Den egyptisk-græske historiker Manetho, 280 f.Kr., daterede helt korrekt israelitternes udvandring til at være sket under farao Amenhotep II, kendt fra inskriptionerne som „den hårde farao“. Det indtryk genkendes i Bibelen. Det er bemærkelsesværdigt, at Manetho fremlagde et egyptisk materiale, hvor begivenhederne ses fra Egyptens side: Moses omtales som ekstremist og fjende, og hans rebelske hjælpere som udskud. Dvs. næppe afskrifter fra jødiske tekster, men funderes i uafhængige, genuine informationer - fra egyptiske tempelarkiver som farao Ptolemæus lod tvangsinddrive.

Dog har forskere i senere tider tvivlet på beretningen om Moses’ og israelitternes årelange ophold i ørkenen. Men i moderne tid kendes et lignende eksempel: i Kina, da Mao Tze Dong og hans regeringsfjendtlige tropper og deres tilhørende grupper af familier gennemførte fra 1934-1935 den såkaldte „lange march“, som strakte sig reelt over 15 år i alt, til denne leder i 1949 havde erobret sidste rest af „det lovede land“. De første år med flugt ud i ødemarken - hvor han kunne samle tropper og reorganisere dem - er i princippet også tilsvarende som hos Moses.

Det var en af Moses’ største bedrifter, at han på trods af de mange umulige, hårde omstændigheder fik vendt situationen til et så konstruktivt resultat. Flere principper i hans lovgivning anvendes stadig 3.400 år efter i store dele af verden.

Flere kanaanæiske og syriske småkonger havde nødvendigvis haft traktater med forskellige indbyrdes aftaler, længe inden Moses - som foran beskrevet - forenede dem i en ikke før set storstilet koalition mod egyptisk overherredømme: En koalition, der havde vist sig stærkt funktionsdygtig bl.a. i kampen mod Tuthmosis III i Megiddo og Kadesh.

Efter erfaringen med det store forbund, ses denne ide genoplivet blandt enkelte grupper af de små bystater. Fra historien vides, at disse igen blev underlagt Egypten, men Egypten svigtede sin beskytterrolle, så de selv måtte søge at standse fremmedes invasioner. Herunder netop israelitternes indtrængen anført af Moses’ efterfølger Joshua.

Forinden, til sin realiserede sammenslutning eller federation af de 12 israelitiske hovedklaner, havde Moses opnået betydelig erfaring - mere end nogen anden - til at kunne lovgive for denne nye nation Israel. Her kan Moses’ forordninger for sit folks forbund således i flere tilfælde ses som en videre udbygning af enklere former, der ikke var ukendte blandt bystater såvel som halvnomadesamfund i Syrien og Kanaan, og allerede anvendt dér gennem århundreder.

Selve antallet af 12 israelitiske stammer, hvilket senere bl.a. via Josefus kendes sat i forbindelse med zodiakens 12 stjernebilleder, er ikke spekulativt funderet. For grundlæggende var systemet, som tidligere anført, tilknyttet årets 12 måneder, hvor disse stammer efter tur med en måned hver om året afmønstrede fra flere af føderationens fælles administrative, militære og religiøse pligter.

Men til trods for senere stridigheder blandt landets forskellige folkeslag - såsom kanaanæere, filistre, hittitter, fønikier, syrere etc. samt israelitter inklusive de sidstnævntes optagelse af fremmede (proselytter) - var der ud fra Bibelens beretning dog tale om et undertiden dog tåleligt fungerende multietnisk samfund. Dette var, og er, normaltilstand i Mellemøsten (mens det i en delvis lignende situation i nutidens Israel er et længe uløst problem).

Moses havde oprindelig haft sine egne formål med aktionen - og israelitterne havde haft deres.

Den utvivlsomt store skuffelse for Moses ved efter starten at måtte opgive sit oprindelige forehavende - og derefter håbløsheden ved isolationen i ørkenen og frafaldet af støtte fra de koordinerede oprørere, foruden de udmarvende problemer med ulmende oprør hos utilfredse grupper inden for lejren, samt angrebene udefra af krigeriske nomadestammer - afløstes nu af hans ansvarsbevidste hensigt: At fremme dette folks overlevelsesevne.

For Moses havde sat dette i israelitterne: at leve som frie - som et selvstændigt folk - og nu yderligere med sigte på at få eget land. Der skulle vise sig at gå flere hundrede år, før de fik egen konge. Men grundlæggende havde Moses ikke alene givet dem håb, men også et mål.

_________________________________

Farao Amenhotep II’s inskriptioner om sine hærtogter synes i tid og sted at passe med de bibelske og rabbinske kilders beretninger om Moses’ og israelitternes færden under begyndelsen af exodus.

Flere oplysninger om episoder i israelitterlejren viser tegn på, at Moses og hans folkegruppe både sad fast i ørkenen og var svækket af interne oprørsforsøg.

Trods store fordele i starten blev nederlaget ved ikke at nå de oprindelige mål efterhånden en realitet. Men Moses formåede at vende den store modgang til på længere sigt en række fordelagtige forhold for folket.

_________________________________

Sinai Bjerget skærmer en stor slette og fåreflokkene.