De stridsvogne, som farao sendte imod israelitterne udgjorde ifølge „2. Mosebog“ (14,7) et antal af 600 enheder. Dertil (14,28) oplyses:

„...Og vandene vendte tilbage og dækkede til sidst stridsvognene og rytteriet, som hørte til alle faraos styrker, der var fulgt efter dem (israelitterne) ud i havet. Ikke så meget som én af dem var tilbage...“.

Antallet 600 svarer historisk præcist til en sådan egyptisk „eskadrille“s antal af enheder. Tallet verificeres ved det nøjagtigt tilsvarende antal af hærens stalde og vognparkeringer, fundet i en typisk fæstnings- eller garnisonsby som f.eks. Avaris. Denne by var etableret længe inden at Rameses II flyttede den og gen-byggede den i Tanis pga. Avaris-flodhavnens udtørring. Den lå i Nildeltaet nær det egyptiske grænsedistrikt.

Amenhotep II har efter haste-mobilisering af en sådan kampvognsgruppe af standard-størrelse fra en af fæstningsbyerne fortsat sit angreb på Kanaan. Og har, som det var hærens politik, haft rigelige reserver.

Den nævnte stridsvogns-kaserne i Avaris, et sted nu kaldet Quantir cirka 50 km fra Tanis, er udgravet i 1980-90’erne af tyske og østrigske arkæologer. Derfor kan bibelske informationer om hæren ikke bortfortolkes som værende opfundet til brug for jødisk teologi mindst 800-900 år efter, at byen helt ophørte med at eksistere. De pågældende jødiske præster og skrivere kan ikke selv have kendt til de omtalte forhold, der således må stamme fra konkrete overleveringer fra Moses’ samtid.

Ifølge bibelteksten synes alle egypterne fjernet af vandmasserne. Men der foreligger netop intet om, at egyptere derefter lå dræbte i vandet, og heller ikke, at disse i så fald omfattede samtlige soldater. Rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s. 103) angiver, at farao undslap på grund af sin kvikke hest. Han og andre forlod derefter stedet. At det senere er blevet fortolket som at samtlige var døde, er en helt anden sag.

Under alle omstændigheder, når en farao ikke selv var tilstede, kunne han have højtbetroede og ofte indviede personer som stedfortrædere. De kunne ved visse tempelpligter fungere i stedet for ypperstepræsten, i sig selv et embede der oprindelig oprettet som faraos repræsentant. En stedfortræder kunne også supplere, når farao skulle følge skikken at stå i spidsen for hæren og på samme tid skulle lede en anden af sine hære.

Til episoden ved det Røde Hav ville man nøgternt strategisk have vurderet, at israelitterne var den mindst vigtige fjende; på et tidspunkt kan farao have overladt kommandoen her til sin stedfortræder for at frigøre sig til med en hovedtrop at lede slaget mod den invaderende kanaanæiske koalition. Imens kunne den fornemt klædte farao-stedfortræder effektivt være vildledende for fjenden. Men hvis en sådan stedfortræder vandt en sejr, ville det almindeligvis blive optegnet som faraos sejr.

Der er i øvrigt intet mærkeligt ved aktionens timing fra Moses’ side. F.eks. Julius Cæsar, der var hærfører 1.400 år efter Moses, var også kendt for sin stjernekundskab, hvilket bl.a. fremgik af hans værk „De Coeli“, ‘om himlen’. Således ses i hans mest kendte værk, „Gallerkrigene“, at han ærgrede sig over, at han glemte at tage i betragtning, at det blev fuldmåne, da han med landgangsskibe i den Britiske Kanal forsøgte at erobre England. I fuldmånetiden havde tidevandet presset ekstra kraftigt ved højvande, hvorved skibene kæntrede ved kysten, så hele aktionen mislykkedes. At en hærleder tog højde for eller ligefrem kunne udnytte viden om Månens indvirkning på - og samspil med - tidevandet, var blot standard fremgangsmåde.

Dog blev denne viden om Månens og tidevandets samspil senere glemt og først for alvor både påpeget og bevist af astronomen Johannes Kepler i 1600-tallet. Igen i nutiden blev fænomenet brugt strategisk i 2. verdenskrig til de allierede vestmagters invas

ion på Normandiets kyst.

Og ligeledes ved amerikanernes operation „Desertstorm“ til befrielse af Quwait for irakisk besættelse, da USA’s hærledelse i november 1990 forudberegnede de bedste tider for eventuel landgang i Irak fra Persiske Bugt; (dokumenteret fra materiale publiceret fra navnkundige Washington-institutioner som US Naval Observatory, og National Oceanic and Atmospheric Administration, samt National Ocean Service).

Amerikanernes beregninger angav desuden nætter uden Måne, f.eks. til brug ved angrebet over land 17. januar 1991; og angav, for en evt. anvendelse af landgangsfartøjer, de mest favorable tider for udnyttelse af tidevandet. Her ønskedes højvande, hvilket afgiver den smalleste strandbred. Skønt der sluttelig valgtes landoperation, stod den amerikanske hærledelse således parat til i princippet at udnytte en planlægningsmetode og taktik, som allerede Moses’ styrker (på samme breddegrad) benyttede.

Fremmede arbejdere i Egypten fremstiller lersten
- et slid mange israelitter flygtede fra.