Moses’ nye chance lå derfor i at skabe mistillid til Tuthmosis III’s medregent og efterfølger, sønnen Amenhotep II. Denne unge farao tiltrådte som medregent i 1458/1457 f.Kr. Det skete 2-3 år før Tuthmosis III’s død ifølge de gamle egyptiske optegnelser, publiceret i Kurt Sethe’s „Urkunden der 18. Dynastie“ (IV, 1279,10, Leipzig 1906-1909).

Amenhotep var da kun 18-19 år og følgelig født omkring 1475 f.Kr. og var således en meget ung og uprøvet farao: Det er just denne farao, Bibelen omtaler som „den hårdhjertede farao“, der søgte at forhindre israelitternes udvandring fra Egypten - sandsynligvis forstærket af pres fra faderen Tuthmosis III bag kulisserne.

At sådanne forhandlinger førtes af netop Amenhotep II fremgår af Manethos Egyptens-historie. Det gengives også i overleveringer (med senere kommentarer) af den arabiske historiker Tabari i 800-tallet e.Kr.

Således beskrives det, at Moses for at få adgang til at forhandle måtte vente i en bestemt periode: forløbet svarer konkret til de to-tre år, hvor Amenhotep II var medhersker indtil Tuthmosis III’s død. Dette viser netop, at tiden nu var moden - hvor det dermed var rigtigt valgt af Moses at gribe ind. Angående dette punkt siger Tabari om ventetiden:

„...i to år har der ved indgangen til paladset været to fremmede (Moses og Ahron) der har benægtet din guddommelighed...“.

Rabbinerskrifterne oplyser, ifølge Ginzberg’s „Legends of the Jews“ (vol. 2, 1910, s. 297-298), årsagen, at den gamle farao udpegede sin ene søn til efterfølger, da han selv blev meget syg - og videre:

„...inden slutningen af det tredje år døde den gamle konge...“.

Til dette giver rabbinerskrifterne endnu flere konkrete informationer, nemlig at denne gamle konge havde tre sønner og nogle døtre, og at han ikke valgte sin ældste søn til konge, men en yngre søn. I disse skrifter synes sønnen Amenhoteps tilnavn Heq-anu transformeret til Adikham.

Dette valg af sønnen ses i nøjagtig overensstemmelse med fakta. Ved „Amenhotep II“ i Eberhard & Helck’s „Lexicon der gyptologie“ (vol. 1, Wiesbaden 1976) nævnes, at Tuthmosis III ikke valgte sin førstefødte søn, men den langt yngre Amenhotep til sin efterfølger og medregent: Endda, som netop anført i rabbinerskrifterne, inden for to-tre år før sin død.

Yderligere omtaler førnævnte tekster i rabbinerskrifterne - som det igen fremgår hos Ginzberg (vol. 2, s. 298) - at:

„...den nye farao var 20 år gammel, da han besteg tronen efter sin far...“.

Også denne nøjagtighed i informationen er imponerende. Det kan verificeres, at nævnte alder for den unge farao helt og holdent tilsvarer, hvad egyptologiske autoriteter som Kurt Sethe, Richard A. Parker m.fl. i forskningen af Amenhotep II og tidsfaktorerne præcis er nået frem til.

I Bibelen gengives hele spillet med forhandlingerne mellem Moses og en farao, der fra starten optrådte som hård. Dette træk kunne enten skyldes herskerens unge alder med mangel på erfaring - tydeligt demonstreret hver gang han gav efter, og snart igen tog sit ord tilbage - eller det har været et dække over en udspekuleret forhalingstaktik hos faraos garvede præstelige rådgivere bag kulisserne.

Denne nye, især militært uddannede Amenhotep var altså fra starten hård ifølge Bibelen og rabbinerskrifterne: Forskere har dokumenteret, at han hurtigt indførte en hårdere og mere brutal stil i Egypten - en mærkbar forskel fra tonen under foregående generationer i dette 18. dynasti.

Amenhotep II lod ved sit kapel nær den store Sfinx ved Giza opstille en stele, der beskriver hans muskulære styrke som ekstraordinær: At han på hesteryg og under fuld fart kunne skyde en pil gennem en målskive lavet af en kobberplade så tyk som en hånd. (Episoden blev berømt - og hundrede år senere kopierede farao Ay dette træk). Amenhotep II pralede af, at ingen anden kunne spænde hans bue. Senere, ved hans gravsættelse, blev hans kraftige bue lagt ved mumiet. Han omtales som en dygtig hestetæmmer, veltrænet og utrolig udholdende rytter, og en stærk roer.

Han blev kendt for at indføre fremmede asiatiske (semitiske) guder, deriblandt krigsguder, i den egyptiske gudekreds.

Det er fantastisk, at disse karakteristiske egenskaber for netop denne farao, Amenhotep II, har overlevet i senere kommentarer fra arabisk tradition, hvor førnævnte arabiske historiker Tabari (I,469) beskrev den farao, der herskede ved Moses’ og israelitternes udvandring:

„...farao lod sig tilbede som en gud - og byggede et tårn og skød en pil op mod himlen. Pilen vendte tilbage og var blodig, og farao pralede af, at han havde dræbt Gud...“.

Citatet er fra „Musa, der biblische Prophet Moses“ i Enzyklopaedie des Islam (Band 3, Leiden und Leipzig 1936, col. 797-798).