Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (28 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (28 af 170)

Den usynlige gud

 

Fælles med egypterne og andre oldtidsfolk var israelitternes brug af altre til ofring, og dette at Jahweh (og andre guder) mentes at manifestere sig i røg, især offerrøgen fra alteret eller røgelsens røg.

Ved religiøse optrin bar egypterne gudebilleder i procession. Moses' samtidige, Tuthmosis III, lod guden Amon bære foran sin hær i slaget ved Megiddo - den ældste historiske optegnelse af denne krigstradition.

Selv om israelitterne ifølge Moses' Lov ikke måtte have afbildning af deres gud, bevaredes en del af den egyptiske baggrund stadig: Israelitternes hellige kiste, Pagtens Ark, var forsynet ovenpå med et tronsæde til Jahweh - så at Israels gud på den måde alligevel kunne være til stede i processionen eller i hærens forreste række - men usynligt.

På krigsskuepladsen og i det senere tempel har synet af israelitternes hellige kiste været en surrealistisk oplevelse: Den gabende tomme tronstol, der hos Israels fjender efterlod tvivl om enten gudens totale fravær eller tværtimod med en suggestivt trykkende tilstedeværelse, idet enhver kunne indlægge sine egne forestillinger og tvivl - og dermed frygt - på den tomme plads. Den psykiske effekt ved dette har været af stærkere gennemslagskraft end fjendernes gudefigurer.

Læren om potentielt vældige kræfter i det guddommeliges usynlighed og andre hermed forbundne forhold bag dette, tilhører den mysteriekultiske del af den egyptiske religion. Det indgik også i den viden, som Moses bragte med ud af Egypten. I øvrigt var egyptiske gudestatuer det meste af tiden tildækkede for folkets øjne.

En anden vigtig overtagelse fra kulten for Egyptens øverste gud Amon ses indgået i Moses' forordninger. Egypterne brugte Amons navn 'hemmelighed', 'skjult' ved religiøse påkaldelser, bønner og anråbelser.

Men på hebraisk betød ordet amen 'lad det ske', 'lad det være sandt'; det ord synes optaget i Israels religion som en besværgelsesformular, nu med hebraisk betydning. Bl.a. i "2. Mosebog" (5,22) beordres, at der skal siges "amen" endda også under udøvelse af forbandelse. Under alle omstændigheder kendes fra egyptiske mysterier, at ritualer og bønner inkluderer og hyppigt afsluttes med dette ord amen.

Selve guden Amon glemtes senere, og betydningen af "amen" udlægges på hebraisk (der har mange egyptiske låneord) at være fra roden 'mn som: 'noget der er sandt'. Og Amons navn ses netop brugt sådan i egyptiske besværgelser for at "gøre dem til sandhed" - for at gå i opfyldelse.

En relation hertil i denne tradition i israelitternes/jødernes religion, kunne tænkes at have påvirket "de ti bud"s forbud mod at misbruge Jahwehs navn. Forbuddet fortolkes sådan, at det navn helst ikke udtales eller nævnes i det hele taget. Moses var desuden gået et skridt videre og havde forbudt, at gudsdyrkelsen foregik gennem gudebilleder.

Det var velgennemtænkt træk for religionens bevarelse at indføre en usynlig gud, der ikke måtte afbildes - og nær umuligt kunne fjernes igen, når der ikke fandtes synlige figurer og billeder, som kunne omstyrtes og udskiftes med andre guder. Det ville være svært at bekæmpe en ikke-afbildet gud, når tilmed dens navn ikke må nævnes.

Idet Jesus ofte baserede sine udsagn ud fra de overleverede Moses-relaterede bibeltekster, kan det ses som en påfaldende ændring, at den katolske kirke fra et tidligt tidspunkt dyrkede helgener - især martyrer - og netop i afbildninger (se kap. 25).

Da Martin Luther revolterede mod den katolske kirke, omskrev han og fortolkede ordlyden af "de ti bud". Buddet mod at misbruge Jahwehs navn er i Luthers bibeloversættelse det andet bud, men i Moseloven det tredje bud. Det oprindelige andet bud var billedforbuddet, som Luther helt så bort fra. For at få ti bud delte han det tiende bud i to dele.

Oldtidsforfatterne - og rabbinerskrifterne - omtaler Moses' evner som iatromantis, dvs. 'healer og seer'. I "4. Mosebog" (21,4-9) lod Moses på Sinai opsætte en kobberslange på en stage eller pæl (i den kristne Bibel ofte ukorrekt oversat som 'kors') for at helbrede syge.

Ud fra den egyptiske lægegud Imhoteps senere græske navn Asklepios, kaldes dette billede "Æskulap-staven". Stadig nu 3.400 år efter Moses forestiller det en stav med en slange om, og er nu: Det internationale symbol for læger og sundhedsinstitutioner. Når slangemotivet fordobledes, blev staven en caduceus ('merkurstav') - og var således med to slanger et kendt symbol for Hermes/Thoth, hvem Moses i flere senere overleveringer og i traditionen også netop blev sammenlignet med.

Det var denne omtalte kobberslange fra Moses, der senere opbevaredes i Jerusalems tempel helt frem til religionsreformen i 622 f.Kr.

Arkæologer har ved Sinai-halvøens kobberminer fundet slangefigurer af kobber, fra 1300-tallet f.Kr. - dvs. kort efter Moses' tid. De tilhørte midianitternes og qainitternes kult med slangetilbedelse - og træk herfra genkendes i Bibelens Moses-beretning om helbredelsen i Sinais ørken. Og, som Moses, at "forvandle slange til stav" ved at holde den i halen, var sandsynlig praksis i midianitternes kult på Sinai. På egyptiske billeder holder præster slanger i halen (jf. bind 5 kap. 9); og "skaberguden Ptah's magiske stav lammer mørkets slange" - brugtes i religiøse-mytologiske mysteriespil.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth