En solformørkelse er altid efterfulgt af en måneformørkelse ved den følgende fuldmåne 14 dage efter. Og i dette tilfælde kan det beregnes, at der forekom en måneformørkelse 20. februar.

Ved et sådant fænomen er det typisk, at Månen farves mørkerød. Ifølge traditionel opfattelse var det sådan, at hvis der indtraf en måneformørkelse inden for måneden op til forårsjævndøgn, førtes dens „virkning“ med ind over „tærskelen“ (til det nye år). Idet forårsjævndøgnet som et af årets fire vendepunkter også kaldtes den første af „årets fire Sol-porte“, ses dette fænomen omtalt symbolsk: som dette at der kom „blod på port/dørstolperne“.

Da der kan peges på flere spor af kanaanæisk Måne-kult i forbindelse med påsken og ritualet med ofring af „påskevæddere“, er det dobbelt symbolsk, at disse vædderes blod smurtes på dørstolperne til magisk beskyttelse i forårsjævndøgnets nat med den samtidige fuldmånekulmination. Overleveringer om oldtidens opfattelse af dette astronomiske „blod“fænomen er bevaret i stjernelæren hos mandæerne, de sandsynlige efterkommerne af medlemmer i Johannes Døberens gnostiske sekt. De boede oprindelig i Libanon, men bor nu i Iraks sumpe - jf. f.eks. Ethel Stefana S. Drower’s værk „Sfar Malwasia: The Book of the Zodiac of the Mandaeans“ (London 1936).

Tuthmosis III’s død i sit officelle år 54 (1455 f.Kr.) - rimeligt overensstemmende med hans alder ud fra røntgenundersøgelser af hans mumie - betyder, at han højst har været cirka et år gammel ved faderen Tuthmosis II’s død i 1509 f.Kr. Hans tilsyneladende lange regeringstid skyldes, at han som nævnt inddrog sin forgænger Hatshepsuts 22 regeringsår, hvilke hermed blev tilføjet hans egne 32 reelle regeringsår.

Ved således at indlemme alle Hatshepsuts regeringsår i sin egen regeringsperiode opnåede han på den måde, historisk accepteret, Egyptens længste regeringstid, med undtagelse af Ramses II’s 67 år lange periode samt Pepi II’s mere end 80 år i 6. dynasti.

Tuthmosis III har selv ladet angive i mindst tre inskriptioner, at hans tronbestigelsesdag (der ikke er det samme som kroningsdag) var:

„...den 4. dag af den 1. måned i årstiden shemu...“,

Dog, han har aldrig holdt nogen kroningsfest. Og den citerede dato, der er uden årsangivelse, hentyder enten til hans kup under det ceremoniel i templet, hvorunder han fratog Hatshepsut tronen, eller til Hatshepsuts tronbestigelse ved gemalens, Tuthmosis II’s død. Den citerede 4. dag var i måneden pachons - tilsvarer cirka 6. maj i nutidig kalender-stil; og dengang den ceremonielle dag hvor Solen passerede Verdens-aksen på himlen. Det kunne tyde på, at datoen henfører til hans kendte tronkup.

Hvad angår tiden for Tuthmosis III’s død ved påskens episode med drabet på de førstefødte, omtales tidspunktet for (den nye) faraos fremkomst som „natten“ i Bibelen, men som „tidlig morgen“ i Amenemhebs inskription. Episoden må derfor have udspillet sig så sent om natten, at tiden også kunne forstås som meget tidligt på morgenen, beroende på forskelle mellem hebraisk og egyptisk kalenderpraksis, men vil i begge tilfælde betyde „(tidligt) næste morgen“. Rabbinerskrifterne - jf. Baring-Gould (vol. 2, s. 101) - oplyser, at „farao mærkede uroen og mønstrede tropperne“, og samme tekst fortsætter:

„...Da Solen stod op på den tredie dag, marcherede farao ud af Memphis og foretog forfølgelse (af israelitterne) en halv dag med forceret march...“.

Egyptisk kalender havde 10-dages uger, mens israelitternes netop påbegyndte kalender havde 7-dages uger, hvori dagene ikke havde navne, men blev nummereret på egyptisk vis: Søndag den første dag, mandag anden dag etc. Med andre ord: farao satte efter israelitterne på den tredje dag, dvs. tirsdag. Og netop 21. marts 1455 f.Kr. var en tirsdag! (med moderne astronomisk dagnummerkode kan ugedage beregnes bagud i tiden).

Israelitisk kalender har her et udgangspunkt ved nymåne omkring 5. marts 1455 f.Kr. ved solnedgangen, hvilken hos dem er døgnets skillelinje - og er derfor det punkt, hvor 1. nisan startede. Denne kalender trådte iflg. Bibelen først i kraft op til udvandringens start den 14. nisan.

Specifikke oplysninger i rabbinerskrifternes ældste dele stemmer således med egyptologiens viden om Amenhotep II’s tronbestigelse, og fortjener værdsættelse som historisk materiale. Og den jødisk-romerske historiker Josefus’ oplysninger burde ligeledes opvurderes, idet de for allerede 100 år siden blev opdaget at være i fin overenstemmelse med de gamle samaritanske tekster og, senere, også med Qumranteksterne.

Som allerede anført i bogens indledning er der i dens undersøgelse af faraoners årstal i Egyptens 18. dynasti anvendt en såkaldt highdatering. En sådan meget tidlig datering accepteres af nogle egyptologer, mens andre er imod. Men highdateringen bestyrkes af det foreliggende materiale. Dertil er den datering den eneste overhovedet, der også giver en meningsfyldt og logisk løsning: Regnestykket går op, i alle detaljer.

Og ud af alt dette kunne det hermed endelig være lykkedes at finde det af forskningen længe søgte dateringsmæssige „krydspunkt“ mellem Moses-beretningen i Bibelen og den egyptiske kongerække.

_________________________________

Rabbi Abrabanels overleverede oplysning om Moses’ fødsel, der „skete tre år efter den store planetkonjunktion i Fiskenes stjerner“, kan beregnes astronomisk som det 3. år efter 1537 f.Kr. Det bekræfter, ved Josefus’ oplysning: „...Moses var i sit 80. år...“, dvs. 79 år gammel i udvandringsåret, som er 1455 f.Kr. og viser sig identisk med året for Thutmosis III’s død: Et konkret krydspunkt mellem Bibelen og historien er opnået!

_________________________________

Tidspunktet for Tuthmosis III’s død, og fuldmånen lige på jævndøgnet,
bidrager til at datere israelitternes udvandring korrekt.

I en kronologi (trykt i 1842 og 1853) (billedet) om de egyptiske
faraoner sidestillede egyptologen Rich. Lepsius tidsmæssigt
Ramses II med Moses i 1500-tallet f.Kr.

Da Ramses II’s tid senere blev flyttet til 1200-tallet,
kom Moses automatisk med. En fortsat fejlagtig datering.

Ramses II som den hårde farao - er ren spekulation.
Fx i denne publikation fra 1886.