen.

Geometri ansås som bindeled mellem det åndelige og fysiske, der tog form ved den "ideelle matrice" rummet er opbygget over og indeholder.

Der var ikke tale om, at hvad som helst kunne symbolisere hvad som helst. Traditionens syn på de nøjagtige og billeddannende himmellinjer - med arketypiske mønstre og strukturer - opfattedes ikke som resultat af tilfældigheder eller subjektiv tolkning, idet disse mange præcise astronomiske forhold i sig selv er af eksakt kontrollerbarhed i bl.a. tid og mål.

I kirkefaderen Clemens af Alexandria's (i kap. 20) citerede tekst om himmelskibet, dvs. stjernebilledet Arken, og stjernen Argos/Canopus (styreåren ved agterstavnen), og retningen til Lyren (stjernen Lyra), der styres imod - kan ses, at kursen følger særlige himmelgeometriske linjer.

Et godt materiale om stjernernes forbindelseslinjer findes i det hidtil mest omfattende oldtidsleksikon, "Pauly's(-Wissowa's) Real-Enzyklopädie der classischen Wissenschaft" (Stuttgart, 1894-1980). Heri er en kortlægning af samspil i "Stjernernes op- og nedgange" i oldtiden.

For nærværende er kun nævnt få ud af mange himmelgeometriske "arketyper" og deres forbindelses- eller sigtelinjer til stjerner med ofte særegen position og karakteristika. Der var en særlig struktur af linjer. Grundlæggende kunne himmelkort i princippet være struktureret som et edderkoppespind: udstrålende meridianer fra ekliptikas center i nord og ekspanderede tværmål i takt med afstanden fra dette centrum.

Alt dette tilhører en for længst glemt idéverden, der havde sin egen konsekvente logik, og er stadig genkendelig i overleverede fragmenter.

Et tidligt himmelgeometrisk system var baseret på egyptiske og især babyloniske astronomiuddannede præsters himmelmålinger til at lette det løbende arbejde med at positionsbestemme stjerner og planeter.

Flere af de ældgamle himmelgeometriforhold omtales senere af den græske astronom Hipparchos 130 f.Kr. og af den egyptisk-græske astronom og astrolog Ptolemæus ca. 130 e.Kr. F.eks. opfattedes en sigtelinje fra Tyrens stjerne Aldebaran til Skorpionens stjerne Antares, præcis "over for" hinanden. Der kendtes et rigt antal eksempler på, at den ene af de stjerner var opstigende når dens "linje-forbundne" stjerne gik ned.

Der kunne opfattes en stærk symmetri, og man mente at se en særlig præcision i de mønstre. Der herskede en udbredt og voldsom opmærksomhed forbundet med (med et moderne begreb) pattern recognition.

Det er derfor forståeligt, at de fænomener betragtedes med stor ærefrygt, når der så stærkt mentes konstateret en særlig logik i mønstre netop dannet ud fra den tids veldefinerede sigtelinjer mellem stjernerne.

I de religiøst filosofiske idéer i kulterne ansås sådanne forhold - flere med indbyrdes forbløffende overensstemmelser - for tegn på en særlig kosmos-orden af 'synkronicitet'sammenhæng med himlen og Jorden, både for levende væsener og fysiske forhold. Hvad der religionsfilosofisk kunne ses i netværket af de stjernemæssige forbindelseslinjer vil nærme sig moderne superstring-teorier. Endnu i 1700-tallet mente astronomer som Bradley og Rømer, at solsystemet bevægede sig på sigtelinjen fra Canopus via Sirius til Lyren/Vega, altså præcis ad Verdensaksen!

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth