Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (4 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (4 af 170)

Moses har ikke 'efterlignet'

farao Akhenaton

 

Moses er i eftertiden især kendt som indstifteren af en religion, der videreførtes af jøderne - og som nævnt blev et hovedgrundlag for verdensreligioner som kristendommen og islam.

Moses' religion er karakteriseret af en lære om én gud, der ikke må afbildes. Dette til dels abstrakte gudsbegreb udvikledes yderligere, især senere i den vestlige verden, efter at Jesus gav læren fornyelse 1.400 år efter Moses. Forholdet mellem det konkrete og det abstrakte spiller en stor rolle i det tænkende menneskes liv, og præget fra sådanne idéer i religionen gennem to årtusinder har også påvirket den vestlige verdensopfattelse, kulturhistorie og måde at tænke på. Denne udvikling var netop influeret af, f.eks. at Jesus var præget af religionens tradition fra Moses.

Som lovgivende religionsstifter kan Moses betragtes som "den første teolog" i moderne forstand. Blandt datidens religionsformer - evt. startet som f.eks. lokal shamanisme eller som stjernedyrkelse, eller en lære der ikke i første omgang var tænkt anvendt i en organiseret storreligion - er Moses den første kendte enkeltperson, der i det hele taget stiftede en religion.

Dette skete næsten tusind år før f.eks. Gautama Buddha i Indien, Zarathustra (Zoroaster) i Persien og Lao Tze's lære i Kina. Flere forskere anser religion for et socialt skabt samfundsfænomen. Dog har det vist sig, at religioner kan være begyndt som en personlig erkendelse - og først under udbredelsen bliver til et socialt/politisk fænomen.

At Moses overhovedet kom igennem med en sådan nyskabelse, en ny religion for et helt folk - og herunder på flere punkter brød med samtidens etablerede religionsformer - skyldtes at folket, israelitterne, var sammensat af hebræere i Egypten og af folk af anden oprindelse, de såkaldte "proselytter" der også ønskede at deltage i exodus. Der var herved ikke en fast og ensartet tradition, som skulle nedbrydes først - og her, i 1400-tallet f.Kr., kunne Moses indføre sin nye religion med ét slag.

Oprindelig, som delvis nomadefolk, havde hebræerne ikke hidtil haft præsteskab og religiøs organisation. Moses indførte hos dem som noget helt nyt - og da efter egyptisk forbillede - et præsteskab. Præsterne rekrutteredes fra den israelitiske gruppe Levi, en stamme i hvilken særligt mange havde egyptiske navne. Den blev en art præstekaste.

Flere oldtidsforfattere, bl.a. Aristobulos af Panea (150 f.Kr.), hævder at Moses, mens han var ved faraos hof, indførte reformer i Egyptens religion. Ligeledes beretter den egyptisk-jødiske historiker Artapanos (100-tallet f.Kr.), at Moses havde sat sine spor i den egyptiske kultur ved at indføre nogle ændringer i den egyptiske religionspraksis.

Denne lurende konkurrence til den etablerede egyptiske religion synes medvirkende til de egyptiske præsters i så fald forståelige konflikt med Moses. Det foregik i den periode, hvor det egyptiske præsteskab var i sin største ekspansion nogensinde, så faraos magt reelt undermineredes. Især Amon-præsteskabet har kunnet modsætte sig reform-idéerne - ved at lade Moses fortrænge fra sit indflydelsesrige position ved faraos hof.

Konflikten kom åbent til syne ved at den højtstående Moses blev anklaget for drab. Bibelen omtaler kun sidste del af denne sag. Men flere rabbinerskrifter og oldtidsforfattere lader forstå, at drabssituationen var et frame-up (jf. bind 2). "Drabet" udløste en henrettelsesstraf, men ændredes til den nævnte symbolske handling med bandlysning og officiel udslettelse af identitet, så han måtte flygte til eksil i udlandet.

At det mægtige præsteskab - af frygt for de nye idéer - uundgåeligt har medvirket stærkt ved denne intrige, må ses i sammenhæng med følgende: Ældste spor i Egypten af idéen om én skabergud kendes før pyramidetiden 2.500 f.Kr. (dvs. før 5. dynasti). Træk af denne religionsidé (henoteisme) med en lære med koncentration om én gud ses stadig f.eks. på Amenhotep II's tid efter 1460 f.Kr. Dette ifølge emnet "monoteisme", i standardværket "Lexicon der Ägyptologie" (Band 5, Wiesbaden 1980).

Med andre ord, endnu under 18. dynasti - præcis på den tid (1400-tallet f.Kr.) da Moses organiserede israelitternes udvandring og indførte sin nye religion - findes i selve Egypten spor af revival af den lære om én (skaber)gud, der i princippet kendetegner Moses' religion. Derved kan Moses her i Egypten have påbegyndt en nytænkning af disse idéer.

Således, både ud fra nævnte forhold og ifølge oldtidsforfatterne, synes Moses at have fremlagt religionsreformer allerede tidligt. Det er ikke usandsynligt, at han endnu i Egypten, inden præsteskabet fortrængte ham fra hans høje position, havde kunnet plante nogle idéer, der var videreudviklet på de eksisterende strømninger. Senere har bl.a. farao Akhenaton (Amenhotep IV, ca. 1373-1355 f.Kr.) haft mulighed for netop også at lade sig influere inden for dette religiøse koncept.

Hermed var det under alle omstændigheder ikke denne senere farao Akhenaton - med sine forsøg på at ændre egyptisk religion i mere monoteistisk retning - der har inspireret Moses til sin nye religion, hvilket flere forskere gennem tiden har hævdet. Det vil forholde sig omvendt, da Moses' religion som nævnt allerede ved 1460 f.Kr. var mere end hundrede år forud for farao Akhenatons religionsreform. I sidstnævnte var Aton, der var manifesteret som guden for solskiven, fremhævet. Kulten skulle koncentreres om denne udvalgte gud som den største og eneste værdifulde (dog ansås Aton ikke som eneste eksisterende gud).

I Egypten blev kongen i sit embede betragtet som en gud - foruden at være gudernes talerør. Men hos israelitterne havde Moses ændret på dette, skønt han ifølge rabbinerskrifterne og flere oldtidsforfattere grundlæggende var en egyptisk kronprins. Ifølge sin nye religion var han ikke en hellig skikkelse. I den Hebraiske Bibel er "profet" og "Guds talerør" ofte det samme. Som lovgiver og første leder af den nye israelitiske nation skulle Moses ikke selv - modsat andre herskere - dyrkes som et kongeligt overhoved, der var "gudens talerør" - han blev nu "den første profet".

Anderledes træk ses 150 år senere, i farao Akhenatons reform: Egypterne skulle tilbede Aton gennem kongen - og kongen, skønt fortsat æret som en gud, skulle mere tilbedes som gudens talerør end som konge.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth