Mithras-kultens 7 trin

- og korsfæstelsen

Overalt i Romerriget fra Persien til Skotland, fra Sahara til Østrig, deltog utallige romerske officerer i Mithras-kulten - bl.a. den historisk kendte Pantera (som hieros gamos-"donor"), der af datidens rabbinere vedholdende blev udpeget som den biologiske far til Jesus (jf. illstr. s. 229). Jf. også at flere af gnostikerne, bl.a. filosoffen Cerdon, hævdede, at den gud, der stod bag Loven og profeterne, ikke var far til Jesus.

De fleste mysteriesamfund, bl.a. netop gnostikerne og forgreninger af essæerne, havde kulter. Hovedparten af mysteriesamfund og kulter, og enkelte religiøse sekter, både samarbejdede og konkurrerede.

De kristne kulter, der udviklede sig til den oldkristne kirke, overtog i begyndelsen også megen tradition og symbolik fra Mithras-kulten. Den indo-persiske guds navn Mithra(s) betyder 'pagt', hvilket tilhører den såkaldte "kontrakt-teologi"s udbredte idé. Jf. at forfatteren til de også mysteriekultisk betonede værker "Odysseen" og "Iliaden" kaldes Homer, oldgræsk for 'pant', 'gidsel', der var en ofte obligatorisk transaktion ved indgåelse af kontrakt eller traktat: Dvs. en pagt på lignende vis med de kristnes Gamle og Nye Testamente - som omtalt betyder testamente 'pagt': Jahwehs pagt/kontrakt med mennesket.

Mithras-kultens næsthøjeste indvielsestrin, 6. trin, kaldtes "Helios, Sønnen" eller "Guds-søn" og symboliseredes ved Solen. Ved overgangen mellem 6. og 7. trin kunne der udføres en symbolsk eller evt. regulær korsfæstelse. Herefter ophøjedes den indviede bl.a. ved ordene "Faderen og Sønnen er ét". Det udtryk brugtes siden hen af kirken, hvor det løsrevet fra denne baggrund medførte voldsomme interne stridigheder.

Det 7. og højeste indvielsestrin hed "Faderen" eller "Himmelske fader", hvis symbol var de persiske mageres specielle tophue.

Netop også i Jesus' tilfælde kunne hans titel "guds søn" ses som at tilhøre et lignende mysteriedrama, et principielt koncept. Jf. at i "Jobs Bog"s mysteriespil optræder flere "guds sønner", bl.a. endog Satan. Allerede længe før Jesu fødsel lærtes om Mithras, der, ligesom senere Jesus, fødtes i en stald i en klippehule og ligeledes kaldtes "hyrde". Mithras bar - ligesom de (tre) vismænd ved Jesu fødsel - den særlige hue. Den kendes også i de frygiske/græske mysterier som "frihedshuen".

På latin kaldtes huen pileatus - og genkendes i Pilatus, den romerske øverstbefalende (og som romersk officer sandsynligt Mithras-kultisk indviet), der ledte forhøret af Jesus og gav tilladelse til korsfæstelsen. Pilatus blev senere hos østlige kristne grupper betragtet som helgen.

Også den romerske officer, der hævdes at have stået ved den korsfæstede Jesus - i "Markus' Evangelium" (15,39) - kunne netop være en mysteriekultisk indviet at dømme fra ordlyden i hans udsagn:

-"… Sandelig, den mand var 'Guds søn' …".

Mithras-kultens højeste trin, "Faderen", blev også navn for den kristne kirkes topfigur, paven en betegnelse der netop betyder 'Faderen'.

Den gamle videns særlige lære, ligesom den skjulte del af Moses' todelte religion (tidligere omtalt), videreførtes også uden for de etablerede religioner, især i hellenistisk Egypten. Læren påvirkede gnostiske sekter og mysteriekulter - der herved farvede flere af kristendommens østromerske grene. Herfra blev en retning den koptiske kirke.