Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (67 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (67 af 170)

Moses-mysterierne

 

Hvad der foregik i mysteriernes kulthuse i det allerhelligste, hos grækere kaldet telesteriet, vides der meget lidt om. Dette også fordi der undertiden var dødsstraf for at røbe de dele, der var hemmeligheder.

Det vides, at der blev udskænket en "blandingsdrik" med et psykisk påvirkende indhold, sandsynligt baseret på en stærk bygdrik. Derefter fulgte en kulthandling, orgiet - et udtryk, der senere via de ufuldstændige beretninger har fået en ganske anden klang.

Nogle forhold kendes som nævnt gennem Philo. Han kaldte "de større mysterier" for Moses-mysterierne. - Philo skrev om sig selv:

-"… jeg er blevet indviet i de større mysterier ved den gudselskede Moses …".

Også ved sådanne indvielsesformer blev Moses for alvor et begreb i kulterne, især i Alexandria-tiden. Ofte omtaler oldtidsforfatterne Moses som mysteriekultleder, en psykopomp, 'sjælefører'. I græske mysterier hed det højeste eller 7. indvielsestrin simpelthen "profeten". Philo selv omtalte Moses bl.a. som hierofant, et græsk udtryk oprindelig for 'den, der fremviser de hellige ting': Det var betegnelsen for ypperstepræsten i grækernes eleusinske mysterier. Hierofanten underviste også - f.eks. i offertjenesten - og indviede neophyterne, dvs. de nye kandidater.

I det ikke-kanoniske bibelskrift "4. Ezras Bog" (14,4-6), i 100-tallet f.Kr., omtales Moses som den, der er "besidderen af mysterier".

Og ligesom det langt senere kendtes hos visse af de orientalske rabbinerskoler, især i Mellemøsten og Nordafrika - helt frem til 1800-tallet - har allerede Philo anvendt Bibelen som et mysterieskrift.

Ved den forståelsesmåde behandlede han lovregler og forordninger i Mosebøgerne ud fra, at disse bøgers indhold desuden kunne opfattes at have en skjult dobbeltfunktion, der rummede en kosmisk parallel til mysterielæren - og derfor også var til kultisk brug.

For Philo mente at finde en overordnet rationel struktur i bibelhistorien. Begivenhedernes betydning fortolkede han som spirituel erkendelses-transformation. Philo anvendte i sin kultiske praksis, at Moses ("4. Mosebog" 20,17), før marchen ad den ældgamle kongevej, angav:

-"… vi går ad den kongelige vej, vi afviger ikke til højre eller til venstre, før vi er igennem dit område …".

Det omhandlede distrikt - som er øst for Jordan - er Edoms land, der ligeså vel betyder "Adams land". "Den kongelige vej" var også et yndlingsbegreb i f.eks. indiske mysterieskoler: raja-vejen (raja betyder 'konge'), - samt i kinesiske mysterieskoler inden for taoismen, hvor tao betyder 'vejen'. Nogle af de første kristne kaldte sig med flere betydninger for "vejens sekt". Jesus (Joh.14;6) udtalte om sin lære:

-"… Jeg er vejen og sandheden og livet …".

I flere af kulternes lærdomme brugtes en mysteriebetydning af beretningen om israelitterne, det udvalgte folk - under ledelse af Moses, "logos-sønnen": Prøvelsernes tid i Egyptens mørke repræsenterede ved dette "udvalgte folk"s færd et trin, der gik uden for dagsbevidsthed, efterfulgt af en "dåb" (som i det Røde Hav) samt af ørkenvandringen som trin/periode for depressionen. Man skulle nå frem til Kanaan, "det forjættede land", hvilket ansås at tilsvare mysteriekultbegrebet "at nå frem til Paradis": - indvielsen som en proces, der, med C.G. Jung, kan kaldes "spirituel alkymi". En praksis i princippet også set hos Esajas, Qumran-sekten og tempelridderne.

Den hyppigt anvendte betegnelse Kanaans land var i nogen grad forbundet med de mange rørplanter (siv og papyrus), som stadig udgør Jordan-flodlejets nærmest eksplosive bevoksning - et første stærkt indtryk som de rejsende mødte, når de gennem ørkenagtige landskaber trængte ind i landet fra øst. Det hebraiske qanah og tilsvarende græske kana er begge af sumerisk oprindelse og betyder 'rør', 'rørplante' (f.eks. siv).

Det er veldokumenteret i sproghistorien, at ordet også er indgået i senere og helt nutidige ord, som bl.a. engelsk cane, 'spadserestok' og sugarcane, 'sukkerrør', samt f.eks. cannabis, der er græsk for den udbredte hampplante med den karakteristiske høje rørstængel. (Anvendelse af bestemte droger bl.a. også fra denne plante menes praktiseret i visse mysteriekulter). En stav/stok, canna, som magtens symbol blev via kirkens ledere overført i betydning til også at stå for: de af disse folk autoriserede tekster, der er bestemmende - kanoniske tekster (ikke altid som "hellige skrifter"), et oprindelig kirkeligt begreb.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth