7. KAPITEL
Kanaanæiske konger
skulle støtte Moses’ oprør
Moses’ oprør og egyptisk religion
Da det senere ikke længere var realistisk for Moses at vinde Egypten, søgte han i stedet at nå andre mål - for ham og israelitterne. Men først - ifølge Manetho inden kanaanæernes ikke uventede krigsmæssige udbrud - henvendte Moses sig som anfører for det israelitiske folk til farao og førte hårde forhandlinger. Dette stemmer med rabbinerskrifternes billede af Moses, der også med sin erfaring som diplomat viste sig dygtig til at få gevinst med fredelige midler først.
Da Moses ifølge Bibelen forhandlede med farao ved skiftevis at bønfalde og true ham, brugte han det påskud, at israelitterne skulle drage ud i ørkenen for at dyrke deres gud. Det stemmer yderligere med, at det var her i denne del af det nordegyptiske område med fæstningsbyerne nær ødemarken og grænsen til Sinai og Palæstina, at Moses ifølge Manetho indstiftede sin „nye gudekult“.
Manethos referat viser reelt den tidligste direkte omtale af den lære, der snart efter på Sinai fremkom i form af den nye religion.
Således har Moses allerede på dette tidspunkt været i gang med at forberede sin nye religion. Manetho beretter, at Moses under sit oprør lod sine folk sværge ham troskab i alt og, som det første, udfærdigede en række love, der var i modstrid med ikke mindst visse egyptiske skikke. Bl.a. måtte folket ikke dyrke guder eller dyr, der var hellige i Egypten. Den indstilling svarer til dele af grundlaget for de love, heriblandt flere af „de ti bud“, som Moses senere fremsatte på Sinai.
Videre forlød det hos Manetho, at på grund af Moses’ oprør måtte farao Amenhotep (II) - hvis navn i den beretning blev skrevet i en velkendt græsk version, nemlig Amenophis - drage sydpå til Etiopien.
Også her er Manetho i fuld overensstemmelse med det, der kendes eller historisk kan udledes af både de egyptiske inskriptioner om denne faraos felttog til Etiopien (i nuværende Sudan) og de ikke-bibelske overleveringer om Moses. Af sidstnævnte kategori fremgår desuden, at denne farao måtte nedkæmpe oprør ved Egyptens sydgrænse.
Manetho beretter endvidere, at kong Amenhotep ønskede at tilbede guderne, „...sådan som en af hans forgængere, Or (Horus), havde gjort...“. - Denne oplysning må sættes i relation til, at netop denne Amenhotep II udvidede det egyptiske panteon ved at indføre kanaanæiske guder; bl.a. gudinden Anat, der kunne ses afbildet nøgen til hest som en anden lady Godiva. Stadig ifølge Manetho forlød det:
- Farao Amenhoteps ønske vedrørende gudetilbedelsen fremsattes også over for en hellig og vís mand, der havde selvsamme navn Amenhotep, søn af Pa’ar, og som havde vidt berømmede evner som guddomsorakel. Denne clairvoyante mand svarede, at hans navnebror, kongen, ville være i stand til at „se“ guderne, hvis han rensede hele landet for spedalske og andre besmittede personer. Kongen samlede da 80.000 af disse og sendte dem i stenbruddene øst for Nilen for at lade dem arbejde adskilt fra alle øvrige egyptere.
Men denne seer, den vise Amenhotep, fyldtes nu af frygt for gudernes vrede, hvis det blev opdaget, at der også var højt indviede præster blandt de udstødte og isolerede spedalske, der var sat på tvangsarbejde i stenbruddene. Han fremsatte da et varsel, hvor han forudså, at bestemte grupper af allierede ville slå sig sammen med disse besmittede og derefter hjemsøge Egypten i 13 år. Dette varsel vovede han ikke at give direkte til farao, men afleverede det skriftligt - og tog derefter sit liv.
Manethos tekst bestyrkes, fordi denne faraos rådgiver Amenhotep reelt optræder i Egyptens historie. Han er verificeret af Breasted, Hall og andre egyptologer - som en person i besiddelse af ekstraordinær visdom, født under Tuthmosis III og rådgiver for Amenhotep II, og blev hævet til de største æresbevisninger ved hoffet.
At rådgiveren overlevede omtalte episode hos Amenhotep II, synes at betyde, at han kun døde symbolsk; som en afbigt der kunne udføres ved et rensende, genfødende ritual, sådan som det blev foretaget af kultisk indviede personer - ikke usædvanligt blandt samfundets spidser. At have nået til dette stade kunne passe med, at denne rådgiver skiltede med også at være „søn af Hapu“, flodguden, dvs. med en styrket „højere“ forbindelse.
Disse forhold, der mangfoldigt bekræftes af andre kilder, tilføjer Manetho en ejendommelig fremstilling: Nemlig at da farao Amenhotep II var tronfølger, befandt han sig i eksil i 13 år i Etiopien, hvis konge var glad for hans tjenester og derfor ville hjælpe ham med at få magten tilbage. Præcis dette forløb synes tydeligt influeret af faraoprinsen Moses’ bedrifter, men i altså nogle tilfælde forvekslet i senere afskriftskopier af Manethos kilder og oplysninger.
For indholdet af denne Etiopien-episode er stort set nøjagtigt, hvad rabbinerskrifterne såvel som Philo og Josefus angiver om Moses’ eksil i Etiopien. Desuden kendes der ikke historisk set til nogen farao Amenhotep (Amenophis) i en eksilsituation. Derimod var Amenhotep II flere gange tvunget til at tage til Egyptens grænse ved Etiopien og bekæmpe oprør - i næsten 13 år, et mønster også genkendeligt ved den tidligere farao. Igen en sådan udmattelsesstrategi som Moses kunne have bidraget til.
|