|
|||
Niveau : Begynder Du er her : Esoterisk Litteratur » GRATIS E-BØGER » Egyptens mystik » Moses-mysteriet Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | næste Relaterede artikler : DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER (Begynder) GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (Begynder) DEN HEMMELIGE RELIGION (Begynder) PROFETEN SOM UKENDT GENI (Begynder) |
|||
|
|||
APPENDIKS - 3
Egyptisk datering forbedres - også i relation til stjernene
Uklar egyptisk tid - versus astronomisk præcisionForskningens store problemer med at bestemme årstal for den periode, hvor Moses havde sit udgangspunkt i Egypten, hidrører bl.a. fra følgende forhold: - Der har generelt manglet en i detaljer realistisk præcis tidsramme for faraonernes regeringstider i Egyptens 18. dynasti, 1500-1300-tallet f.Kr. Der findes en del usikkerhed om egyptiske herskeres historiske årstal før 1000 f.Kr., og dermed før 21. dynasti. F.eks. har datering af Hatshepsut og Tuthmosis III svinget med op til 50 år, alt efter forskellige egyptologers hypoteser. Idet datering af faraonerne i 18. dynastis første del hidtil har været ubestemmelig, mærkes et særligt problem. Nemlig at egypterne ikke i deres tidsregning havde noget fast udgangspunkt f.eks i lighed med vores (vesterlandske) brug af „Kristi fødsel“ som fast tidsmarkeringspunkt. De usikre resultater ved datering af faraoner i den omhandlede periode i det hele taget har medført, at i gennem egyptologiens egen historie er dateringerne udsat for løbende justeringsforsøg og flyttet varierende cirka hvert 20. år. I den forbindelse har en række egyptologer opstillet hver sin årstalsteori for kongeregeringstiderne - med flere store indbyrdes differencer. Det har resulteret i nogle for Egypten konstruerede tidsskalaer, hvis forskelligheder betegnes high-, middle- og lowdatering. Disse skalaer er ofte opbyggede over anstrengte kompromisser og har en mangel på faktorer, der fast kunne afgøre, om en datering er korrekt. I en årrække har tendensen således været, at Egyptens dynastier før 1000-tallet f.Kr. helst placeres senest muligt, altså som den såkaldte lowdatering. Herved er dateringen 20-50 år senere end ofte hos de forrige forskergenerationer; hvorimod de tidligste egyptologer undertiden har placeret kongerne 100 år tidligere. En lowdatering, der foreslår Tuthmosis III’s start i 1479 f.Kr. er en aktuel trend hos flere egyptologer, men er altså stadig fiktiv og hypotetisk; Faktum er, at der i den sag aldrig er fundet noget konkret bevis for en bestemt datering. I virkeligheden er der en stor indbyrdes uenighed om dateringen dominerende; og egyptologien står ikke som en enig front; f.eks bruger den omfattende franske egyptologi ofte en highdatering - så ofte anerkendes ikke 1479-datoen her. I konsekvens af situationen har f.eks. det amerikanske egyptologi-tidsskrift KMT ladet deres forfattere anvende de forskellige kronologier, de individuelt går ind for. Hvad angår dateringsmetoder generelt, findes der bl.a. keramisk datering, hvor vekslende mode for mønstre, glasurteknikker og deres kemi kan indkredse epokerne. En anden metode er termoluminiscens, der daterer ud fra kvartskorn i keramik, og stadig flere metoder findes: Til de store tidsspand kan der, ud over at bruge geologiske lag, anvendes zirkon-krystaller fra f.eks vulkansk aske. Glaciologisk datering - ud fra udborede iskerner i arktisk indlandsis - kan angive et specielt år i gamle snelag med særlige vandmolekyleforhold eller bestemte typer nedfald (f.eks dateres vulkankatastrofen på den græske ø Santorini med dens spor i Grønlands is til cirka 1645 f.Kr. - jf. kap. 10). Pollenanalyse og palæobotanik kan indkredse en periode. Kulstof-14 metoden (C-14) kan markere tid inden for f.eks +/- 50 år. Datering med dendrokronologi (optælling af årringe i træ) kan vise et bestemt år og eventuelt årstiden. F.eks. medfører et stort vulkanudbrud hyppigt kold vinter - evt. flere år efter - og kan, men ikke bestemt altid, give frost(år)ringe i træer. Men astronomi er den mest præcise tidsbestemmelsesmetode, der kendes. I bedste fald kan en beretning, hvor der omtales solformørkelse, dateres til både det korrekte år og måned, samt dagen og endda selve timen. Datering af meget gammelt historisk materiale må ofte bero på brug af flere dateringsmetoder i samspil. F.eks. er det problematisk i den egyptiske kulturs tidlige perioder, at C-14-datering mister præcision ved voksende alder - trods kalibrering. I arkæologien viser C-14-metoden desuden sensibilitet, så resultaterne kan blive misvisende (f.eks blot forårsaget ved en arkæologs tobaksrygning ved udgravningen) og især dette, at en C-14 årscyklus ikke er præcis ét år: Efter de seneste større justeringer, bl.a. ud fra dendro- og glaciokronologi, er flere gamle fund nu C-14-dateret op til 700-800 år ældre. Parallelt hermed har Ötztahl-mumiet og dets ejendele fra 5.300 f.Kr. (fundet i Alperne i 1994) bevist brugen af kobber 1.000 år førend hidtil antaget! Også ved anatomiske- samt røntgen-undersøgelser af egyptiske kongers mumier kan eksperterne være ret uenige i fiksering af kongernes alder, der bl.a. bedømmes ud fra sammenvoksninger i kranierne, og ud fra knoglevæksten. Tuthmosis-kongernes periode synes som nævnt placeret 20-50 år for sent, hvis mange egyptologers nuværende lowdatering følges. Tilmed viser samarbejdet med naturvidenskaberne, at i helhed er lowdatering endda dårligst funderet. Ligeledes har den engelske arkæolog James Mellaart for længst påpeget i sin afhandling „Egyptian and Near Eastern Chronology - a Dilemma?“, i Antiquity (53, 1979), at denne, som det skulle vise sig, „ulyksalige teori“ (lowdateringen) her har forurenet dateringen i et halvt århundredes forskning. Problemet er mindre angående Egyptens sene dynastier (se i det flg.), hvor flere begivenheder kan kalibreres med forskellige veldaterede forhold. Men til dateringer tidligere end den nævnte, cirka 1000 f.Kr., har det været nødvendigt at nøjes med relative kronologier, dvs. ikke-absolutte årstal. ‘Tronforvirringen’Hvis det blev muligt at opnå en præcis astronomisk datering af blot enkelte Tuthmosis-kongers regeringstider, vil det bidrage til bedre datering af hele 18. dynasti. Men her havde forskningen desuden længe problemer med endog at få selve rækkefølgen af disse herskere på plads. Den deraf opståede opfattelse af „tronforvirring“ afspejledes i et vigtigt værk netop med titlen „Die Thronwirren unter den Nachfolgern Königs Thutmosis’ I“, fra 1898, af den store tyske egyptolog Kurt Sethe. Det præsenterede materiale gav ham i første omgang det indtryk, at Tuthmosis III regerede før Hatshepsut og endda før Tuhmosis II (tallene efter kongenavnene er moderne tilføjelser). Men han måtte 34 år senere revidere sin opstilling i sin nyere afhandling „Das Hatchepsut-Problem noch einmal untersucht, ihr Verlauf und Bedeutung“ i 1932. Mange af netop de betydeligste egyptologer var optaget af problemerne, og bl.a. Naville, Winlock og Eduard Meyer accepterede ikke Sethes første version af rækkefølgen. Derimod Sethes nye, reviderede tese kunne i begyndelsen af 1930’erne bekræftes som den korrekte, af egyptologen William Edgerton. Edgerton kunne bestemme kongerækkefølgen ud fra et nærstudium af disse kongers indhugne navne. Han observerede, at i mange tilfælde fandtes Hatshepsuts navne skjult ved at befinde sig i delvis slettet tilstand under et senere faraonavn - oftest Tuthmosis III, der havde ladet sit navn hugge ovenpå den oprindelige indskrift. Edgerton udførte også stilstudier af genstande, på hvilke navnene var inskriberet. F.eks. ved sarkofager af ældre stil og som havde et slettet navn nedenunder et andet senere påført navn, kunne navnenes aldersmæssige rækkefølge vurderes ud fra, at det først inskriberede (underliggende) navn kunne dateres nærmest tidspunktet for sarkofagens fremstilling og stilmæssige udforming. Det var hermed de nøje studier „ude i marken“ fremfor skrivebordsteorier, der afgjorde sagen. Edgertons bevisførelse ud fra de konkrete kendsgerninger blev yderligere konfirmeret, ligeledes ved konkrete feltstudier, af hans amerikanske kollega Willam C. Hayes, den senere kyndige direktør for Metropolitan Museums egyptologiske samlinger. Senere har den tyske egyptolog Wolfgang Helck skarpsindigt påvist i tekststudier, hvordan den egyptiske historiker Manethos kongerækkeopstilling sandsynligvis var fordelt på flere tekstspalter i et papyrusmanuskript og kunne i så fald læses i forskellig rækkefølge, alt efter om spalterne læstes vandret eller lodret. Oldtidens kopiskrivere havde derved taget fejl af retningerne. Den rekonstruerede rigtige retning viser nemlig præcis den korrekte rækkefølge. Men det var altså Edgertons indsats ved arkæologi i praksis, der i stor udstrækning løste egyptologiens 150 års betydelige problemer på dette område - en kæmpesejr. Dog, efter farao-rækkefølgen var klarlagt, var selve dateringsproblemerne stadig ikke blevet løst. Komplikationer opstod på lignende måde som netop omtalt, fordi kronologien hertil ofte ses mest baseret på arbejdshypoteser. Astronomiske dateringsfund oversetPå den internationale videnskabelige kongres om „absolut kronologi“ i 1987 påvistes, at astronomien bekræfter en tidlig, high, dateringsramme! - og er den mest præcise metode; jf. „International Colloquium on Absolute Chronology“ på Göteborg Universitet (jf. Bibliografi, gruppe 12a: Kitchen et al.). Ældre fund, som astronomisk datering kan foretages ud fra, kendes især fra oldtidens Babylon. Her har præsternes detaljerede optegnelser år efter år af planeternes vekslende positioner i forhold til stjernerne gjort det muligt at datere de samtidige babyloniske kongers regeringsperioder korrekt. Eksempelvis da babyloniske lertavle-arkiver blev udgravet og nu tydet, fandt forskerne blandt de løbende astronomiske optegnelser en omtale af „kongens død“ ved en bestemt dato. Således gengivet i Sachs & Hunger’s „Astronomical Diaries and Related Texts From Babylonia“, (Wien 1988, pp. 206-207). Denne afgørende babyloniske dato svarer til 10. juni 323 f.Kr. En nu foretaget astronomisk efterberegning viser, at dette tidspunkt, der optegnedes for mere end 2.300 år siden, svarer nøjagtigt til en bestemt dato for Alexander d. Stores død i Babylon. Nemlig en dato (makedonisk kalender) tilsvarende optegnet i Plutarchs Alexander-biografi, skrevet i et helt andet land for cirka 1.900 år siden. Det er i virkeligheden en videnskabelig sensation, at Plutarchs dato kan bestyrkes som pålidelig - men endnu vides dette hverken kendt eller udforsket. I Egypten, hvorfra der ikke er overleveret astronomiske optegnelser med samme omfang og metodik som i Babylon, blev historikernes problemer med datering af visse faraoner dog mindsket på grund af fund af korrespondance med netop babyloniske konger. Især flere senere faraoners regeringstider har været mulige at kalibrere med samtidige babyloniske konger, hvis regeringsperioder som nævnt er kendt fra deres præsters astronomiske optegnelser og oversigter. Men et 3.500 år gammelt egyptisk stjernekort fra Hatshepsuts tid er nu blevet astronomisk dateret. Dette kan få værdi som et fast tidsreferencepunkt, der især savnes for 18. dynastis epoke. Herom mere i det følgende. Lokalisering af Fugl Føniks’ redepladsIgen: astronomien er den hidtil mest præcise dateringsmetode og kan i flere tilfælde anvendes i forbindelse med egyptisk kalender. Den kalender havde udgangspunkt i forhold til stjernen Sirius, der hvert år - efter ikke at have været synlig i en periode på 70 dage - igen dukker op på himlen kort før solopgang ved egyptisk nytår. Herfra ses senere inspiration til andre Middelhavskulturers kalendere; romerne kaldte de følgende 30 dage efter Sirus’ genkomst for „hundedagene“ ud fra et andet udbredt navn for denne stjerne, Hundestjernen. Med romersk synkretisme fejredes genkomsten som „Tammuz’ (den babyloniske Adam) genopstandelse“, dvs. Tammuz-festen (babylonisk-syrisk skik), når Solen gik ind i Løvens stjerner. I den æra faldt festen på samme dag som egyptisk nytår. Plutarch beskrev delvis i myteform, at også Alexanders fødselsdag var just på denne dag. I Egypten vil en præcis astronomisk datering af det ovenfor omtalte stjernekort i et gravanlæg i Theben, udført cirka 1495 f.Kr. af Senmut, kunne indkredse en datering af flere Tuthmosis-kongers regeringstider. Dette skulle hermed kunne bidrage til en meget forbedret præcision af dateringen af 18. dynasti. Et hidtil upåagtet forhold på dette stjernekort: Kortets himmel-inddeling i særlige kolonner, „dekaner“, angiver årets opdeling i 10-dages uger. Mellem Sirius’ placering og kolonnen med