Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (152 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (152 af 170)

Renæssancen

- en åndelig bevægelse før videnskaben

 

Til de græske bidrag til "Corpus Hermeticum" findes et adskilt kapitel, "Kore Kosmu", der er overleveret af en lærd i 400-tallet, Johannes Stobaeus. Der er en dybere mening i "Kore Kosmu"s ord om, at den nedre verden med ærefrygt betragtede:

-"… himlens skønhed som en billedlig fremstilling af den ukendte gud …".

Selve værkets Traktat 11,2 (se nedenfor) beskæftiger sig bl.a. med at analysere begrebet tid som en af den skabte verdens konstituenter.

Ud fra den baggrund kan emnet defineres: Tid, en variabel betinget vedtaget (en "arbitrær konvention") distance, f.eks. cyklisk, lineær etc. Faktoren relativitet som påpeget af Leibnitz og Einstein. Herved introduceres både dualitet - et grundpotentiale til kaos - og distance (og disse faktorers tilstedeværelse betinger bølgelængder, uro, "energitab" m.v. - jo længere distance, des mere kaos. Det foregriber læren om entropi. Således udtryktes bag dette: Idet Gud er én, ud over videste forstand, og er derfor evig - opstår tid i dualitet eller videre flerfoldighed.

I en egen stil synes omtalte Traktat 11,2 (jf. citat nedenfor) at nærme sig visse forhold i Einsteins relativitetsteori og tanker, der bl.a. kunne udtrykke, at universet dybest set er uden tid. Men vor tidshukommelse er med til at danne "matematisk" idealisering af et tidsbegreb eller tidsforestilling. Allerede Augustin - ikke upåvirket af sin læsning af "Corpus Hermeticum" - var inde på dette i hans ofte citerede betragtning om tid. Hermetikere kunne om traktatens tekst hævde en ekstra sammenhæng - at dens ord er smukke, fordi de er sande, og sande fordi de er smukke:

-"… Guds væsen er det gode, det skønne, det lykkelige, visdommen / Og evighedens (væsen) er identiteten / og verdens ordenen / og tidens forandringen / og tilblivelsens livet og døden …

-… I Gud er altså evigheden / i evigheden verden / i verden tiden / i tiden tilblivelsen …

-… Og evigheden står urokkelig om Gud / og verden bevæges af evigheden / og tiden strækker sig ind i verden / og tilblivelsen sker i tiden …".

I Moses' gengivelse af skabelsesberetningen, i det første kapitel i Bibelen, fremstilles "tid" som dannet af fænomenernes rækkefølge. Hver gang en vis række hændelser er indtruffet, opsummeres det som "den første dag", "den anden dag" etc. "Tid" udtrykt ved "fænomenernes rækkefølge" kendes ligeledes i den gamle indiske Vedanta-filosofi. I de første faser af skabelsen i Bibelen, hvor "dag" endnu ikke eksisterede, betegner "dag" en tidsmæssig inddeling: "en periode" - jf. igen det indiske (vediske) verdensbegreb, hvor en "Brahmas dag" er 3,4 milliarder år.

Forud for ovenstående tekst fra "Corpus Hermeticum"s Traktat 11,2 findes nogle indledende linjer:

-"… Gud skaber evigheden / evigheden verden / verden tiden / tiden tilblivelsen …".

Og endvidere:

-"… Guds virkekraft er ånd og sjæl / og evighedens er bestandighed og udødelighed / og verdens er fornyelse og genfremstilling / og tidens er tiltagen og aftagen / og tilblivelsens er beskaffenhed (og flerfoldighed) …".

Denne tekst ses at passe med tidsopfattelsen såvel som universelle evolutionsniveauer i Moses' gengivelse af skabelsesberetningen.

De i nutidigt perspektiv bedste dele af Moses' love og forordninger blev via europæisk civilisation et af grundlagene for det langt senere begreb humanismen. Det var i renæssancen, at den foldede sig ud. Blandt fundamenterne var stadig, at ethvert menneske i sig har et guddommeligt element. Hertil kræves, som allerede - og usædvanligt for den æra - i flere af Moses' love, det enkelte menneske respekteret. Inspiration til menneskets bevidstgørelse om sit særlige udgangspunkt, var ligeledes kendt i "Corpus Hermeticum".

Det står fast, at genopdagelsen af "Corpus Hermeticum" i Europa skete samtidig med opstarten på renæssancen, der udløste ændring med en udvikling fra en kirkecentreret kultur til en retning hen mod den frie personligheds kultur: På alle planer - inden for kunst, maleri, skulptur, arkitektur, forfatterskab, religiøs tænkning, filosofi og - videnskab.

Den enkelte udstrakte sin viden til flere discipliner, f.eks. havde maleren Albrecht Dührer vidtstrakt kendskab til litteratur og esoteriske lærdomme; og Tycho Brahe praktiserede foruden astronomi og alkymi et omfattende latinsk forfatterskab med fornem digtekunst.

Med betegnelsen renæssancen (fra italiensk renascimento) mentes der 'genfødslen', nemlig af antikkens græsk-romerske kultur, hvor en af den civilisations frugter kan ses som individualiseringen af mennesket. I den forbindelse vil dette kunne udtrykkes således:

- I renæssancen blev menneskets frigørelse det vitale vendepunkt for europæisk tænkning. Her støttedes idéer, der blev medvirkende til at forme frihedsånden, bl.a. bag det protestantiske oprør mod den katolske kirkes dengang hyppigt anvendte dystre jerngreb om menigheden.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth