Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (153 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (153 af 170)

Splittelsen i 'to kulturer'

 

Overblik: I renæssancen var hermetikernes fælles inspirationskilder i "Corpus Hermeticum" formidlet af hovedfiguren, den egyptiske Hermes Trismegistos; samt fra Pythagoras og Platon, der begge havde været i Egypten og her var blevet bekendt med gammel egyptisk visdom.

Derefter blev egyptisk visdom videreført gennem neoplatonisk filosofi og inkorporeret i humanistiske studier nu præget af kristendommens ånd, og udgjorde i dette forløb en fra Egypten ubrudt kæde af samme levende tradition. Det var veje til en åndelig ekspansion, hvor der kunne søges en åbenbarende viden om, og erkendelse af, gudsbegrebet.

Dette udmøntedes i renæssancen med forsøg på gendannelse af en religiøs, filosofisk og videnskabelig levende vision om en kosmologi, nu inkluderet kristendommens doktriner og farvet af universelle religiøse principper i den egyptiske visdomslære - Moses grundlag.

Blandt relativt få egyptologer med ekstraordinær forståelse inden for egyptisk religion, kan nævnes Erik Iversen, der i sit værk "The Myth of Egypt and Its Hieroglyphs in European Tradition" (2nd ed., Princeton 1993, s. 98), bl.a. kommenterer således:

-"… den moderne egyptologi har reduceret det egyptiske pantheon til … sterile og livløse voksdukker …".

Men før nogen egyptologisk forskning eksisterede, fandt renæssancens personligheder i værkets verdensbeskrivende fremstillinger også universel religiøsitet, der ubrydeligt inkluderede Gud, skabelsen og livskraften. Denne helhed forsvandt snart ved oplysningstidens opsplitning af viden i metafysik og fysik, ekstremiseret af senere tiders tekniske videnskaber, der naturligt vil "reducere verden til alene kemi og fysik". (Billedligt som differencen mellem øst og vest i C.P. Snow's bog: "To kulturer").

Som omtalt anså allerede Kepler sig efterhånden mere som matematiker end som astronomisk og astrologisk udforsker af himlen.

Og Francis Bacon gik helt imod, at naturvidenskaben og religionen stadig indgik i hinanden og mente, at de gensidigt ødelagde hinanden, så han ville ikke have religion blandet med f.eks. alkymisternes idéer.

En modsat holdning ses hos Isaac Newton, der - skønt religiøs - ikke anså alkymistisk filosofi som fremmed, hverken i forbindelse med religionen eller sin forsknings opdagelser. Men den "mekaniske filosofi" var på vej ind, den mekaniske naturerkendelse, selve mekaniseringen af hele verdensbilledet. De nævnte personer stod selv midt i splittelsen, f.eks. kritiserer Bacon den matematiske astronomi.

Splittelsen øgedes. Et eksempel er den i øvrigt stærkt religiøse Nicolaus Steno, der - overalt anerkendt for sin logik - i sin analyse af fortidsfund observerede, at mange forsteninger var meget ældre, end hvad Bibelen synes at sige om Jordens alder. Det blev modgået af Newton og Voltaire, men støttet af Leibniz. Skønt kirken ikke modgik Steno, havde han svært ved at få troen og videnskaben til at harmonere - og konverterede til katolik; og blev senere biskop. Vatikanet saligkårede ham i 1988.

I Egypten og i oldtiden i øvrigt havde verdens gang været anset som cyklisk. Langt senere, i tiden efter Kepler - jf. hans citerede udsagn om "den himmelske maskine" - ændredes verdensbilledet til at blive mere mekanisk. Videre, hos Newton var verdens gang ret forudsigelig. Det forhold er også set udtrykt, i lidt andre vendinger, som at Gud var en slags urmagerchef, der sørgede for, at alle verdens tandhjul gik rundt.

Endnu et eksempel er Newtons farvelære. Newton opstillede farverne ud fra matematiske overvejelser som en slags lysgeometri, men Goethe modgik ham med sin farvelære med udgangspunkt i, at farverne er en realitet, mens fortolkningen af det sansede eventuelt skaber illusioner. Goethe mente, at Newtons teori herom var katastrofal, idet den ikke tog hensyn til farvernes kvaliteter og reelt begik "mord" på farverne.

Den filosofiske faktor til anvendelse for bl.a. at kunne skelne mellem stoffet og idéen - mellem formen og betydningen - fik efter renæssancen overvægten af opmærksomhed over for teologien. Således fremstod snart den store konflikt, en veritabel udgave af "de to kulturer", hvorunder religionen blev adskilt fra den netop tilkomne nye videnskab.

Heraf udviklede sig den farefulde moderne tro på videnskabelig sandhed som værende universel og endegyldig.

Medicinen adskiltes fra sit ophav: alkymien, naturmiddel-læren samt medicinsk astrologi. Næsten ligeledes blev astronomien skilt fra en tilhørende naturlære: stjernelærens filosofi om verdensdynamikkerne, overleveret via antikken fra oldtiden - og nu i flere træk glemt.

I 1700-tallet var det gennem hemmelige selskaber og frimurerforbund - der ofte endte med også at virke som rotary - at velstående logebrødre internationalt udvekslede rent teknisk know how og teknologifornyelse. I sig selv fornuftige dispositioner, men den "sekularisering" fik en for ringe modvægt. Nogle forsamlinger i 1800-tallet fortsatte som alene akademiske selskaber. Et levn fra frimurerne findes endnu - en "kode" af græske bogstaver - for den amerikanske akademiske doktorgrad, hvor man modtager phi-beta-kappa nøglen, hvis tegn er forbogstaver i en oprindelig græsk sætning, der betyder "filosofi er livets ror".

Men samtidig her i 1800-tallet begyndte humaniorafagenes folk fra deres side at skabe afstand til de fysisk-tekniske videnskaber, naturvidenskaben. Det bidrog til dette også intellektuelle og spirituelle tab - og med vidtrækkende konsekvenser. Humaniora alene tiltog sig ret til at sidde på kulturen - og kunne så udstille den anden side som "ufilosofisk, umusikalsk eller kommercielt betonet teknikdyrkelse".

Opdelingen i to hovedkulturer inden for samfundet blev en kendsgerning i den europæiske verden. Samspillet mellem intuition og emperi - og mellem åndelig tradition og tankens nye landvindinger - bragtes her til at ophøre som helhedsfelt for erkendelse.

Fremadskridende teknokratisering førte ind i en særlig videnskabelig verdensopfattelse, hvor der i princippet ikke skulle regnes med ret meget andet end materielle facts. Men et videnskabssyn kan ikke gøres til en verdensanskuelse, idet videnskab som redskab og ikke i sig selv udgør den sandhedsdækkende virkelighed.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth