Moses' ti bud - og billedforbudet

Kirkens ledere diskuterede tidligt lovligheden af hellige billeder, der ifølge Moses' "de ti bud", hvad angår afbildning af Gud såvel som tilbedelse af billeder i det hele taget, er strengt forbudt.

Augustin udtaler i sit værk "Om Guds Stad", at kristendom ikke handler om så nøje overholdelse af Moses' "de ti bud", men om etik og moral - og ikke om en dom, men om tro og kærlighed. Og "de ti bud" blev siden hen prioriteret som mindre væsentlige - og det blev Augustins let omredigerede version af "de ti bud", der senere fik anerkendelse.

Ved et stort kirkeledermøde, konciliet i Nikæa i år 787, blev "tilbedelse ved stedfortræder" introduceret. I 1216 bestemte pave Innocent III, at dyrkelse af vera icona, 'Kristi sande billede' i Helligkorskirken i Rom kunne give aflad for synder. Derved opnåede denne billeddyrkelse en status ligesom ved reliqvier, dvs. fysiske rester af personer (eller genstande) som officielt er erklærede for hellige.

Den opfattelse, at billederne kunne have særlige "kræfter", er fra en tradition, som egypterne gennem flere tusinde år havde praktiseret (jf. kap. 28-29 om "Corpus Hermeticum"), og som Augustin i 400-tallet opponerede imod, en holdning som kirken derefter fulgte.

Men derefter, videre i 1200-tallet, blev "de ti bud" pludselig igen betydningsfulde i Europas kirker, tæt på niveau med Fadervor og Ave Maria. Hvorfor "genindførelsen" skete - efter at Moses indtil da var placeret i periferien i kirkelig kontekst - er ukendt. Senere vidste Luther (1483-1546) ikke bedre, end at Moses' "de ti bud" altid havde været en vigtig del af kirkens lære - og dog ændrede han i dem.

For da Martin Luther revolterede mod den katolske kirke, omskrev han "de ti bud" i 1529 efter Augustins "model" fra 400-tallet. Luthers version læres fortsat mange steder i verden. Buddet mod misbrug af Jahwehs navn er her det andet bud, men var oprindelig tredje bud ifølge "2. Mosebog"s kap. 20, hvor "de ti bud" første gang nævnes samlet.

Moses' oprindelige andet bud var billedforbudet. Dette bud var Luther bemærkelsesværdigt enig med sin billeddyrkende modstander, den katolske kirke, i ikke at følge: Sikkert fordi, der ikke skulle skabes tvivl om, hvorvidt krucifikset, afbildningen af en korsfæstet Jesus, krænkede Moses' "ti bud". Det sidste bud deltes til to, så der igen var ti. Dog var Luther (og Calvin) imod helgenbilleder. Angående "de ti bud" indskærpede Luther og Melanchton i forordet til Luthers katekismus, at:

-"… den, der ikke vil lære de ti bud … og katekismen, fornægter Kristus og skal ikke have adgang til sakramente (nadveren) …".

Et udvidet billedforbud skabtes hos Mohammed, der stiftede islamreligionen i lyset af også den jødiske og den kristne lære. Han forbød konsekvent afbildning af Gud.

Det fortolkedes senere stærkt vidtgående af islamiske retninger. F.eks. i 1996 da fundamentalistiske taliban-militsfolk tog magten i Afghanistan, indførte de strenge islamiske sharia-love, hvori forbuddet gælder afbildning af alle levende væsener; derfor smadrede taliban de fleste tv-apparater og sprængte landets monumentale historiske Buddha-statuer.