Fra oldkristendom til kirkens lære

En gren af farisæismen blev til dén overleverede jødedom i forskellige former, der nu findes i hele verden. Paulus var først farisæer, oplært af den farisæer, der blev en af Jamnia-synodens ledere, den store Gamaliel.

Påfaldende indeholder Paulus' breve intet som helst dokumenteret om Jesu lære, tankegang eller virksomhed. Det kan eventuelt have gjort det lettere at skabe en "kirkelig Jesus" senere.

Herefter begyndte de kristne at lægge mere vægt på beretningerne om Jesus selv end direkte på hans budskaber. Senere lagde den da nytilkomne institution, kirken, en yderligere større vægt på hans påståede død end på hans liv - kirken endte endda med at forfølge flere sekter, der prøvede at leve med forbillede i Jesu liv.

Men i evangelierne og Paulus er vægten ikke lagt vægt på korsfæstelsen som tragisk afslutning på Jesu liv. Men den ses som en kulmination, fordi det var en manifestation af indgåelsen af pagten, "den nye pagt".

De kristne gnostikere såvel som Paulus betonede Jesu guddommelige natur frem for hans menneskelige, der kommer til udtryk i evangelierne. Men ved kirkemødet i Nikæa i 325 e.Kr. blev det af de ikke-hjemsendte biskopper ved flertalsbeslutning - med 217 imod 3 - vedtaget blot ved simpel afstemning, at Jesus er en guddom.

Dette skete til trods for, at Jesus havde sagt om sig selv: "Faderen er større end jeg". Troen på budskabet fra Jesus blev ændret til, at kristendommen især var en tro på Jesu guddommelighed - at Gud direkte inkarnerede som et særligt menneske.

Jesus talte som en indviet - og hans tale var ikke mindst møntet på jøderne. I Matthæusevangeliet (15,24) sagde han om sit mål:

-"… Jeg er ikke udsendt til andre end til de tabte får af Israels hus …".

I kirken blev det undgået at se nærmere på, at Jesu lære, som en mosaisk restaurering, var forskellig fra den kristne religion; samt på, at han stod nærmere farisæerne - der tolkede Bibelen 'humant' - end saddukæerne, der med strenghed administrerede ud fra den på bogstavelig måde. - Snart blev "fremmede" elementer indført. At prædike indførtes fra jødiske synagoger, og dér var det ikke præster, men rabbinere og andre skriftkloge, som prædikede. Jesus var imod præster - kirken indsatte præster.

Jesus har ikke indstiftet munkevæsenet, og har ikke forordnet at f.eks. præster og munke skulle være skaldede; det var som nævnt en egyptisk skik indført i kirken via egyptisk-romerske Isis-præster.

Jesus uddrev kræmmere af templet - kirken indførte afladshandel. Katolske cølibat er fra 800-tallet og ikke indstiftet af Jesus. Det ikke-kanoniske Filipsevangeliet nævner hans forhold til Maria Magdalene.

Ukendt i selve evangelierne er også: helgener, relikvier, barnedåb, jul, konfirmation, salmesang, kirkeklokker, skriftestol, kødets opstandelse (hvor alle engang opstår af graven), skærsild, Treenigheden, kors i stedet for pælen, paven, pavestolens dogmesekretariat, dogmet om pavens ufejlbarlighed, hviledagen ændret fra lørdag til søndag, tilbedelse af billeder af en korsfæstet Jesus eller helgener, samt relikviedyrkelse.

Evangeliernes udtryk, at "døbe med ånd", findes allerede i værket "Corpus Hermeticum" og kendes således af egyptisk-græsk oprindelse

Den kristne lære brugte logos, et begreb allerede kendt fra Platon. Det stammer som nævnt fra Egypten og genkendes i "Corpus Hermeticum". Mens Johannesevangeliet viser sig ved sin anvendelse af logos på flere måder også delvist at ligne et tidligt gnostisk evangelium.