nytårsdekanet viser kortet syv reelle dekaner. Disse dekaner/10-dages uger udgør i den pågældende himmelsektor præcis de 70 dage mellem Sirius’ forsvinden og genkomst. Egyptiske kalenderes år var på 12 måneder à 30 dage plus 5 skuddage. De af egypterne anvendte kalenderformer havde - modsat nutidig kalender - ikke en (ekstra) skuddag hvert fjerde år til at udligne for det kvarte døgn, der indeholdes i årets sande længde på i alt 365 og et kvart døgn. Derfor flyttede kalendermånederne sig i tidens løb langsomt fra deres pladser i forhold til årstiderne. Da dette var upraktisk til hverdagsbrug, anvendtes der også en „almindelig“ (men på andre måder ufuldstændig) kalender. En hel „Sirius-cyklus“, med månederne på plads igen, varer 1.456-1.460 julianske år. Videnskabshistorie-forskeren Otto Neugebauer tvivlede på den kalenders eksistens. Derimod omtaler Herodot 400 f.Kr. store (Føniks)cykler med en fornyelse hvert cirka 500 år. Dette antal kunne antyde en tredeling af hele cyklusperioden - i princip som den tredelte egyptiske årscyklus. Samme Herodot kalder cyklens udgangspunkt for Fugl Føniks’ redeplads. Denne fugl kaldte egypterne Benu, og hidtil gådefuldt var det også deres navn for planeten Venus. Men Venus er afbildet som Benu og placeret - både på Senmuts og senere stjernekort - i det sidste dekan, ifølge kortenes læseretning fra højre mod venstre. Dvs. netop i det dekan, der markerer det egyptiske nytår netop hvor hver ny årscyklus begyndte: Føniks symboliserer død og genfødsel. En 1.456-årscyklus’ start er optegnet af en romersk autoritet, Censorinus, i 139 e.Kr. Lignende startår kan beregnes at være forekommet ved 1317 f.Kr. og 2773 f.Kr., der ligeledes menes anvendte som faste udgangspunkter. Herudfra angiver den engelske egyptolog Alan H. Gardiner i sin „Egyptian Grammar“ (3rd rev. ed., London 1965, p. 205), at: „...tre optegnelser for Sirius’ opgang er overleveret os (bl.a. i „Ebers Medical Papyrus“), nemlig et uangivet år hos Tuthmosis III (11. måned, dag 28), og år 9 hos Amenhotep I (11. måned, dag 9) samt år 7 hos Sesostris (7. måned, dag 25). Kombinationen af disse datoer med de tidligere nævnte (år 139 e.Kr. samt 1317 f.Kr. og 2773 f.Kr., ed.) giver som resultat for nærmeste korresponderende år: 1469, 1545 og 1877 f.Kr. De to første af disse datoer passer beundringsværdigt godt med andre forhold, mens enkelte (forskere, ed.) anser den tredje for at give et for lille interval mellem det 12. og 18. dynasti...“. Det sidste forbehold synes mindre relevant nu, hvor rammerne for denne sene og efterhånden bedre definerede tid er bredere accepteret. Men flere egyptologer blev ved datering af ovennævnte Amenhotep I fanget af kun at have undersøgt tiden efter 1530 f.Kr. Det gælder f.eks. den tyske egyptolog von Beckenrath med sin afhandling „Königslisten“ (1959). De pågældende forskere opnår herved en meget sen datering som resultat. Sirius-kalenderspørgsmåletOvenstående gælder også en anden tysk egyptolog, Rolf Krauss i sin „Sothis, Elephantine...“ (1981). Han undlader at datere Sirius’ opgang ved Theben, et af præsteskabets hovedsæder (bl.a. med observatoriet på taget af Khonsu-templet). I stedet daterer han med geografisk forskydning til øen Elephantine i Øvre Egypten. Men denne lokale, mere sydlige breddegrad vil da give en ikke-sandsynlig tidsforskydning for kalenderen. Andre har foreslået Memphis i nord - og får ligeledes en forskydning. Man forsøgte at få lowdatering til at passe. Endnu et eksempel: I det autoritative internationale standardværk „The Cambridge Ancient History“ (3rd ed.) angiver den engelske ægyptolog T.G.H. James i 1973 i værkets bind 2 (part 1, p. 308): „...Amenhotep I’s regeringsår 9 er astronomisk fastsat („fixed“) til 1537 f.Kr...“. James henviser til samme værks bind 1 (part 1, p. 187), der er fra 1970 (3rd ed.); men heri skriver den amerikanske egyptolog William C. Hayes blot, at dette tidspunkt er „højst sandsynligt“ („highly probable“). Dog, herfra henviser Hayes yderligere bagud til sin amerikanske kollega William F. Edgerton’s „Chronology of the Early 18th Dynasty“ fra 1937, i American Journal of Semitic Languages and Literatures (vol. 53, p. 193). Men i dén afhandling har Edgerton opstillet sine beregninger ud fra en egyptisk astronomisk kalender i „Ebers Medical Papyrus“, hvis indhold går tilbage til 1500-1400-tallet f.Kr. Og det er disse dateringer fra Edgertons evalueringer, der således blev „ukontrolleret“ genbrugt i op til 33 år efter, og var for hver gang ubeføjet forstærkende tillagt en ekstra grad af „sandsynlighed“. Ærgeligt at se i et så respekteret værk. Når der her er tale om astronomisk datering ud fra Sirius-cyklen, synes der i nogle af ovennævnte tilfælde begået en ikke ualmindelig fejl ved uvant behandling af negative tal (årstal f.Kr.): - Ved Amenhotep I synes (hos ovennævnte T.G.H. James) de omtalte cirka 9 år at være trukket fra den citerede Sirius-datering 1545 f.Kr. (jf. ovenfor, Alan H. Gardiner) i stedet for „baglæns“ at lægge dem til for at kunne gå bagud i f.Kr.-årstalrækkens voksende talstørrelser. En række hidtidige dateringer ser ud til at være baseret på en mindre præcist beregnet Sirius-cyklus, hvor der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til langtidsastronomiske faktorer: Bl.a. at Jord-aksens såkaldte præcessionsbevægelse er ujævn, samt selve Sirius-stjernens store egenbevægelse, foruden den julianske kalenders voksende unøjagtighed. Især overses det, når en Sirius-cyklus afsluttes og en ny påbegyndes, at dette ikke sker i ét og samme år, men det varer fire år, idet et år er på 365 og et kvart døgn. Altså først efter fire år er det kvarte døgn blevet til et fuldt døgn, hvorved månederne det efterfølgende (femte) år nu kan observeres at være forskudt med én dag i forhold til tidligere. Og først da kan den nye cyklus reelt siges at være i gang. Den astronomiske matematiker Theodor Opholzer, der udarbejdede flere beregningstabeller om stjerne- og planetforhold til brug for historikere, var (i 1884) den første, der beregnede Sirius’ position særlig korrekt. I 1904 anvendte historiker og egyptolog Eduard Meyer disse kalkulationer for at finde de bestemte startår for Sirius’ cyklusser. Hans årstal var længe en anvendt dateringsbasis hos hans kolleger. Dog, i mere moderne astronomiske beregninger (bl.a. i 1969) inddrages flere senere opdagede faktorer, her næsten alle de ovenfor nævnte. Resultatet blev, at den Sirius-cyklus, der endte i 139 e.Kr., omfattede 1.453 år, mens den, der gik forud herfor, varede 1.456 år. Således bliver cyklus-årene bagud fra 139 e.Kr.: 1314 f.Kr. og 2770 f.Kr. Men disse årstal er fortsat ikke helt ekstremt korrekte og kan sandsynligvis stadig finjusteres. Mange egyptologer fortsætter da også med at anvende de hidtidige tal, der f.eks. stadig kan være brugbare inden for visse rammer i generelle tids-oversigter. Men den tyske egyptolog Wolfgang Helck er tilhænger af lowdateringen, og har på tidligere nævnte International Colloquium hævdet det anvendelige Amenhotep I’s år 9 til at være så sent som 1495 f.Kr.: Især ses tyske forskere at foretrække lowdatering, og den skole har domineret debatten. Derimod ses highdatering, længe før dette begreb udmøntedes, anvendt af bl.a. Gardiner og Neugebauer. Begge er nær Sirius-dateringens resultat - ligesom mange franske egyptologer, men disse ses sjældnere(!) citeret i amerikanske og tyske værker. Relativ kronologi versus absolut kronologiSelv den amerikanske egyptolog og kalenderekspert Richard A. Parker har i sin afhandling „The Lunar Dates of Thutmose III and Ramesses II“ - i Journal of Near Eastern Studies (vol. 16, 1957, pp. 39-43) - ved forsøgsvis at anvende lowdateringen sammen med Sirius-kalenderen ikke kunnet datere en inskription om Tuthmosis III ud fra omtalen af en nymåne uden ved brug af betænkeligt mange hypotetiske „hjælpeforudsætninger“. Således må Parker flere gange indsætte „suppose...“, “assuming...“, og „a possible error...“ m.v. (f.eks som efter dette princip: „hvis vi nu antager, at den, der observerede eller registrerede, tog fejl af nymånens første dag...“). Af det generelle billede fremgår, at selv om mange forskere i teorien anser relativ årstalsangivelse som en foreløbig arbejdsmodel, glemmes det let, at dens baggrund er „flydende“, hvilket ofte medfører et fænomen, der er velkendt inden for andre fag: Der bygges på en hypotese, konceptet udvides mere og mere, og snart ses hypotesens påstand (her om årstal) behandlet i praksis som var det en konkret kendsgerning. Det er et faktum, at der aldrig konkret er leveret et eneste håndgribeligt og afgørende bevis for lowdateringen. Derimod findes en løsning ved „absolut kronologi“, der ud over astronomisk datering foreløbig kun fås fra dendro- og glaciokronologi og evt. termoluminiscens. Den tyske teologiforsker, Martin Noth - skønt tilhænger af hypotesen om, at Bibelen består af sammensyede kilder af ret sen dato - har fremhævet i sit værk „The Old Testament World“ (1966, s. 272), at „...astronomisk bekræftelse kan konvertere en relativ kronologi (der blot viser historiske begivenheders rækkefølge) til en absolut kronologi, der er i stand til at specificere (hændelsernes tidspunkter) til et system af datoer relateret til vor kalender...“. Problemet er, at astronomiske oplysninger i gamle kilder er sparsomme, og at de ofte ikke indeholder tilstrækkeligt af brugbare data til at kunne beregnes. Koordinering med datering i omgivende landeUd over førnævnte babylonisk datering kan nævnes en yderligere indfaldsvinkel: Adskillige gange er det forsøgt at sammenføre egyptisk historie tidsmæssigt med andre forsøg på at datere den formodede israelitiske udvandring, exodus, fra Egypten. Da flere byer, som Bibelen omtaler ved israelitternes invasion i Kanaan, ikke eksisterede så sent som 1200-1100 f.Kr., hvor en lowdatering hypotetisk placerer exodus - så hævder flere forskere hertil, men ved cirkelslutning, at invasionen og hovedpersonerne er en myte: - Men skønt også de kongelige brevarkiver i Tell el-Amarna i Egypten 1400 f.Kr. omtaler, at hebræere ødelægger byer i Kanaan, bliver det som et hovedargument imod dette tidspunkt til stadighed anført: At Bibelens omtale af, at byen Ai (‘ruin’) i Palæstina destrueredes ved invasionen, er urigtig. For Ai påstås af disse forskere (først af Albright) at være nuværende Et-Tell, ‘(ruin)højen’, selv om Et-Tell allerede var en ruin før den invasion, som de med hypotetisk lowdatering fastholder at være sket i 1200-tallet f.Kr. „Joshuas Bog“ (12,9 samt 7,3 og 8,11) fortæller - som nævnt i nærværende kap. 18 - at byen Ai var placeret tæt ved Bethel og kun havde få indbyggere, samt at der var en dal nord for Ai. Men den nu valgte ruinby, Et-Tell, ligger ikke ved Bethel, der er ingen nordlig dal, den udgravede store bebyggelse var til mange indbyggere og var ikke en ruin før således efter 1400 f.Kr. (på Joshuas tid). Også den engelske arkæolog John J. Bimson’s værk „Redating the Exodus and Conquest“ (Sheffield 1978) har for længst leveret yderligere konkrete beviser især ud fra en enestående keramisk datering: - Nemlig at byer, som Joshua erobrede eller udslettede, netop eksisterede frem til denne tid ved 1400 f.Kr. - og først herefter lå øde. Bimson har også bekræftet beviserne for J. Garstangs arkæologiske datering af Jeriko-bymurenes omstyrtelse cirka 1400 f.Kr., hvilket var blevet tilsidesat af arkæologen Kathleen M. Kenyon. Men hendes konklusioner og teknik afvises nu ved senere fund og af en fagligt forbedret nyere arkæologi. I sin anden afhandling „Redating the Exodus“, i Biblical Archaeology Review (vol. 8, 1987, pp. 40-68), modgik Bimson arkæologen Nelson Gluecks dateringshypoteser, der havde farvet megen forskning helt fra begyndelsen af 1930erne. Bimson påviste her: „...det vigtige punkt er - hvilket er blevet bestyrket igen og igen i de sidste årtier - at Gluecks indledende konklusioner var afgjort forkerte, og det er skuffende at finde forskere citere dem, som om de stadig var valid evidence imod en tidlig datering af exodus. Alt for ofte er (deres) 1200-talsdatering af exodus blevet udbredt ved den ufunderede gentagelse af forældede antagelser...“. Egyptisk datering skal justeres bagudDernæst, idet Egyptens dengang mere end tusindårige græske interrelationer er velkendte, og da funderingen af græsk datering er yderligere forbedret, må denne datering i sig selv supplerende kunne bistå den egyptiske: - Baseret på efterhånden talrige fund af bl.a. højtudviklet græsk keramik fra 1200-800 f.Kr. - en periode hidtil ofte kaldet „den mørke tidsalder“ på grund af tidligere sparsomme informationer om perioden - blev en lignende opfattelse som Bimsons allerede udtrykt af den amerikanske arkæolog Evelyn Lord Smithson i 1960erne: - Hendes britiske kollega J.N. Coldstream har støttet dette og påvist, at perioden, der nu har vist sig særdeles blomstrende, er ud fra de pgl. fund mulig at datere med absolut kronologi. Han påpeger, at „dateringen bør undgå at blive håndteret på samme måde som den egyptiske kronologis seneste udgave“, idet denne „ikke har videre substantiel argumentation for sine dateringer“! Under alle omstændigheder lader Coldstream forstå i sin afhandling „The Rich Lady of the Areiopagos“, i Hesperia (vol. 64;4, 1995, p. 392f), at de 30 års græske arkæologiske fremskridt: „...kalder på ...en hovedjustering af egyptisk kronologi...“. En indtil fornylig overset dateringskilde i Egypten er verdens ældste kendte stjernekort, som ovenfor omtalt. Det tilhørte dronning/farao Hatshepsuts vesir, Senmut. Den internationale videnskabsjournal Centaurus Magazine of The History of Astronomy, Science, and Mathematics, 2000 (vol. 42;3, s. 159-179) har publiceret en afhandling af Ove von Spaeth: „Dating the Oldest Egyptian Star Map“. Her påvises, at dette 3.500 år gamle kort rummer eksakte data funderet i de afbildede himmelfænomener, hvis præcise tidspunkter kan kontrolleres objektivt ved moderne astronomisk beregningmetode. I den pågældende epoke under de første Tuthmosis-konger og Hatshepsut kan den omstridte kronologi herved tilføres en mere pålidelig tidsreference, selv om det kan betyde, at flere hidtidige dateringshypoteser, nemlig de kun relative dateringer for disse faraoner, må justeres cirka 30 år baglæns. Den i kap. 10 omtalte forskergruppe, Hammer et al. fra Niels Bohr Instituttet i København, daterede (i 1987) den gæske ø Santorinis gigantiske vulkanudbrud med afgørende præcision til 1645 f.Kr. Det skete ved glacio-kronologisk analyse af årtusindgamle kemiske levn fra askenedfald, gemt i Grønlands indlandsis, hvis årlige tilvækst i lag kan optælles gennem alle årene. Vulkanudbruddet blev et centralt referencepunkt for historisk og arkæologisk forskning i landene i det østlige Middelhavsområde! Forskergruppen har fastslået ud fra den hermed præciserede datering, at den minoiske og egyptiske hidtil usikre kronologi nu kan justeres mere fast, hvorved de må flyttes en del bagud inden for den pågældende epoke. Lignende resultater er fremkommet ved datering ud fra årringe i oldtidens træer i dette græske (og tyrkiske) område samt ud fra kemien i de gamle kulturfolks keramikglasurer. Erfarne forskere erkender bredt disse konklusioner om en baglæns flytning af den omtalte periode i Egyptens historie. Flere ligeledes uafhængige, eksakte metoder - nu empirisk bestyrkede - har, som det fremgår, længe peget i samme retning. Ovennævnte stjernekorts egne data fremstår som yderligere bekræftelse for en nødvendig revidering med justering bagud af egyptisk kronologi. Herved placeres dateringen igen tæt på omtalte high datering af 18. dynastis begyndelse med farao Ahmosis ved 1575-1580 f.Kr. Det er alt for længe blevet ignoreret, at allerede autoriteter inden for egyptologi og kronologi som Allan H. Gardiner samt Neugebauer & Parker netop bifaldt dette tidspunkt. Førnævnte Eduard Meyer (se kap. 2) fremhævede i 1928 Tuthmosis III’s problemer med bestemte syriske konger. Mange egyptologer har overset, at når egyptisk datering skal passe til disse konger, må den også derfor flyttes baglæns. Mere konkrete årstal for 18. dynastis første faraonerManglen på objektivt, entydigt bevis for lowdateringernes gyldighed har, som det fremgik, ikke hindret, at lowdateringerne uheldigvis har sat sig grundigt fast i litteraturen og anvendes derfra som om det i sig selv var videnskabelige fakta. Men i modsætning hertil ses, at når en række eksperter (Juvelius, J.H. Gardiner, Mellart, J.J. Bimson, J.K. Hoffmeier, B.G. Wood m.fl.) fra helt forskellige fag (arkæologi, historie, kronologi etc.) ved deres individuelle metoder, uafhængigt af hinanden, dog opnår resultater helt overensstemmende - er et flertal af grundlæggende kriterier for konkluderende videnskabelig analyse opfyldt. Med andre ord, Bimsons keramiske datering, ud fra hvilken tiden for starten af exodus vil være placeret under Amenhotep II, stemmer da med Garstangs arkæologiske datering og er også ret tæt på Gardiners Sirius-årstal: Tilmed harmonerer det med Manetho og Josefus. Dertil kan datering af den tids konger yderligere på astronomisk baggrund nu kontrolleres bedre end tidligere. Kort sagt fremgår, at Bimsons samt Garstangs egen placering af Moses-tiden under Tuthmosis-kongerne også stort set samstemmer med Gardiners egyptiske årstal - foruden i overbevisende grad med nærværende bogs astronomiske dateringer. Og følgelig også med: at Moses blev født inden for Thuthmosis d.1.’s regeringsperiode. Som allerede påvist i bogseriens bind 1 og 2, forekom der januar-februar 1537 f.Kr., kort før Tuthmosis I’s periode, det særprægede astronomiske fænomen, der i jødiske kilder (rabbi Abrabanel) beskrives som værende indtruffet „3 år før Moses’ fødsel“. Fødslen kan ud fra det fænomen fastsættes til 1534 f.Kr. Ydermere: Israelitternes formodede udvandring fra Egypten fandt med (den nu gennem mere end 50 år rehabiliterede) Josefus’ præcisering sted „i Moses’ 80. år“. Og det skete ifølge Bibelen lige efter en farao døde. Hvorefter „Moses’ 80. år“ (= 79 år) ved exodus, som denne bog påviser, passer nøjagtigt med Tuthmosis d.3.’s død i 1455 f.Kr. Dette kan i virkeligheden også udledes af den egyptiske præst og historiker Manetho’s værk „Aegyptiaca“, baseret på dennes studier i Alexandrias bibliotek og tempelarkiver cirka 280 f.Kr. (Loeb Classical Library, No. 350, 1940/1956). Denne (ligeledes mere rehabiliterede) Manetho oplyser i samme værk, at Moses’ oprør og ledelse af folkets udvandring skete under Amenhotep (II); denne farao er veldokumenteret som Tuthmosis III’s søn og efterfølger. Flere egyptologer, der har ladet sig fastbinde af high/lowdateringens kunstige overgrænse ved cirka 1530 f.Kr., har overset: at Amenhotep I’s år 9 - som et af hovedpunkterne i egyptisk datering ud fra Sirius - (også ifølge Allan H. Gardiner, tidl. citeret) skal beregnes længere bagud. Sammenholdes dette med Manethos kongelister og især inskriptioner og papyrustekster om de respektive kongers regeringstidslængder - bl.a. findes kilder samlet ved de pågældende konger i Eberhard & Helck’s „Lexicon der gyptologie“ (vols. 1-7, 1975-1992) - resulterer det i nedenstående kongerække (se også s. 253):
Astronomisk-teknisk informationSpecifikationer for elementer i bogensanvendte teknologi til astronomisk datering
Astronomiske beregninger er fra RCCO Ltd., E-29100 Coín, Spanien. - Computer: Hewlett-Packard. Præcision: fra 15 til 395 decimaler, hvilket normalt ville anses for overkapacitet til historiske undersøgelser; men den opnåede store præcision er vigtig til f.eks. solformørkelser, og i jødisk kalender hvis nymånen indtræder ved solnedgang. For at undgå små afvigelser, der kan akkumulere til grovere fejl gennem de store tidsspand tilbage til før 3500 f.Kr., er i programmet for himmellegemernes bevægelser brugt anerkendte planetbaneelementer opbygget som analytiske formler, dvs. analytisk rækkeudvikling (i stedet for brugen af numeriske formler) for at udnytte kapaciteten bedre. Der opnås således - selv om formel-led på under et halvt buesekund er udeladt - en præcision fra under en tiendedel ned til en hundrededel buegrad. I programmet er anvendt tabeller og perturbationsformler (Fourrier-serier) af LeVerrier og Galliot fra Observatoire de Paris (1855-1913), formler fra Connaissance du Temps (1954), samt Brown’s formler for Månen (1895) inkl. senere officielle korrektioner (1925 og 1960) fra Stanford University, USA (og Jet Propulsion Laboratory, Pasadena, California, USA). De stadigt forbedrede resultater fra astronomisk forskning, den stadigt forstærkede computerkapacitet og de stadigt forbedrede programmer - kan præcisere detaljer yderligere, men ændrer ikke analysens basale resultater.
Standardforkortelserinternationalt for flg. videnskabelige værker og tidsskrifter:
--oo0oo-- |
|||
Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | næste | |||
"Artikler på Visdomsnettet.dk udtrykker ikke nødvendigvis VisdomsNettets holdninger, men er alene forfatterens.” ”Denne artikel må distribueres videre over Internettet og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse." |