Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (48 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (48 af 170)

Fra israelitisk religionskult til jødedom

 

Under Salomon blev religionssammensmeltningen vidtgående, da Zadok-præsteskabet ved Jerusalems tempel på Zion-bjerget ude i dette gamle område for jebusitisk og kanaanæisk religion efterhånden tilrev sig magten fra Ahron-præsteskabet nordpå, i landets egentlige centrum. Herved synes præget fra Moses og hans religion reduceret.

Eksempelvis i "Salmernes Bog", hvoraf de fleste af de i alt 150 salmer traditionelt er forfattet af David, er hverken Moseloven eller Jahweh-religionens regler overhovedet nævnt. Desuden er det karakteristisk, at Moses selv kun er nævnt i "Salmerne" otte gange, til trods for at han anses for den mest betydningsfulde person i de bibelske skrifter og israelitternes historie.

Det var således lykkedes for Zadok og hans efterkommere at få gjort Jerusalem til landets "rette" religiøse hovedcenter og dem selv, som Jerusalems præster, gjort til det ledende præsteskab. Profeten Ezekiels skrifter i Bibelen - fra, og efter, israelitternes eksilperiode i Babylon i 500-tallet f.Kr. - omtaler præsterne som Zadoks sønner (efterkommere) og nævner end ikke Ahron nogetsteds!

Den kobberslange på pælen, som Moses havde sat i ørkenen i forbindelse med at hjælpe dem, der var blevet syge - blev siden hen bevaret som helligt inventar i Salomons tempel. Her udførte folket røgofre til den, dvs. foretog den forbudte billeddyrkelse. Efter bevaringen i alt i 700 år lod den judæiske kong Ezekias (745-717 f.Kr.) Moses' kobberslange ødelægge ved at knuse den til småstykker - jf. "2. Kongebog" (18,4) - foruden at han lod "hellige pæle" destruere.

Moses forudsagde i "5. Mosebog" (18,18) en kommende profet. Som tidligere nævnt ændredes dette på Davids tid til et begreb, der var Jahweh-religionen fremmed, men mere i kanaanæisk tankegang, nemlig en (befriende) "messias", dvs. 'en, der er salvet til konge'.

Ved ændringen af religionen til en folke/statsreligion blev der i flere henseender indført forhold, der ikke var omfattet af den oprindelige lære: F.eks. at præsteskabet i Jerusalem tog monopol på tempeltjeneste og ofring, samt at præsterne ofte havde jordejendom (jf. bl.a. "Ezekiel" 48,8-14), skønt Moses udtrykkelig havde holdt præster/levitter uden for jordtildeling - vel for at undgå magtfordrejning.

Efter Assyrien-Babylons besættelse af Nordriget (Israel) og eksilering af dets folk 722 f.Kr. blev der i religionen foretaget en vis ændring af reglerne. Nu måtte alene Jerusalems præsteskab i syd få tempeltjenesten til at fungere, mens Nordriget var besat. Dette præsteskab udnyttede den situation til monopol på tempeltjeneste og ofringer.

Dog var den mest kendte reform til israelitternes religion et forsøg på opstramning af Moses' lære. Det skete under kong Josiah i Judæa fra 622 f.Kr. - dvs. 800 år efter Moses. Her blev der renset ud i flere kultiske afvigelser, bl.a. indført af kong Salomon - forhold som var Jahweh-religionen fremmed.

Kort efter Josiahs reform blev jødisk religionspraksis yderligere udbygget under folkets ufrivillige eksil i Babylon 586-535 f.Kr.

Babylon havde her invaderet Israel og ødelagt Jerusalem og templet i 586 f.Kr. samt tvangsforflyttet vigtige dele af folket til Babylon. Men det judæiske folk - dengang i flere henseender provinsielt og teknisk mindre avanceret - oplevede under dets langvarige ophold i datidens førende land Babylon (og dets verdenshovedstad) et internationalt og stimulerende kulturmiljø. Dette blev af mange ledende jøder anset som en fare for, at deres egen religion ikke kunne forblive intakt.

Således fødtes jødedommen i Babylon: Her førtes gudsdyrkelsen - nu uden templet - ud "på hverdagsplan": I fravær af Jerusalems tempel og præsternes offerhandlinger måtte folket samles om deres skriftkloge talsmænd, rabbinerne. Hermed blev religionen for alvor accentueret som den boglige religion, den er - den første og ældste kendte.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth