Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (22 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (22 af 170)

6. KAPITEL

Moses som mystiker

 

Flere hemmelige navne for Jahweh

Det fremgår flere steder i Bibelen, at Moses havde en usædvanlig formåen på et specielt felt. Herom oplyser "2. Mosebog" (33,11), at:

-"… Jahweh talte til Moses, som den ene mand taler til den anden …".

Dette medførte en særstilling - hos rabbinerne og stadig i nutiden ses Moses omtalt "Jahwehs ven" (ligesom Abraham) - måske en kultisk status? "2. Mosebog" v. 32 gengiver den forbløffende beretning om de to parters til tider vilde diskussioner - bl.a. havde Moses stillet Jahweh et ultimatum.

Her sagde Moses, at hvis det ikke blev, som han selv ville, "kunne Jahweh godt slette Moses af sin bog". Moses skændtes ligefrem med Jahweh, som var "grov", mens det var Moses, der var den fornuftige - hvorpå Jahweh direkte undskyldte sin ubeherskede opfaren.

Ved en lignende "diskussion", omtalt i "4. Mosebog" (14,20), var det også Jahweh, der efter sin opfaren bøjede af:

-"… (Moses,) hermed (gør jeg), som du har sagt …".

Hvorefter det "genstridige folk" - der atter engang tilgives "efter ti gange at have sat Jahweh på prøve" - stadig ikke vil være modtagelig eller lade sig bevæge. Det bemærkelsesværdige er, at Moses åbenlyst kunne dyste eller ligefrem skændes med Jahweh, hvad beretningen om skænderiet så end har haft som den reelle baggrund.

Forud for disse episoder havde Moses først måttet gå igennem nogle særlige oplevelser for at opnå dette "niveau", inklusive den åbenbaring, som Moses oplevede ved "den brændende tornebusk" på Sinai-bjerget. Som tidligere nævnt fremgår det af rabbinerskrifterne, at hændelsen var forberedelse for Moses til de åbenbaringer, han senere som lovgiver og leder af israelitterne modtog just på dette Sinai-bjerg.

Herefter, i de tre perioder af 40 dage ad gangen han opholdt sig på bjerget, skete der en del mere end at få skabt og manifesteret Loven.

Bl.a. har der været foretaget en speciel højere indvielse: Et rabbinerskrift, "Jalkut Rubeni" (fol. 107, kol. 2-3), beretter at Moses på Sinai-bjerget først måtte passere et særligt væsen med navnet Kemu-el (egyptisk kem(u), 'mørk', tilføjet semitisk el, 'gud').

Skikkelsen genkendes i beskrivelser fra mangfoldige senere indvielsesmysterier som "tærsklens vogter". I episoden havde denne vogter "tolvtusind destruktions-engle" i sin magt, omtalt også som ildengle, der ellers kunne have ydet modstand imod, at Moses nåede videre.

Derfor udtalte Moses det særlige "12-bogstavs-navn", som tidligere var blevet åbenbaret for ham ved "den brændende tornebusk". Fremsigelsen af dette magiske ord neutraliserede denne Kemuel, der ud fra beskrivelsen synes fremstå som "den mindre tærsklens vogter".

Derpå mødte Moses en anden engel, der står som mysteriernes "den større tærsklens vogter", Hadarni-el, med "kraften" på sekshundredetusinde legioner engle eller kræfter, og med ord der udsendte tolvtusinde lyn. For at hamle op med dette væsens stærkt magiske ord udtalte Moses "72-bogstavs-navnet" og kunne da passere "vogteren".

Herefter var der igen forskellige prøvelser - hvor Moses nåede til et særligt stade - og fra en række engle:

-"… modtog han af hver en hemmelighed eller et mysterium. Fra en af dem modtog han dette at kunne sammensætte det usammensatte; fra en anden dette at kunne sammenføje modsatrettede kræfter; fra en tredje en udvidelse af "kunsten at læse i stjernerne"; fra en fjerde "navnehemmelighederne" kaldet det kabbalistiske mysterium …".

De gamle jødiske eksperter i studiet af "Talmud" samt kabbala tillagde gudsnavne på 12, 42 og 72 bogstaver høj værdi. Her henviste disse lærde bl.a. til "2. Mosebog" (14,19-21), hvor Jahwehs særlige kraft ved skysøjlen og deling af det Røde Hav demonstreres i tre sætninger efter hinanden, der hver indeholder nøjagtigt 72 hebraiske bogstaver (jf. kap 17).

Til Bibelens episode med Moses' tilsyneladende drab på en egyptisk opsynsmand, angiver rabbinerskrifterne, at drabet var blevet udført ved hjælp af magiske formler, nærmere betegnet:

-"… magi ved den måde som Moses udtalte gudsnavnet på …".

Det har åbenbart været opfattet som stærke sager - en opfattelse der må ses i relation til en lang række beretninger af samme art.

På hebraisk staves Jahweh med fire bogstaver Jhwh og er ofte derfor omtalt som Tetragrammaton, dvs. 'fire-bogstav-navnet'. Dette navn indeholdt den hos jøderne såkaldte "Ani-hu-formel" ('jeg-er-det'-formlen, 'jeg-er navnet'). Den opfattedes at besidde så stærke kræfter - ifølge den egyptisk-jødiske forfatter Artapanos ca. 100 f.Kr. - at:

-"… da Moses hviskede guddomsnavnet i faraos øre, faldt farao om næsten som død. Senere var der en præst, som døde under stærke kramper, da han tog for let på dette navn, som Moses havde skrevet på Lovens tavler …".

Om Moses' måde at udføre ofringer på, har Josefus i "Antiquitates" (2;275) givet en lignende beskrivelse:

-"… kunne han (Moses) mane ham frem ved navn til at være til stede ved de hellige ritualer …".

I det hele taget ses hverken Josefus - der just nøjes med at omtale Jahweh som "ham" - eller Philo at have udtalt eller blot skrevet dette navn.

Den tidligste ikke-jødiske dokumentation for udtalen af Jahwehs navn findes hos den egyptisk-græske forfatter Hekataios af Abdera cirka 330 f.Kr. En anden tidlig ikke-jødisk omtale findes hos den alsidige romerske skribent Marcus Terentius Varro (116-27 f.Kr.):

-"… romeren Varro siger, at han (jødernes gud) kaldes Iao af kaldæerne i mysterierne …" (gengivet ifølge Lydus: "Mens." 4,53).

Også den græske historiker Diodorus Siculus beretter, at:

-"… hos jøderne blev lovene fra Moyses (Moses) forbundet med den gud, der bliver påkaldt som Iao …".

I gengivelse af Jahweh-navnet i transskription fra hebraiske bogstaver til andre alfabeter vil der være større usikkerhed om den rigtige udtale. Ud over den særlige indre mening i navnets betydning afhang dets "magi" af udtalens intonation og påkaldelsesform.

Det var i oldtiden således en hel videnskab at kunne intonere rigtigt med "den rette vibration" til ytringen af de hellige ord og navne. F.eks. er en sådan ekspertise overleveret inden for Indiens religiøse traditioner for at "udsynge" eller messe bestemte hellige ord, mantra, på den rigtige måde. Også muslimske præsters særlige udsyngelse af lyden ved anråbelsen af Allahs navn er en overlevering af samme art. Ligesådan forholder det sig ved oprindelsen til jøders og muslimers ceremonielt messende udtale af "amen".

Fra gnostiske sekter og mysteriesamfund især i Nedre Egypten, fra ca. 200 f.Kr. og frem, findes overleverede tekster, der angiver, at der til magiske formål brugtes anråbelser af guden Jau eller Iao.

I græske kulter påkaldtes Io-Bacchos eller Iao-Bacchos, en praksis, hvis spor er fundet at gå længere tilbage end 1200-tallet f.Kr. I græsk sprogbrug kom Iao til at fungere som et helligt udråb (nært svarende til nordeuropæisk 'hil' der oprindelig også betød 'hellig'). Navnet synes indført hos grækerne fra Egypten.

Idet det Nye Testamente og mange af oldtidens mysteriekulter forbinder det højeste og Gud med logos - dvs. 'ordet' som talesprogets "basic unit" af meningsholdig lydkombination - kan idéen bag føres tilbage via ordet/navnet Jao, Jahweh, til en oprindelig iao-udtaleform:

Tidligt i egyptisk, og i proto-semitisk, opereredes først med kun tre grundvokaler nemlig lydene i, a og u. Heraf kunne tegnet for a også repræsentere e-, (i-) og æ-lyde. Og u kunne omfatte o- og y-lyde. Men grækerne med deres anderledes sprogbygning var nødt til at udvide skriften med nye bogstaver, så de ekstra vokaler kunne vises selvstændigt.

Vokaler, de "rene" lyde, ansås for noget særligt: De bærer i sig den dynamik, der i kombination med de mere "statiske" konsonanter danner levende sprog. De tre grundvokaler sattes i relation både til de tre grundfarver (gul, blå og rød), ud fra hvilke alle andre farver kan dannes, og til tre grundtoneelementer som udgangspunkt for de øvrige toner.

Sprogforskere taler om, at "i begyndelsen var sangen" - en ursang - og at mange sprog tidligere var mere melodiøse. I ortodoks jødedom kaldes den Hebraiske Bibel for en sang. Indisk lære om mantra omtaler 'ordets' såkaldte oversanselige dimensioner (og forbindes med Verdenstræets, Verdensaksens, såkaldte tonelegeme Sabda-Brahma).

Fuldt udbygget i stavning vil ordet/navnet/udtrykket Jhwh vokaliseret i ren form (der også er en sangbar form som en uafbrudt strømning, et mantra) være de fem vokaler i-e-a-o-u. Således opererede grækerne med flere vokaler, egentlig blandingsvokaler, og ligeledes flere farver og toner. - Hertil opfandt de neumer, dvs. 'noder', oprindelig som et skriftligt accentueringssystem med nogle særlige prikker til hjælp for tekstoplæsningen, bl.a. når der skulle foredrages hymner.

Dette system blev overtaget af syriske kristne omkring 350 e.Kr. til brug for bedre at kunne læse de kristne teksters syriske skrift, der var semitisk konsonantskrift delvis uden vokaler. Også jøderne indførte, ca. 600-900 e.Kr., denne syrisk-kristne model - efter det oprindelige, primitive græske nodesystem - nu til i deres hebraiske bibeltekst at markere vokaler med prikker. Med den foranstaltning søgtes at fastholde deres delvis vokalløse skriftsprogs udtale, så den ikke skulle blive glemt.

Det essentielle er, at det er de tre oprindelige, dynamiske såkaldt "livgivende" grundvokaler, der kan udtrykke navnet Jahweh, dvs. navnet I-a-o's (j-a-u's) vibration - og som her kunne ses som en matrice, hvori de fleste andre lyde kan støbes. Dette skimtes også bag beskrivelsen af Gud selv ifølge "Johannes' Åbenbaring"s græske tekst:

-"… Jeg er alpha og omega …"

- dvs. det rummes i alfabetets hele lydrepertoire og indeholdt inden for det græske alfabets første og sidste bogstav: lydene a (alpha) samt u (omega) udtalt som oo eller å.

Opfattelsen af at bestemte ord, sætninger og formler - intonerede såvel som skrevne - kunne have magisk effekt, ses i mange ældre tekster. I Moseloven i Bibelen påbydes det israelitterne at tage Jahwehs ord og "binde dem ved hånden". (Samt binde dem på panden - eller skrive dem på porten og dørstolperne, der også betragtedes som "kraft"steder).

Dette praktiseres ved, at de ortodokse jøder binder små remme med skriftsteder fra Bibelen på underarmene (og på deres hoved).

Der hentydes til denne skik under senere stridigheder, når de kristne, der anklagede jøderne for at udbrede misfortolkning af deres gamle bibelskrifter, hertil anvendte udtrykket "at binde nogen noget på ærmet". Men den oprindelige baggrund var således opfattelsen af, at det kunne give en særlig effekt at bære (binde) hellige ord på sig - hvilket også hinduer og buddhister stadig gør med de førnævnte mantraer.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth