2. KAPITEL
Udmattelsesstrategien
- og den mystiske koordinator
Den nye farao manifesterer sin styrke
I det følgende fremdrages Moses’ rolle i hans hidtil glemte krig - i to faser. Først bekrigedes Tuthmosis III af Moses - og siden bekrigedes den efterfølgende farao Amenhotep II i forbindelse med exodus.
At Moses i første del af sit eksil boede i Etiopien, er optegnet i mangfoldige rabbinerskrifter. De fortæller i detaljer om hans ophold, men ikke meget om hans beskæftigelse med egyptiske forhold. Dog er overleveringer herom gengivet af oldtidsforfattere, især i Alexandria.
Her viser det sig ud fra bestemte begivenheder, at Moses i de første eksil-år må have søgt at holde sig nøje underrettet om den interne ændring af magtforholdene i Egypten og de udenrigspolitiske konsekvenser.
Lige før Tuthmosis III’s „stille“ kup i 1487 f.Kr. (6 år efter Moses’ flugt), hvor denne nye farao afgørende fjernede Hatshepsut fra magten, var den i lang tid mindre benyttede egyptiske hær pludselig gjort kampklar. Tuthmosis III-gruppens velforberedte magtovertagelse anes bag dette. Magtovertagelsen blev gennemført ved en reorganisering af hæren med støtte fra præsteskabet - og samtidig var nye betroede mænd blevet indsat på vigtige poster.
Hæren var således gjort klar til at blive benyttet i langt større omfang end i det forudgående næsten halve århundrede! Derfor må de ledende i præsteskabet bag magtændringerne have haft grund til at formode, at der snart ville blive brug for hæren. Selv om Hatshepsut stort set fastholdt fred under sit 22 år lange regime, forventedes der åbenbart nu uroligheder. Denne risiko var overhængende ved et faraoskifte, fordi et sådant skifte, set ude fra, kunne antages at indebære en svækkelse af landets ledelse.
Med andre ord, hos kupmagere blandt præsteskabet og højtstående personer omkring den nye faraokandidat (Tuthmosis III) forventedes der et faraoskifte; og disse grupper var velforberedte. Men det var fjenderne i grænselandene også. Den „snigende“ magtændring i Egypten intensiveredes gennem seks år efter den tronkandidat, vi kender som Moses, var blevet fortrængt, og situationen var ikke mere nogen hemmelighed i disse lande.
Dette især fordi Hatshepsut i den tid undermineredes af Tuthmosis III, hvorved fredspolitikken fik mindre styring. Bl.a. begyndte Syrien at løsne sig, endda allerede før Hatshepsuts død nogen tid efter kuppet.
For gennem disse år efter Moses’ flugt i 1493 f.Kr. har nyheder om sære tilstande ved faraos hof, hvor Hatshepsut isoleredes mere og mere, nået ud til nabolandene, og dermed til Moses, ad forskellige kanaler; f.eks. via Hatshepsut-tro personer, der frygtede det nye, snigende regime.
Ved sit kup i 1487 f.Kr. reagerede den nye farao Tuthmosis III snarrådigt på den truende fare for oprør og iværksatte lynhurtigt hærens afmarch for at komme angribere fra nord i forkøbet. Hans inskriptioner fortæller om forløbet af dette første felttog, at han tog af sted „...i år 22...“. Det vides med sikkerhed, at års-angivelsen var Hatshepsuts år 22.
Således udelod han her (sit) kongenavn i forbindelse med årstallet, hvilket ikke var unormalt i faraoners inskriptioner om mindre sager, men var højst usædvanligt i en betydningsfuld officiel beretning som denne. Som netop kendt fra talrige tilfælde under og især lige efter hans afgørende magtovertagelse ved Hatshepsuts år 22 - havde han fået dette år til at fremtræde, som om det var hans eget regeringsår nr. 22.
At selve kongen stod i spidsen for hæren, var tradition. (Sveriges Karl XII, i 1700-tallet, var den sidste historiske konge, der optrådte således). Og Tuthmosis III førte sin hær op forbi den egyptiske grænsefæstning Sile og ankom ti dage efter til Gaza, på den fjerde dag i den egyptiske måned pakhons (april-maj), hvor han den dags aften deltog i en fest for sin tronbestigelse. Han havde da så travlt, at han ved sin ankomst til Gaza om aftenen ikke lod sig opholde af ceremonien, men allerede tidligt næste morgen var på vej med hæren til Nordpalæstina. På den 11. dag nåedes Jehem (Kahón) ved Karmelbjergryggens fod.
Videre, og fortsat med denne hast, ønskede han at marchere den mest direkte rute - den smalleste og dermed farligste vej - mod en af oprørsalliancens stærke fæstninger Megiddo (egyptisk m-k-tj eller makida, nuværende Tell el-Mutesellim) med de høje, tykke mure.
Den tids stærke befæstninger var svære at indtage, før udvikling af belejringsteknik. Dens beliggenhed - et højdedrag 30 km sydøst for Haifa ved højsletten ud for Karmelbjergryggen - var overordentlig vigtig, for herfra kontrolleredes to hovedveje: Gaza-Damaskus og Akko-Sikhem-Jerusalem. Dog er det nogle langt senere voldsomme israelitiske slag på slagmarken ved Megiddo-fæstningen, der hentydes til i bibeludtrykket „(H)armagedon-slag“ (hebraisk har-Megiddôn’, ‘Megiddo-bjerget’). Korsriddere, og senere Napoleon, har kæmpet her - samt briternes general Allenby, der mod tyrkerne i 1918 brugte Tuthmosis’ overrumplingstaktik (se nedenfor).
Megiddo skulle først overvindes, før Tuthmosis III kunne give sig i kast med den nordligere byfæstning Kadesh, kaldet Kinzu ved Orontesfloden i sydvestlige Syrien/Libanon (ikke at forveksle med byen Kadesh-Barnea ved Negev-ørkenen; begge steder var Kadesh, ‘hellig’, også navnet på en kanaanæisk gud). Kadesh var den stærkeste fæstning overhovedet i hele det asiatiske vestkystområde mellem Egypten og det nuværende Tyrkiet.
Oprørsalliancens grupper rekrutteredes fra hele dette områdes lande og bystater, især Renzu som var egyptisk for Palæstina/Kanaan; og i Naharain, egyptisk for Syrien med staten Mitanni i nuværende kurdisk-syrisk område; samt i Fenshu-landene, dvs. Libanon-området (som grækerne senere kaldte Phoinike, Fønikien). I Palæstina foregik rekrutteringen i bl.a. Sakmi, dvs. Sikhem; desuden i Jursa, dvs. Palæstina-vestkysten syd for Joppa (Jaffa), hvor filistrene boede i hvert fald allerede i 1400-tallet f.Kr.
Men det var i Megiddos fæstning, at oprørsalliancens 330 konger og fyrster havde samlet sig i revolten mod Egypten. Ifølge Tuthmosis III’s indskrift var generalerne imod hans erobringsplan for Megiddo, idet hæren i bjergterrænet måtte bevæge sig i gåsegang ved den smalle Wadi ‘Ara fra byen Aruna (‘Ara) - en afgjort svækkelse. Ifølge den amerikanske egyptolog J.H. Breasted’s „Ancient Records, II“ (1906) indvendte generalerne:
„...Vil ikke hest gå bag hest, og soldaterne på samme måde? Skal vor fortrop være i kamp, mens bagtroppen stadig er i Aruna?...“.
Tuthmosis III svor da en ed på at ville gå mod fjenden ad Aruna-vejen. Skønt egypterne på denne farlige vej alligevel mødte modstand, indtil bagtroppen fra Aruna kom til hjælp, lukkede byens forskrækkede forsvarere straks byportene i og måtte da hejse deres ydre hærs soldater over muren. Da Megiddo derpå blev overvundet, vandt Tuthmosis sin første og store sejr og fik rigt bytte, bl.a. 920 stridsvogne, hvilket antyder oprørshærens efter den tids forhold betydelige størrelse.
De omliggende områders oprørske fyrster blev alle taget til fange i Megiddo-fæstningen. Kun den stærke konge af Kadesh undslap - det blev siden hen et alvorligt problem - men hans familie blev taget som gidsler.
|