Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (73 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (73 af 97)

Fanget i en fælde

- af ørkenen og af internt oprør

 

Status: Allerede under udvandringens første dage havde israelitterflokken endnu i selve Egypten måttet ændre planer og undlade at marchere mod nord, hvor filistrene viste sig fjendtlige. Disse var tidligt respekteret som farlige, bl.a. havde de fra hittitterne et monopol på jern og jernvåben. Israelitterne beordredes i stedet at nå frem til (Røde) Havet.

Ifølge „2. Mosebog“ er der direkte tale om en taktik, der skulle lokke farao til at forfølge dem: Moses har tydeligt villet vinde tid, så hans kanaanæiske allierede, der dog ikke omtales i Bibelen, kunne trænge ned i Egypten, hvor det som nævnt var lettere at slå egypterne. Det mislykkedes, da farao forfulgte israelitterne klogt nok kun i tre dage og - efter at have mistet tropper ved overgangen i det Røde Hav - hastede videre. Farao Amenhotep II kom derved, som hans inskriptioner konkret viser, kanaanæerne i forkøbet i deres eget land.

Moses proklamerede for israelitterne sin beslutning om at anvende en taktik, der skulle få farao til at tro, at israelitterne flakkede forvildet rundt i ørkenen og var et let bytte. Til denne proklamation har der også været anvendt orakel, hvor Jahweh skulle stå bag. Selve beretningen herom indledes i „2. Mosebog“ (14,1) med:

„...så talte Jahweh til Moses, idet han sagde...“.

Videre fremme (14,3) midt i denne teksts koncentrerede fortælleform optræder en vis ændring i udtryksmåden, der her synes at have været mundtlig, ikke-tekstagtigt, en form ikke ukendt ved orakler, nemlig:

„...de er forvirret omflakkende i landet. Ørkenen har spærret dem inde...“.

Vel langt mere end nogen forstillede sig - ved disse orakelord allerede inden for udvandringens første tre dage - kom det til at gå i opfyldelse. Israelitterne kunne hverken vende tilbage eller gå ind i Kanaan og var regulært som fanget i en fælde i ørkenen, hvor de nu måtte tilbringe hele 40 år på ørkenvandring. Og den i oraklet omtalte „forvirring“ gav sig gang på gang udslag i disciplinkrise og åbent oprør hos dette folk.

Der var blandt israelitterne en klar opposition, endda forskellige grupper med navngivne ledere, der havde vendt sig imod Moses og hans planer. De bestred hans rang og føreskab, og opfordrede til mytteri. De hidsede hinanden op, så lejren den ene gang efter den anden summede af utilfredshed, og under denne eksplosive stemning blev endda Ahron og Miriam revet med. Bl.a. kritiseredes Moses stærkt for sit ægteskab med en fremmed kvinde.

Allerede kort efter starten, ved den ophidsede situation hvor Moses slog vand af klippen, kaldte han direkte israelitterne for rebeller. Der var også oprøret ved Guldkalven, og siden hen Ko’rahs, Da’tans og A’birams oprør - og ekstra bittert: at Ko’rahs oprør endda kom fra Moses’ særlige, betroede gruppe, levitterne. Desuden blokerede israelitterne hans plan om senere at gå direkte ind i Kanaan fra syd, og under uenigheden ville de stene Moses (Sigmund Freud anså ham endda for myrdet her).

Moses har haft det utroligt hårdt med den isolerede og ofte genstridige gruppe. Med alles overlevelse som overordnet hensigt har han måttet håndhæve magten, og var i samme situation som kaptajnen på et skib.

Men problemet kan blive så politisk, at en leder for at holde magten (som Henry IV rådgav sin søn i Shakespeares stykke) kan dække sig ved at mobilisere gruppens kræfter mod andres eller fremmedes angreb - og kan endda selv ligefrem have arrangeret dette. Da Moses’ spioner kom fra Kannaan og lod deres negative opfattelse brede sig, lod han - „via Jahweh“ - folket straffe. Af Moses’ trængsler at dømme eksisterer den mulighed, at dette var udtryk for den tids „pressecensur“ ved i en krigssituation at undertrykke negative nyheder. Israelitternes forsøg derefter på trods at indtage Kanaan blev til ydmygende nederlag.

Modsat fremgangsmåden på den tid bandt israelitterne sig ikke til at adlyde Moses som deres leder, men i stedet adlyde overhøjheds-traktater: Loven, nemlig pagten med Jahweh, hvilken de var bundet til at følge - med retningslinjer, der var tilskrevet Jahweh. Hermed havde Moses færre muligheder for „personligt“ at foranstalte repressalier, men ved nu at få de alvorlige misforhold betragtet som religiøs krænkelse, kunne dette udløse folkets reaktion til at støtte lovens opretholdelse.

Et kort overblik: Trods en velorganiseret opstand mislykkedes alligevel det store projekt for Moses med at genopnå sin adkomst til Egyptens trone. Dette især fordi den nye, handlekraftige farao Amenhotep II fortsat opererede - støttet af egyptisk præsteskabs massive magt som Egyptens største kapitalbesidder med uudtømmelige ressourcer, også til krig. Det har stærkt medvirket til, at denne farao blev nær uovervindelig.

Som tidligere fremlagt, var der ikke kun tale om udvandring, der til en begyndelse søgtes tilbageholdt af farao, men derefter også lige så meget en flugt, hvor farao kastede dem ud af landet. Farao har hermed ønsket at få ryggen fri til hurtigt at kunne foregribe de alvorligt truende kanaanæiske raids, der var i udbrud.

Efter faraos militære manøvre var det indlysende, at Moses’ gruppe ikke kunne regne med at gå uantastet ind i det kanaanæiske område sydfra og endnu mindre være i sikkerhed dér på længere sigt. Og på kortere sigt var problemet den risiko, at israelitterne i så fald bevægede sig, som nævnt, langs en hovedrute for faraos hær, når denne forfulgte kanaanæiske styrker i samme sydpalæstinensiske område.

Som også omtalt blev Moses og israelitterne efter ankomsten til Sinai i begyndelsen ladt i fred takket være de koordinerede oprøreres angreb på Egypten i nord og syd; det har holdt Amenhotep II og hans hær fuldt beskæftiget og således afholdt den fra videre forfølgelse af udvandrerne. Og det var på grund af den egyptiske hærs lynhurtige indsats og sejrrige tilbageslag af de nordfra kommende kanaanæiske tropper, at Moses blev afskåret for altid fra sit mål i Egypten. Hvorefter han og israelitterne befandt sig isolerede på Sinai. Bemærk:

- Ud fra den situation synes det først at være på dette tidspunkt, at ideen om israelitternes lovede eller „forjættede“ land mere konkret formede sig. Dvs. at Kanaans land først herefter blev til det egentlige mål!

Men så længe Moses ikke helt havde opgivet at genvinde sin position i Egypten, kan der heller ikke på den baggrund have været udvist større travlhed med at trænge ind til et nyt land i Kanaan. Dette kunne være en af årsagerne til første del af den lange venteperiode, hvor man fra starten gav sig god tid ved opholdet i den beskyttende Sinai-dal.

Igen og igen kaldes israelitterne for „nomader“ af nutidens teologer, skønt folket ifølge alle beretninger kom fra Egyptens byer og landbrugsdistrikter. At det ikke var et „primitivt ørkennomadefolk“ fremgår af:

1) at dette folk havde præster, samt 2) en selvstændig skrift, alfabetet, som deres beretning blev nedskrevet med, og 3) at deres anfører Moses som erfaren landsadministrator og hærfører lod foretage folketællinger.

Desuden havde de 4) en organiseret lovgivning, bl.a. landbrugslove - og 5) da de invaderede Kanaan, slog de sig ned mere som fastboende bønder end nomader og hyrder: Præcis modsat da hyksosfolket erobrede Nedre Egypten og aldrig blev et regulært landbrugsfolk.

Ingen af de nævnte forhold kendes hos nomader, men tilhører decideret bymæssig civilisation. En autoritet som W.F. Albright understreger i sin opsats i „The Biblical Archaeologist“ (vol. 36, 1973, s. 55), at:

„...Den ide, at israelitterne på den tid var et ignorant nomadisk folk, er nonsens...“.

Dog har mange forsket ud fra den opfattelse, at de var nomader. Men det modsiges af Bibelen (henholdsvis „4. Mosebog“ 11,4 og „2. Mosebog“ 12,38), hvor israelitterne - nemlig hebræerne samt de mange såkaldte „proselytter“, der på lige fod deltog i udvandringen - alle omtales som:

„...den sammenløbne hob (‘asafsuf) hos dem...“

- såvel som de kaldes for:

„...en talrig blandet flok (‘ereb rab)...“.

Men udtrykket ereb indgår som tidligere nævnt også i Arabien (Araba); f.eks. har malke ha’ereb i „1. Kongebog“ (10,15) betydningen ‘kongerne fra Arabien’. Derfor betød ovenfor citerede ‘ereb rab (flertalsform), at den brogede flok israelitter også kan opfattes som „en samling arabere“ - og her vil der være tale om daværende Arabah/Arabien: netop strækningen syd for det Døde Hav, dvs. med Petra som strategisk center (se kap. 11), hvor israelitterne opholdt sig i længere tid.

Alt dette stemmer med Manethos oplysninger om den meget brogede flok, hvori befandt sig mange personer af høj stand eller rang, og som i Egypten først var blevet gennet til stenbruddene som spedalske, dvs. det omtalte påskud for at bringe dem af vejen som politiske fanger.

Blandt de udvandrende israelitter har flertallet næppe været trænede krigere eller haft nogen synderlig erfaring med at leve i ørkenen - og heller ikke senere. Som nævnt, ikke engang efter 40 år i ørkenen var de nogensinde dét, der forstås ved nomadefolk.

Denne uhomogene flok, der har lignet en blanding af improviseret oprørsstyrke og omvandrende flygtningelejr, kunne ikke på længere sigt forblive i sikkerhed på Sinai - hvorefter hele denne store gruppe først ikke havde noget reelt sted at drage hen!

Da Moses og israelitterne herefter var i defensiven og endda temmelig sårbare i tilfælde af angreb fra egyptiske hærafdelinger, var der i deres situation netop ikke meget andet valg end at lade ørkenen beskytte sig og foreløbig - forblive derude...

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth