Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (82 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (82 af 97)

Navne og steder i breve til farao

ses i Joshua-teksten

 

Skriftsproget i disse breve fra faraos arkiver i Tell el-Amarna er babylonisk (akkadisk), den tids internationale sprog; ligesom ikke en eneste af de 2.500 stumper af breve, der blev fundet i Boghazköy, er skrevet på noget andet sprog end babylonisk. En af de mesopotamiske (babyloniske) fyrster sendte endda farao en tolk til oversættelseshjælp.

I Tell el-Amarna-brevene - som Egyptens udenrigskontorer ofte lod blive sendt via syriske havnebyer - viser navnene på egypternes indsatte guvernører og småkonger, at disse mest var lokale folk, kanaanæere.

Hvad enten det skyldes omflytninger i senere afskrifter af Joshua-beretningen eller direkte omposteringer af guvernører mellem nogle af byerne indbyrdes gennem de cirka 21 år, som landets erobring varede, er det afgørende, at der i Bibelen kan genkendes flere af de i brevene omtalte navne på disse ledere. Eksempelvis brevenes Japahi (her stavet på babylonisk), som var konge i Gezer, genkendes som Joshua-beretningens Lachish-konge Japhia (den hebraiske ekvivalent til Japahi).

Mens brevenes Jabni-ilu, bykonge af Lachish, genkendes uden tilføjelsen ilu (‘gud’) som Joshua-beretningens Hazor-bykonge Jabin.

Mere end 40 år forinden havde Moses sluttet forbund med kongen af Jerusalem, men da egyptisk overherredømme derefter var på sit højeste, var flere lokale konger blevet udskiftet med guvernører.

Den allertidligste konge af Jerusalem nævnt af Bibelen er Melchi-zedek, ’retfærdighedens konge’. Denne titel for kongen synes forbundet med Jerusalems lokale tradition, idet Bibelens „Joshuas Bog“ omtaler regenten på tidspunktet for invasionen som Adoni-zedek, ‘retfærdighedens herre’. Det var stadig en titel - mens, ifølge Tell el-Amarna-brevene, selve personnavnet på denne Jerusalems regent var Abdi-Khiba (Khiba var fra en hittittisk gudinde).

Da vasalkongerne under presset fra de stadigt mere påtrængende, invaderende fremmede blev klar over, at egypterne ikke kom til undsætning, gik en efter en over til fjenden for simpelthen at få del i plyndringerne - eller for at undgå en ond skæbne, hvilket netop også stemmer overens med Joshua-beretningen. Mange intrigerede - for at klare sig - som også brevet, vi nu skal se, afspejler; og selv faraos højkommisær Janhamu var mistænkt for i visse tilfælde at spille de lokale herskere ud mod fjenderne.

Breve fra flere fyrster taler om den anti-egyptiske indstilling, der voksede frem flere steder i stærk kontrast til de regenter, der fortsat var loyale over for Egypten. Brødre splittedes fra hinanden, regenter intrigerede mod hinanden, ledere skiftede hyppigt side - alt imens de invaderende fremmede tog byer og hele distrikter.

I et brev fra Tunips guvernør oplyses, at dette var gået for sig i hele 20 år på denne måde: dvs. igen i overensstemmelse med den i Bibelen angivne tidslængde for Joshuas erobring - som føromtalt 21 år! I brevet læses, at ingen hjælp blev sendt fra Egypten i al den tid.

Den norske assyrolog J.A. Knudtzon har oversat samtlige breve: „Die el-Amarna Tafeln“ i Vorderasiatische Bibliothek II (Band 1-2, 1907-1915). Jerusalems Abdi-Khiba skrev mange breve til sin herre, ovennævnte egyptiske farao, om den trængte situation og tryglede forgæves om hjælp, bl.a. kashi-lejetropper, dvs. fra kush, ‘Etiopien’, til forstærkning af de få lokale tropper (Knudtzon, brev No. 287):

„...lad kongen (farao) vide, at alle landområder er gået sammen i fjendskab imod mig. Lad kongen derfor passe på sit land - Gezri-området (Gezer), Ashkaluna-området (Ashqelon), byen Lakisi (Lachish) har leveret dem olie, mad og forsyninger... Dette er sat i værk af Milki-ili og Labajas sønner, som har overgivet kongens land til hebræerne (habiru) ..Send endnu i dette år en garnison ud til mig...“.

Ingen breve viser, at der overhovedet nogensinde kom hjælp til nogen som helst. Tendensen bag dette citerede brev fra Jerusalems regent genkendes i „Joshuas Bog“ (10,1-4), hvor der omtales præcis de samme lokale forhold og hermed også, at nogle af parterne skiftede over til fjendens side:

„...Så snart Adoni-zedek, kongen i Jerusalem, hørte, at Joshua havde indtaget Ai og derpå viet den til udslettelse, samt at han havde behandlet Ai og dens konge, ligesom han havde gjort ved Jeriko og dens konge - og at indbyggerne i Gi’beon havde sluttet fred med israelitterne og fortsat var midt iblandt dem - blev han meget bange... -

...(og han) sendte da bud (til andre konger:) ...kom op til mig og hjælp mig...“.

Et andet brev fra Jerusalem (Knudtzon, No. 290) omtaler desuden „keila-folk“ - disse synes at kunne være Kalebs folk. Kaleb-gruppen - var tilsluttet israelitterne og fik ifølge Bibelen territorier i områder syd for Jerusalem. I dette brev skriver Abdi-Khiba igen til farao, stadig mere desperat, at:

„...kongens (faraos) landområder er tabt til hebræerne (habiru). Og nu er endda en by i Jerusalem-territoriet, Beth-Ninib, tabt til keilah-folk. Lad kongen lytte til Abdi-Khiba, din tjener, og send tropper, der kan genetablere kongens land for kongen. Men hvis ikke der er tropper, vil kongens land mistes til hebræerne...“.

Hvordan kunne de, der har skrevet „Joshuas Bog“ vide, at Jerusalems regent sendte bud/breve efter hjælp hos andre forbundne konger ligesom han sendte bud til farao, når sidstnævnte korrespondance først blev fundet i 1890erne i Tell el-Amarna? Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi begivenhederne virkelig er foregået og fandt sted på det pågældende tidspunkt.

En egyptisk repræsentant med det egyptisk-semitiske navn Mut-Baal rapporterer i et brev til ovennævnte højkommissær Janhamu, at en række byer i Gari, især syd og sydvest for Jerusalem, er truet eller direkte faldet. „Gari“ er Kharu, det egyptiske navn for det sydlige Palæstina, og er opkaldt efter (k)horitterne, der boede her i århundreder.

Byerne i Mut-Baals rapport genkendes alle fra Bibelen(!), bl.a. disse omkring Hebron: Udumu (bibelsk Duma, nu ed-Dôme), Aduri (bibelsk Adoraim, nu Dûrâ), Hanjanabi (bibelsk Anab, nu ‘Anâb), Hawini (bibelsk ‘Anim, nu Ghuwen) og Magdalim (nu Tell Mejadil).

Da (h)apiru også kunne betegne andre ‘omstrejfere’ end israelitterne, er Mut-Baals brev en værdifuld, præcis rapport. Nemlig en kanaanæisk version, der stemmer med og direkte supplerer Bibelens beretning om, at den første indtrængen skete just i sydområdet. Dvs. netop de fjendtlige fremmede, der i Jerusalem-guvernørens breve kaldes hebræere.

Mens der kom breve fra Jerusalem, er der ingen fra de omliggende vigtige byer Jeriko, Gibeon, Beersheba, Hebron og Bethel. Også dette genkendes direkte i Bibelen: Især da disse byer var blandt de første, der allerede kort efter invasionens start var blevet erobret - de blev reelt overrumplet - af de fremadstormende hebræere. Først efter en større og længere varende cirkelbevægelse i syd fortsatte hebræerne på deres videre erobringstogt nordpå.

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth