Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (115 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (115 af 170)

Gnostikerne og deres forgreninger

fordømt af kirken

 

I Mellemøsten fandtes kendskab til de ældste indiske filosofier om den fysiske verden som illusion - og det inderste guddommelige som sandheden og eneste realitet. Også flere gnostiske evangelier forkaster verden i den form, den ofte erfares: som "en tåge af vildfarelser".

De gnostiske evangelier forkyndte frigørelsen: Gud, altings udspring, kan kun nås i en religiøs oplevelse, gnosis, der frigør fra vildfarelse og den opdelte verden. Og videre - opstandelsen bliver ensbetydende med gnosis som erkendelse af "sand viden fra den højeste Fader".

Ligesom Philo tolkede Moses' tekster, mente gnostikeren Ptolemæus, 150 e.Kr., ud fra egyptisk forbillede, at Frelseren forvandlede det "synlige" manifesterbare i Moses' tekster til noget spirituelt, det usynlige.

Den gnostiske lære bar på rige spirituelle ressourcer - vidtfavnende, kreativ og mangefacetteret over for det de anså for kirkelig fastlåsning.

Gnostikerne havde også mangfoldige yderliggående retninger, der udviklede ofte overspekulative filosofier. Nogle tilhængere blev fundamentalister, andre blev, i moderne udtryk, "åndsflippere" eller gik til yderligheder som eremitter, fakiragtige selvpinere, Satan-dyrkere, sexfanatikere - eller kastrerede sig selv. Atter andre var udøvere af en såkaldt begærfri "tantrisk" sex. Gnostikere var kreative og vidtfavnende.

Blandt de gnostiske forgreninger var f.eks. kainitterne, der - ikke at forveksle med den gamle stamme i Sinai-ørkenen - tog navn efter Kain (Qain). De ignorerede faktisk, at en del af det gnostiske grundlag oprindelig var fra Moses' lære. Desuden dyrkede de Judas som helgen.

Kainitterne var - i øvrigt ligesom gnostikeren Marcion (140 e.Kr.) - stærkt modstandere af Jahweh og Moseloven samt af, at israelitterne og deres efterkommere betegnedes som det udvalgte folk.

Generelt afviste de fleste gnostikere, at Jesus døde på korset. Der var megen tale om gudsriget og optagethed af lidelsens problem. Men betegnelsen menneskesønnen nævnes kun en enkelt gang i deres skrifter og her kun som almindeligt menneske. Og de benævnte Helligånden som hunkøn (jf. i den Hebraiske Bibel er 'ånd', ruach, af hunkøn).

Thomasevangeliet, som ikke blev optaget i det Nye Testamente, blev af kirken i 700-tallet forbandet som værende gnostisk. Dets tekst er anderledes end andre evangelier, fordi der ikke bliver fortalt om Jesus, idet det meste er fremstillet som direkte tale af Jesus selv.

Heri fortælles om Guds væsen i Thomas' afsnit 77 - i næsten samme egyptiske stil som i "Corpus Hermeticum" - og det er fremlagt i tankebaner, der for en nutidig læser kan have ligheder med zenbuddhisme:

-"… Jeg er Lyset, som er over dem alle. Jeg er Altet. Altet er udgået fra mig, og Altet er forbundet til mig: kløv træet, jeg er dér - løft stenen op, jeg er dér …".

Den første, der omvendte egypterne til kristendom, var apostelen Markus, cirka år 37. Inspireret af græsk kendskab til buddhisternes opfindelse af klostervæsenet udvikledes hos Egyptens tidlige kristne i 200-tallet e.Kr. - nu på et stærkt gnostisk grundlag - vestens overhovedet første klostre (latin claustrum, 'indelukke'). Herunder det at leve som munke og senere også nonner - eller i ørkenen som eneboer: eremit (græsk eremos 'ørken'), søjlehelgen m.v. Kristendommens første kloster findes stadig i den egyptiske ørken syd for Suez.

At mange af disse gnostisk påvirkede kristne munke lod deres hoved glatrage eller anlagde blot en smal hårkrans (tonsur), og praktiserede religiøs askese og forbud mod bestemte madvarer - fulgte i et og alt egyptisk traditions undertiden strenge regler for især Isis-præsterne.

I kristendommen var de mange hurtigt opståede kristne retninger udsprunget af den oprindelige jødisk-kristne gruppe omkring Jesu disciple. Denne gruppe, der endda prædikede i de jødiske synagoger, blev fortrængt af Paulus' mere universelle organisation og lære.

Der var mange grene af gnosticismen og kun en del var fuldt kristne. Disse helt eller delvis kristne grupper opnåede ikke, ikke engang i Valentinus' tilfælde, at blive anført af en lignende personlighed som Paulus, der kunne skabe samling. Nogle gnostiske grupper var ikke specielt gnostiske med dyb erkendelse - men gnosticismen var i starten mere almen, senere blev den noget eksklusiv. Den kom ikke til at udgøre nogen samlet bevægelse eller fælles ideologi.

I Romerriget forfulgte kirken gnostisk lære - først tilskyndet af kirkefaderen, biskop Ireæus af Lyon, skønt han var stærk tilhænger af Johannesevangeliet med dets også gnostiske træk. Det skete især 150-300 e.Kr., hvor læren søgtes fjernet som kristent kætteri. Senere kom totalforbud, men tilhængere fandt opholdssteder bl.a. i Sydfrankrig.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth