Det var et yderst gennemtænkt træk af Moses at rejse fremmedarbejdere til oprør. En del af dem kunne formentlig være motiveret ved at være undertrykte og utilfredse. Desuden måtte de bedre end nogen anden part under et opgør kunne samarbejde med deres beslægtede folk, de kanaanæiske kongers tropper, som skulle angribe Egypten nordfra.

Og til forskel fra en fremmed erobrer stod Moses næppe helt uden tilhængere i landet samt var fra fødslen en tronkandidat - kongeblod kan give adgang til tronen, men også til fortsat at beholde den. Dertil omtaler både Bibelen og rabbinerskrifterne Moses’ mægtige anseelse hos faraos ansatte og hos folket; dvs. støtte trods mange års fravær.

Yderligere havde han formået at få de ofte meget forskelligartede angribere koordineret i en genial strategi, hvad det i stor skala aldrig var lykkedes for nogen før eller siden i den tids historie. Chancerne har da været yderst lovende. (Jf. bind 5’s kap. 4 og 5 om Moses som strateg).

For forsvaret af Egypten gjaldt det om, på grund af de omtalte geografiske omstændigheder, hurtigst muligt at rykke frem og udkæmpe slagene uden for landets grænser. Det var derfor, at både Amenhotep II - og i sin tid Tuthmosis III - måtte foretage en så ekstraordinært hurtig indsats med at få hæren til hurtigt udfald over grænsen, når de større fjendtligheder truede udefra. Og netop dét indså erobreren Napoleon, da han i 1799 ved lynhurtigt at drage ud af Egypten - og ad samme rute som faraonerne - kom en tyrkisk hær på vej fra Libanon i forkøbet.

Moses befandt sig herefter - med hele den store og langsomt bevægelige folkeflok langt ude i ørkenen - i den isolerede position. Som regulær fange af en desperat situation, afskåret fra samtlige allierede, måtte det med chokerende alvor have stået ham klart, at der nu og for altid ikke mere var nogen vej tilbage!

Herefter måtte han af al kraft og erfaring opbygge et nyt samfund af den brogede flygtningeskare - og under dette ekstraordinære og langvarige eksil påtage sig at etablere en national bevidstgørelse hos denne gruppe af statsløse, som endnu ikke hørte til i noget land.

Årsagen til at Moses’ betydelige og velplanlagte indsats med alle gode chancer og fordele alligevel slog fejl til sidst, er stadig uigennemskuelig - også fordi der tilsyneladende yderligere var uforklarlige svigt eller endog forræderi med i spillet hos enkelte forbundsfæller.