Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (72 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (72 af 97)

De allieredes modstand opløses

- Moses står alene

 

Israelitterne kunne i exodus’ første halve år her på Sinai i fred og ro omstille sig til ørkenlivet og etablere deres religionskultus sammen med indførelse af Moses’ lovkompleks. I denne fase blev Moses støttet og rådgivet af Jethro og efterhånden også af en rådgivende gruppe sammensat fra stammernes ældste medlemmer.

Det berettes i „2. Mosebog“ (12,5-7), at Jethro pludselig dukkede op ved lejren sammen med nogle ledsagere, deriblandt Moses’ hustru og to sønner. Ifølge teksten havde de været „sendt bort“ - åbenbart for at blive gemt i sikkerhed hos Jethro på Sinai, mens krigshandlingerne stod på i Nedre Egypten. Jethros ankomst til lejren formede sig på en mærkelig måde, idet han ifølge flere rabbinerskrifter lod skyde pile ind i lejren. Og et af disse skrifters („Midras Tanchuma“) forklaring til omtalte bibelsted tyder da på, at lejren var befæstet eller i det mindste skarpt bevogtet:

„...det var ikke sådan, at han (Jethro) kunne komme hen til Moses. Hvad gjorde han? Han skrev et brev og bandt det på en pil - og pilen kom frem til Moses. Og Moses læste det, og han gik ud for at møde sin svigerfar (Jethro)...“.

Jethro synes her at have haft bevæbnede midianitter med sig til sin beskyttelse, men situationen på Sinai har været for farlig for ham - efter omfattende rådgivning til Moses rejste han bort fra Sinai.

Bibelen meddeler blot, at han „rejste til sit eget land“, men rabbinerne omtaler yderligere dette som besiddelser han erhvervede i et fredeligere distrikt, det nuværende Kefar Hittim nær Galilæasøen.

I det sydlige Palæstina, i Lachish (mere omtale i Appendiks 1), er der fundet en delvis religiøs inskription med Sinai-alfabetet tilføjet hieroglyffer med bl.a. Amenhotep II’s navn. Sinai-alfabetet har således få år efter dets opfindelse - jf. oldtidsforfatterne hævder, at Moses er opfinderen - allerede været i brug hos Moses’ forbundsfæller i Kanaan.

Men andre af koalitionens deltagere i disse egne nær det akkadiske (babyloniske) rige brugte stadig babylonisk kileskrift, der fra ældre tid var „internationalt“ kommunikationssprog:

- En særlig begivenhed syntes allerede få år efter starten af udvandringen at have fremkaldt den afgørende standsning af de koordinerede oprør. På en stele med optegnelser fra Amenhotep II’s felttog i hans år 7 regnet fra hans tiltrædelse som medregent - og dermed cirka fire år efter starten af udvandringen - angives, at han i Palæstina fik opsnappet en hemmelig forsendelse.

Budbringeren blev taget til fange, og under hans forklædning blev der fundet en lille lertavle bundet til hans hals. På tavlen fandtes en inskriberet meddelelse fra kongen af Naharim (syrisk område helt ned til syd for Kadesh-fæstningen) bestemt for denne konges allierede.

Koordineringen mellem oprørernes aktioner var herved blevet brudt. Og den forblev ødelagt ved Amenhotep II’s optrævling af sagen med efterfølgende indsats af hans hær, der blev sendt ud på straffeekspeditioner.

Af Amenhotep II’s steler i Theben og Memphis fremgår, at denne farao under sit næste togt - i hans år 9 - blandt de fanger, han tog fra flere forskellige folkeslag i hele området Palæstina, Libanon, Syrien og Jordan, også tog „...3.600 hebræere...“ til fange (jf. s. 120).

Dette er en af de ældste kendte omtaler af hebræere i Kanaans totale område. De egyptiske tropper må derfor have foretaget raids mod israelitternes (hebræernes) grupper på et mindre beskyttet sted end Kadesh-Barnea (Petra) i syd.

Bibelen omtaler ikke, hvad der foregik i de 37-38 år mellem de første og sidste år af udvandringens periode på cirka 40 år. Det pågældende felttog i Amenhotep II’s år 9 var det sidste af hans togter inden for hans 26 år lange regeringstid. Der var ikke brug for flere aktioner - de allierede oprørere i Kanaan og Syrien var blevet effektivt slået. Således i dette Amenhoteps år 9 - og dermed, når hans co-regentskab er inkluderet i dette tidsrum, var det bare syv år efter udvandringens start, at Moses’ rolle som medvirkende og koordinator i oprøret mod Egypten må anses for endeligt udspillet.

Herefter var Moses og hans gruppe overladt til deres egen skæbne:- de kunne ikke vende tilbage til Egypten, deres allierede var slået, og de ejede ikke selv land at bosætte sig i. Israelitterne var fra nu af dømt til en uvis omflakken - og den skulle blive langvarig...

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth