Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (121 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (121 af 170)

Reinkarnationslære

- i kristendommen hos kirken

 

Det var i hele Mellemøstens egyptisk-græsk-jødiske klima, at græskinflueret, oprindelig jødisk kristendom blev dannet. Som det allerede i buddhismen læres, at Buddha vil genfødes, lærtes det tidligt i kristendommen, at også Kristus vil fødes igen, men tolkedes siden hen forskelligt.

Læren om reinkarnation indgik især også i gnosticismen. Herfra førtes den senere videre til især Sydfrankrig hos katharer, albigensere, valdensere - og til Mellemøsten hos druzerne.

Når derfor både grupper hos essæerne, farisæerne og flere blandt de jødiske lærde, der nedskrev de seneste af rabbinerskrifterne, gik ind for reinkarnation - har Jesus uundgåelig været bekendt med denne lære blandt jøderne. Men senere har kirkens correctorer bortredigeret og skåret væk i de kristne bibelske tekster.

Den østrigske forsker i sprog- og religionshistorie Robert Eisler mener - i sit værk "Jesos Basilios" (1, Heidelberg 1929) - at kunne påvise, at disse correctorer endog har måttet fjerne noget fra Josefus' tekster: Derfor i en dengang "undsluppet", stadig eksisterende, oldslavisk udgave af Josefus' fulde tekst skulle der findes dele med særlige oplysninger.

Og af enkelte dele i det Nye Testamentes tekster, overset ved korrektionerne, mente reinkarnationsideens tilhængere gennem tiderne at finde bekræftelse i nogle særlige udsagn af Jesus i evangelierne - dog beroende på fortolkninger. F.eks. siger "Matthæusevangeliet" (10,28):

-"… Frygt ikke for dem, som dræber kroppen, men ikke kan dræbe sjælen …".

Angående reinkarnation havde flere kristne grupper det udgangspunkt, at der i evangelierne refereres til emnet via spørgsmål til Jesus om det evige liv. I Johannesevangeliet (3,6-8) bliver Jesus spurgt, om en mand, der er født blind, havde syndet - dette forstået som at være sket før mandens fødsel - dvs. karmalignende forhold. Jesus svarede da:

-"… hvad der er født af kød, er kød, og hvad der er født af ånd, er ånd …".

Og han tilføjede med et billede fra naturen - og sandsynligvis på grund af at tidligere tilværelser opfattes som skjult for erindringen:

-"… vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men ved ikke hvorfra den kommer, og hvor den farer hen - således er det med hver den, der er født af ånd …".

Heri findes ordspil på "vind" og "ånd" - på græsk såvel som aramaisk.

Det bemærkelsesværdige var, at ingen fandt det unaturligt, da Jesus blev spurgt, om Johannes Døberen havde været profeten Elias - eller at Jesus hele tre gange sagde, at Johannes Døber var Elias, samt tilføjede om dette, at kun "den, der har ører, hører" (forstår).

I gnostiske og visse kristne grupper blev dette opfattet, som at Jesus lærte om reinkarnation: Der er kun et liv - et evige liv. Ifølge dette kunne Jesus lade forstå, at det ikke er tilstande, der skulle komme, men findes her allerede. Igen, der blev fortolket.

Videre i teksten i Johannesevangeliet (3,7) sagde Jesus om at være født af ånd, at:

-"… I må fødes fra oven (anóthen) …".

I denne mening anvendes dette i kirkefaderen Origenes' sekssprogede bibeloversættelse "Hexapla", cirka 190 e.Kr. Denne form følges af østkirken, i bl.a. græsk-ortodokse, armeniske og gotiske bibler. Mens vestkirken støtter sig på den syriske "Peshitta"- og latinske "Vulgata"- bibeloversættelse, hvor en anden form kendes, nemlig fra kirkefaderen Justin Martyr (100-165 e.Kr,). Han oversatte det sådan:

-"… I må fødes på ny …".

Dette syntes ikke helt præcist, og kunne give anledning til misforståelse om at blive født i ("kun") to omgange. Men det citerede græske udtryk anóthen kendes (sjældnere) anvendt også i betydningen 'fra begyndelsen', der i tidssammenhæng opfattes som placeret "oppe i fortiden".

Den af fødsel og opdragelse jødiske Paulus skrev, at mennesket i sig selv er ånd. Dvs. en essens af "væren-hed" og tilknyttet evighed. Paulus siger ("Apostlenes Gerninger" 20,10) om en besvimet dreng:

-"… Vær ikke urolige, for hans sjæl er i ham …".

Ifølge det gnostisk-kristne Filipsevangeliet kunne mennesket ved erkendelse af sin egen guddommelige natur hæve sig over døden.

Siden hen betonede de oldkristne igen og igen det evige liv - og netop reinkarnationen kunne ses som det direkte udtryk for det evige liv. I det gnostisk-farvede kristne Thomasevangelium siger Jesus:

-"… de døde bliver født igen …".

Augustin foreslår i sit værk "Contra Academicos", at "Platon var genfødt som filosoffen Plotin". Opfattelsen er tæt på synsvinklen hos den græske forfatter og indviede Plutarch, der 400 år tidligere i sit værk "Parallelle Liv" vil vise Julius Cæsars særlige ligheder med Alexander d. Store (og søger at demonstrere det ligeledes ved andre par af "ligedannede" historiske personligheder) på en sådan måde, at det for visse tilhængere også kunne give indtryk af, at hvert "par" kunne være samme person i genfødsel.

Blandt reinkarnationens tilhængere er der åbenlyst tale om fortolkninger angående dette hos Plutarch og Jesus dog ikke konkret definerede emne.

Ovennævnte Justin Martyr, oprindelig samaritaner, omtaler udtrykkeligt, at sjælen inkarnerer mere end én gang i menneskekroppe. Han afviste, at kunne huske tidligere erfaringer i den kropslige form "den næste gang". Han gik endda ind for - ligesom allerede hinduerne - at sjælen kunne genfødes også i dyr, hvilket en del retninger inden for flere religioner anså for en art straf.

Reinkarnationslæren fandtes ikke alene hos kristne-gnostiske grupper, bl.a. basilianere, valentianere - og senere hos katharer, albigensere og valdensere - men også hos semi-kristne grupper som priscillerne (i Spanien) og manikæerne. Desuden hos kirkefædre og biskopper som Justin Martyr, Clemens af Alexandria, og Origenes - foruden Tertullian, Gregor af Nysa, samt Synesius og Apollinarius.

Den katolske kirke har i nogle forhold endnu i dag synspunkter, der har rødder tilbage til Aristoteles, som hævdede en trinvis udvikling over plante- og dyresjæl til menneskesjæl, der ud fra en undfangelse først optrådte efter en vis fosterudvikling. Middelalderkirkens store lærer og tænker, Thomas Aquinas (1225-1274), fastholdt denne forestilling om fosterets gradvise udvikling og dets sene besjæling.

I 1980'erne har kristne moralteologer formuleret den katolske kirkes troslærekongregation, der f.eks. i dokumentet "Donum Vitae" hævder, at der eksisterer et menneske fra befrugtningsøjeblikket, hvilket ikke defineres præcist. For der kan gå op til 36 timer før sammensmeltningen af kønscellernes genetiske indhold fra manden og kvinden.

Når troslærekongregationen her påbød, at befrugtningsøjeblikket er gældende, har kirken følgelig ikke kunnet afklare f.eks., om en sjæl kan spaltes til to, hvilket er en konsekvens ved enæggede tvillinger, hvor cellerne normalt først spaltes til "en kopi" efter ti dage.

Der synes flere steder sket en ændring af idéen om reinkarnation - ordet betyder som nævnt 'genfødt i kødet'. I modstrid med de citerede udsagn af Jesus om "ånd og kød" indførte den katolske kirke dogmet om "kødets genskabelse", in carne recreatur - altså ikke "genfødelse", og slet ikke "opstandelse" som i nordeuropæiske oversættelser: Uforståeligt, og f.eks. for en invalid næppe attraktivt at genskabes som invalid.

Uanset om det gjaldt ("jordisk") reinkarnation eller "genfødsel i himlen" - var noget af det nye ved kristendommen, at det herefter ikke var nødvendigt at vedlægge gaver i gravene til brug for "efterlivet".

Ligene måtte ikke brændes, og i den græsk-ortodokse kirke opgraves og gemmes de dødes knogler efter tre år, når kødet er blevet indtørret eller opløst, så knoglerne atter er tilgængelige, når kødet (engang) skulle "genskabes". I ortodoks opfattelse ses der med mishag på, at katolikker og protestanter blot lader knoglerne forgå i jorden. Og i hele Europa lod kirken altid opstandelsen afbilde som en kropslig opstandelse.

Eurigenes, en græsk forfatter i 200-tallet, skrev:

-"… Enhver sjæl kommer ind i verden styrket af sejre eller svækket af nederlag fra dens tidligere liv. Dens plads i denne verden, udvalgt til ære eller vanære, er bestemt af tidligere fortjenester eller ugerninger. Dens virke i denne verden bestemmer det sted, der skal følge efter dette …".

I oplysningstiden i 1700-tallet forestillede den tyske filosof G.E. Lessing sig et genfødselsprincip, endda også for hele folkeslag, f.eks. jøderne - og videre endnu, at menneskeheden var under stadig åndelig uddannelse, hvilket altsammen betingede fortsat genfødsel. Som et grundpunkt for disse tanker, hævdede han:

-"… Men hvorfor kunne ikke også ethvert menneske have befundet sig mere end én gang i denne verden? …".

Forskere som Paracelsus, Giordano Bruno og senere bl.a. Thomas og Julian Huxley, Maetterlinck, Thomas Edison, Rudolf Steiner, C.G. Jung, Fritz Pearls og Stanislav Groff har bekendt sig overbeviste om reinkarnation. Ligeledes filosoffer som Jacob Boehme, Voltaire, Swedenborg, Lessing, Goethe, Benjamin Franklin, Thoreau og Schopenhauer.

Med en efterhånden lidt tilbagetrukken katolsk kirke i Frankrig og bl.a. en opblussende interesse for anden erkendelsesfilosofisk tænkning eller for østerlandske religioner, især buddhisme - har en officiel meningsmåling i Frankrig foretaget midt i 1990erne vist, at hver fjerde franskmand tror på reinkarnation. Igen, der er mange opfattelser - de fleste adspurgte tænkte på en form for evigt liv; men for mere buddhistisk o.lign. orienterede var det bestræbelsen, ved 'positiv' livsførelse, at slippe ud af reinkarnationskædens bindinger og problemer.

Hvad angår islam, omtales det i Quranen, at:

-"… Gud udvikler alle sjælelige skabninger, og sender dem tilbage igen og igen, indtil de vender tilbage til Ham …".

Dette fastholdes i mange islamiske mystikersekter, påvirket fra gnostikere og af en egyptisk Hermeslære i "Corpus Hermeticum"s tekster.

Det ses ikke mindst hos det arabiske folkeslag saberne (og her filosoffen, matematikeren og astronomen Thabit ibn Qurra, der døde 901) og tidligt ligeledes hos shi'iterne ved deres syn på livets kredsløb (også selve historien ansås som et kredsløb). Samt hos druzerne, i hvis hemmelighedsfulde lære der ligeledes indgår reinkarnation (jf. kap. 8).

Læren findes også hos persiske sufier - navnet betyder 'hvid uldkappe' (jf. i kulterne: kandidat betyder klædt i 'hvidt'); en anden opfattelse er, at navnet er fra sophia, 'visdom'. Dog, reinkarnationstanken forsvandt generelt fra islam, som det netop var sket i judaisme og kristendom.

Et rabbinerskrift "Jalkut Reubeni" (Nos. 1, 8, 61 og 63) omtaler jødiske idéer om karmalignende undgældelse. Ved et af udtrykkene må betænkes, at det er fra en tidsalder, hvor kvinders liv var mere hårdt, foruden at der kunne være tale om en antifeministisk holdning:

-"… hvis en mand er gerrig enten pengemæssigt eller åndeligt, og ikke giver til de fattige, eller ikke deler sin viden med den uvidende, vil han blive straffet med at genfødes som (transmigrere ind i) en kvinde. Rahabs sjæl genfødes ind i kenitten Heber, og derefter ind i Hannah … Til tider i sjælevandringen (metempsychosis) går fromme jøders sjæle ind i fremmede, for at kunne være fortalere for Israel og anmode om, at dets folk behandles venligt …".

Her demonstreres en engang udbredt tanke, et "lokalt" særligt koncept af reinkarnationsideen, at jøder genfødes som jøder - et aspekt af begrebet "den evige jøde". Dermed vel en egentlig betydning af i døden at gå til stamfaderen "Abrahams skød" som fast udgangspunkt for genfødsler.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth