Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (24 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (24 af 170)

7. KAPITEL

Den hemmelige religion

 

Læren om én gud - én side udvalgt fra et dobbeltprincip

I Egypten findes spor af "læren om én skabergud" både ca. 1450 f.Kr. og de ældste spor af læren i 5. dynasti og før, dvs. før 2500 f.Kr.

Det er en sådan lære, der almindeligvis forbindes med Moses. Idet den i forvejen fandtes i Egypten - under 18. dynasti, hvor Moses ved israelitternes udvandring indførte sin nye religion - må denne lære om én skabergud netop ses i forbindelse med israelitternes religion. For i sin egyptiske periode har Moses kunnet inspireres af en revival af den ældre lære og medvirke til at accentuere og videreudvikle den.

Oldtidsforfattere oplyser, at Moses allerede i Egypten fremsatte religionsreform(er) i den periode, der nu kaldes 18. dynasti. I dag vides, at her fik det egyptiske præsteskab sin største ekspansion nogensinde, og at faraos reelle magt herved undermineredes.

Især må det store Amon-præsteskab uundgåeligt have frygtet en reform. Det er ikke usand-synligt, at det har bidraget til at fortrænge Moses fra sin indflydelsesrige position ved hoffet - og at han allerede forinden nåede at plante sine reform-idéer i Egypten. Elementer har levet videre - også hos tilhængere i præstegrupper og ved hoffet.

Herved har senere farao Akhenaton (Amenhotep IV) også kunnet blive influeret. Under alle omstændigheder var det herefter ikke Akhenaton - med sine forsøg på at ændre religionen i Egypten i en "monoteistisk" retning (henoteisme) - der inspirerede Moses til en ny religion, hvilket ellers adskillige forskere har hævdet. Rækkefølgen er omvendt, idet Moses' religion i 1400-tallet f.Kr. dermed fandtes cirka hundrede år inden farao Akhenaton indførte sin religionsreform.

Et faktum er, at Akhenatons reformisme ikke var ren monoteistisk, men især fjendsk mod Amon. Jf. bl.a. egyptologen Erik Iversen's "The Reform of Akhenaten", i Göttinger Miszellen (nr. 155, 1996, s. 55-59).

Skønt Moses og Akhenaton begge ville koncentrere en kult om én foretrukken gud blandt/over alle andre - og anerkendte, at andre guder eksisterede (altså ikke fuld monoteisme) - så var der store forskelle.

Alle de største egyptiske guder for over 4.000 år siden havde dobbeltnavne ud fra deres duale universelle elementer:

F.eks. Ptah-Atum, 'skabe altet', dvs. gudsprincippets åndelige og stoflige side i ét. Den største gud Amon-Re betyder 'hemmelig' plus Solens livskraftsprincip - igen dobbelt: Usynlig/hemmelig og synlig/fysisk. konceptet er ikke nederegyptisk, men fra Theben - Moses' hjemby.

Fra nøjagtig samme idé udvalgte Moses alene Amon-princippet som udgangspunkt og lod i praksis sin gud forblive usynlig, hemmelig og med totalt billedforbud. - Hvorimod Akhenatons doktrin bekrigede Amon og valgte Amon-Re's anden side, det synlige, nemlig Re's, Solens fysiske livgivende billede, i form af solskiven Aton.

I sit valg synes Akhenaton præget af sin stærke dronning Nefertite ('den smukke kvinde er ankommet'), ikke usandsynligt en medisk prinsesse fra solreligionslandet Mitani, sendt til Egypten som barn. Akhenatons tiltagende lidelse - forskere peger på Marfan's syndrom (ikke Fröhling's syndrom som ofte antaget) - kunne øge hans stærke religiøse engagement, kendt som ægte dybt, bl.a. i hans digte. Et faktum er, at en af hans hymner til solguden er nær identisk med Bibelens "Salme 104".

Kongerne betragtedes som gudernes talerør - ligeledes fungerede den første profet, Moses, som "Guds talerør". I farao Akhenatons reform tilbad egypterne ikke kongen direkte. De skulle tilbede guden der repræsenteres af solskiven, det foregik så gennem kongen, gudens talerør.

Men normalt blev kongerne i Egypten og andre steder desuden betragtet som guder med en kult, hvor de skulle tilbedes. En sådan status fik israelitternes ledere netop ikke pga. Moses' forordning.

Ved indretningen af gravanlæg i Aton-religionens periode omkring 1350 f.Kr. fremgår, at der fortsat eksisterede en opfattelse om livet efter døden. Moses må hos israelitterne have indført en lære også om dette (vil blive omtalt). I Egypten praktiseredes dødekult ved Osiris. Men i farao Akhenatons religion skulle Osiris helst ikke dyrkes.

Egypterne ønskede efter døden at blive ligesom Osiris i underverdenen, og de afdøde identificeredes med Osiris. Ofte skabtes Osirisfigurer til at personificere dem. Osiris var den store hjælper i underverdenen og samtidig dennes overvinder. Egypterne mente, at alt kunne komme til live igen og igen - den evige tilblivelse. Og hos mennesket skete det ved, at sjælen (ba) beboede en krop.

Det i Akhenatons lære ikke-velbelyste område - livet efter døden - blev et problem, der også i fraværet af Osiris blev en medårsag til Aton-religionens fald. Dette fald udløstes i forbindelse med en stor pestepidemi med uhyre mange døde. Epidemier kunne naturligvis indtræffe også under den gamle religion, men ved den nye religionsforms indførelse med kultisk koncentration om én gud, Aton, også efter døden, opfattedes denne gudekult som ikke at kunne fungere og som forfejlet.

Akhenatons religionspolitik var fanatisk, og dette var ret uegyptisk - egypterne var generelt liberale og flersidige, og den fanatisme kunne ikke overleve. Egypterne vendte tilbage til deres gamle guder. - Men anderledes gik det senere ved kristendommens start: Først årelange kriser, hvor folket også her vendte sig fra de gamle guder, "der jo havde fejlet", men nu vendte folket ikke tilbage. Bl.a. derfor kunne kristendommen indføres så hurtigt i Egypten som et af de første kristne lande overhovedet.

Hemmelig lære i Moses' religion?

I Moses' religionsform er der tegn på en ikke-offentlig kultisk overbygning på religionen. Derved må hans religion oprindelig have været etableret i to niveauer ligesom alle store religionskulter i verden før i tiden: En folkereligion og en overbygning af en delvis hemmelighedsomgærdet indvielseskult, der indeholdt en lære om livet efter døden. Her synes Moses for sit nye regi at have foretaget en omplacering:

a) - På den ene side forbeholdtes dele af denne højere lære stadig for det omtalte øverste og mest lukkede niveau.

b) - Hvorimod mange andre af samme læres elementer - f.eks. særlige mysterieskikke - der i Egypten og andre steder oprindelig tilhørte især det "høje niveau", nu blev indlemmet i folkereligionen. At kunne læse religiøse tekster, ellers mest forbeholdt indviede og præster, blev også udbredt. Mysterieelementerne, der nu indgik i Israels folkereligion, var:

- For det første, at der ikke var noget gudebillede. Religion, kult og tilbedelse var i den gamle verden nærmest utænkelig uden en eller anden form for gudebillede. Men i en mysterie-kultinspireret lære kunne det være anderledes. Og et af de særlige områder, hvor Moses' religion afveg fra hidtidige former, var budet om ikke at fremstille noget billede til at repræsentere guden. Jahweh måtte ikke afbildes eller repræsenteres synligt i fysisk-materiel form.

Dog, dette princip blev delvis afveget i perioder hos jøderne. I Israel er der udgravet Jahweh-figurer fra 600-tallet f.Kr. Der findes endda inskriptioner om en tilhørende kvindelig guddom, "Jahwehs kone".

- For det andet, at gudens navn havde flere betydningslag og ikke måtte nævnes undtagen under specielle forhold. Den filosofi kom også fra Egypten og findes i visse træk hos mysteriekulter for den øverste gud, Amon, der - skønt afbildet - betyder 'skjult', 'hemmelig'. Med tydelig inspiration i Amon-religionens højere mysterier blev nu Israels gud usynlig, "skjult" - nu totalt. Det var nyt i en religion for et helt folk.

- For det tredje, at omskærelsesritualet - oprindelig en egyptisk skik - nu omfattede alle mænd, blot de tilhørte israelitterne. I "2. Mosebog" (19,6) udtaler Moses, at Israel skal være som "et kongerige af levitter". Dette skønt levitterne kun omfattede én - mindre - klan, hvorfra israelitternes præster rekrutteredes. Ifølge rabbinerskrifterne var levitterne de eneste omskårne israelitter under selve opholdet i Egypten.

Moses indførte også afgørende ændring i kongens religiøse status. I flere tusinde år blev kongerne i de store kultursamfund betragtet som en gud, der var konge, og samtidig som en konge, der var gud:

- I Egypten var kongens krop "en vehikel beboet af det guddommelige element". Han skulle betragtes at være af dual natur - kosmisk og jordisk - evigt fornyet i sin eksistens i verdens tid-og-rum-kontinuum.

Han var som guddom løftet op - og måtte ved flere ceremoniel ikke røre jorden og måtte derfor omhyggeligt bæres og løftes. Hans gudekongelige udstråling ansås for så voldsom, at den kunne smerte de tilstedeværende. F.eks. i Persien repræsenterede kongen selve Solen, og audienssøgende skulle skærme ansigtet med hænderne og sige, "jeg brænder", når de nærmede sig og kastede sig ned foran kongen.

Også her er det revolutionerende ved Moses' Love - der er love for en religiøs nation - at lovene også skulle have virkning, hvis der ikke var et kongedømme. Men når kongedømmet var en realitet, da skulle kongen ikke have den guddommelige status - men afbalanceres af præsteskabet, der, på deres side, ikke måtte eje jord. Modsat f.eks. egyptisk præsteskab, der efterhånden ejede over halvdelen af Egyptens jord og hyppigt blev landets største kapitalmagt, som kongen kunne være under pres af og hyppigt måtte følge en mest præstegavnlig politik.

Folkets leder Moses har selv efterlevet at undgå den gængse form for kongestatus: Bl.a. blev hans grav skjult og undgik da - som det ellers kunne ske for mellemøstlige herskeres grav-steder - at blive et kultsted.

Moses synes at ville undgå, at konger dyrkedes som gud. Men f.eks. de senere salmer 2 og 45 synes alligevel at vise nogle tegn på gudeagtig kongeopfattelse eller -dyrkelse; indgroede kulturtræk, svære at undgå.

En ekstrem dyrkelse af dyr kendtes fra Egypten. Det træk modgik Moses med sin reform. Det skinner også igennem, da han omtaler ("2. Mosebog" 8,26), at dét, som hans religions tilhængere ofrer, kan vise sig som "afskyeligt for egypterne".

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth