Men har den fantastiske og skelsættende udvandring, exodus, overhovedet fundet sted? Her vil blive afdækket en række overraskende og hidtil upåagtede forhold i forbindelse med Moses’ skæbne ved exodus, nemlig: a) Moses’ konkrete støtte i en fælles front med de egyptiske nabostaters oprør imod Tuthmosis III; b) opsporing af disse Moses’ forbundsfæller blandt flere østlige Middelhavsfolk; samt c) et fortsat oprør efter exodus.

Den kendte Moses-beretning suppleres af de gamle ikke-bibelske kilder med mange afgørende informationer. Samlet i en helhed, aftegner der sig et logisk sammenhængende hændelsesforløb, der passer med data fra nutidens videnskabelige landvindinger inden for oldtidsforskningen.

Men først og sidst må tidsbestemmelsen fastslås over for det eksisterende virvar, nemlig forskningens problem angående en tidlig- eller sen-datering (high- eller lowdatering). Sandheden er, at man aldrig har kunnet bevise nogen præcis datering af faraoner i 1400-tallet f.Kr. og af israelitternes udvandring fra Egypten (se mere i Appendiks 3). I bogen er der - tilsvarende i forudgående bind - brugt den omdiskuterede, tidlige (high-)tidsramme.

Denne datering er bl.a. baseret på egyptiske optegnelser om „kalender-stjernen“ Sirius. Den egyptologiske autoritet Alan H. Gardiner gik ind for en sådan tidlig datering, hvilken ligger nær denne bogs placering af tiden; det samme gælder f.eks. hos mange franske egyptologer.

Men den tidsramme modstrides af forskere, der fastholder lowdateringer, hvor man som forslag ofte har valgt 1479 f.Kr. til året for Tuthmosis III’s tronbestigelse. Flere har tilmed valgt en sen tid, nu i 1200-tallet, under Ramses II, til at være perioden med israelitternes udvandring under Moses’ ledelse. Dette naturligvis forudsat, at Moses stadig regnes for en historisk skikkelse og ikke en mytefigur, som det ses i visse nyere hypoteser.

Dog, i sidstnævnte tilfælde har man derfor ikke kunnet vise Moses’ historiske eksistens - fordi han er dateret for sent i tidsregningen. Manglen på „fysiske“ indicier om Moses, og exodus, fra disse sene ukonkrete perioder har bevirket, at han er blevet betegnet som en urealistisk opfindelse: altså et cirkelbevis, et faktum der ikke bliver konfronteret.

Derimod er den tidlige tidsramme, som bogen bruger, bl.a. baseret på præcis astronomisk datering (se især kap. 18), hvilket, sammen med det øvrige materiale, udviser stor sikkerhed og bestyrkelse. Dertil bygges der ikke alene på nyeste forskning, for også flere ældre oversete data kan nu revurderes i den større sammenhæng, der her er blevet blotlagt.