Under israelitternes udvandring har der ikke blot været tale om signaler med ild og røg, men som nævnt også forsvarsmanøvrer hjulpet af ilden og røgen. Ved sidstnævnte taktikform har ilden sandsynligvis været antændt i de tørre ørkenvækster, der er mest rigeligt af netop så tidligt på foråret. Der har her været antændt ildspærring mod de forfølgende egyptere, som nu var rykket frem til en tæt distance fra israelitterne.

Også dette forhold nævnes af rabbinerskrifterne - f.eks. i Ginzberg’s „Legends of the Jews“ (vol. 3, s. 20 og vol. 6, s. 6) - at:

„...de forreste egyptiske troppers pile og kastevåben så ud som at blive opfanget i ilden og røgen...“, hvilket „...umuliggjorde sigtet...“.

Herom uddyber disse skrifter, at israelitterne havde etableret en „ildmur“.

Teksterne synes at give et nøjagtigt overleveret referat af, hvad der reelt hændte: Farao har bevidst holdt afstand til israelitterne. En distance der af strategiske årsager synes nøje afpasset til 160-175 m. Det svarer til et bueskuds afstand, men vel at mærke fra egypternes langtskydende, såkaldte kompositbuer. Det passer nøjagtigt med det historiske faktum, at denne nyere opfindelse af de laminerede buer, sammensat af lag af horn og forskellige træsorter - en krigsteknisk arv (ligesom stridsvogne) fra de fordrevne hyksos-besættere - var indført i den effektiviserede egyptiske hær her i 18. dynastis første halvdel.

Det kan næppe forventes, at israelitternes folkehær var udrustet med disse kostbare, moderne og sofistikerede våben. Israelitterne har med mere almindelige våben af kortere rækkevidde ikke effektivt kunnet besvare beskydningen. Egypterne har haft fordelen ved at holde den afmålte distance, at de alene har kunnet ramme deres fjender.

Dertil kommer, at egyptisk militær havde et fast velorganiseret angrebsmønster, hvor netop først pileregn og derefter spydkast skulle bryde fjendens rækker op, hvori der så blev indsendt soldater med dragne stikvåben. Baseret på sådanne veludforskede forhold giver det netop mening historisk set, når det således rapporteres, at israelitterne iværksatte en ildmur imod egypternes pile og kasteskyts.

Vigtige og præcise detaljer i dette forløb udelukker helt afgørende nutidens hypoteser om, at rabbinerskrifternes informationer om exodus var skrevet af jødiske præster og lærde i 300-tallet f.Kr. eller senere: For, uden endnu tidligere optegnelser, hvordan skulle rabbinerne kunne kende specifikke detaljer i egyptisk kampteknik mere end 1000 år forud for deres egen tids græsk- og derefter romersk styrede Egypten?

I Alexandria havde også Philo adgang til gamle tempelarkiver såvel som til verdens største bibliotek. Han omtaler i sin Moses-biografi fra cirka 10 e.Kr. - helt i tråd med rabbinerskrifterne - ikke, at det var Jahwehs direkte indgriben, men „en engel“, der forestod iværksættelsen af ildfænomenerne. Gang på gang, hvor „en engel“ optræder i rabbineskrifternes beretninger om egyptiske forhold på Moses’ tid, er der aldrig tale om „engle“ som de senere kendes senere i europæisk-kristen tradition. Ud fra konteksterne er der tale rituelle indslag, hvor de optrædende var udklædt til at skulle forestille guder, der optrådte i de pågældende handlinger.

Aktuelt har det således vakt opsigt, at nogle af Moses’ betroede folk i spidsen for denne forvirringsaktion har, med netop ikke unormal praksis, været udklædt på rituel måde og optrådt foran hæren for at besværge fjenden. Dertil har andre aktionsfolk til håndtering af ilden været iført det fra bl.a. oldtidens metalstøbning så velkendte ildbeskyttende læder- og uld“panser“. At rabbinerskrifterne leder ind på også sådanne fænomener er bestyrkende ved netop at være i tråd med den tids historiske forhold.