Om sine felttog lod Tuthmosis III bekendtgøre, at han „...udvidede grænserne...“, hvilket er afgjort forkert; for han genetablerede blot de grænseskel i det nordlige og østlige Syrien til det imperium, hans farfar Tuthmosis I (cirka 1537-1523 f.Kr.) havde etableret, men som efter Tuthmosis III’s magtovertagelse i Egypten var begyndt at svækkes.

I realiteten var Hatshepsuts far, Tuthmosis I, den virkelige store feltherre og erobrer! Denne farao formåede efter den store indsats fra sine forgængere Kamose, Ahmosis I og Amenhotep I at få drevet de allersidste restgrupper fra hyksosfolkets 180-årige besættelsesregime endeligt ud af dets sidste befæstede byer i Nedre Egypten.

På få år udvidede Tuthmosis I sit rige både i Asien og Afrika med sikkerhedsskabende erobringer, længere uden for landets grænser end nogen anden farao. Nemlig fra Gebel Barkal ved Nilens 4. katarakt (vandfald) i Nubien og til Naharein (Syrien) ved Eufratfloden, som han endda overskred med sin hær og lod stedet markere med sine inskriptioner. Ved Tuthmosis I’s død cirka 1523 f.Kr. omfattede det samlede egyptiske område mere end det dobbelte af det Egypten, han overtog.

Derimod befæstede hans barnebarn, Tuthmosis III, gennem næsten 30 år (efter Hatshepsut) aldrig besiddelserne længere ud end ved de fastlagte grænser - hans egne inskriptioner viser dette - nemlig kun til de grænsesten, Tuthmosis I havde opstillet et halvt århundrede tidligere.

Tuthmosis III’s mange felttog til udlandet har imponeret i nutiden, hvor tidlige forskere synes at have taget hans selvforherligende propaganda noget bogstaveligt. Imponeret af hans mange slag er han, med en inhabil kliché, igen og igen kaldt „oldtidens Napoleon“ - uden nærmere at analysere, at de ekstremt mange felttog skyldtes: At han var ude af stand til effektivt at nedkæmpe de mange oprør gennem hele 19 år. Mens hans efterfølger og søn Amenhotep II, en dygtigere kriger i det hele taget, gjorde det på bare ni år og netop bevarede landets grænser.

Egyptologisk og historisk videnskab med hver deres fags metodik har følgelig ofte forskellig fokus. Hos Tuthmosis III viser hverken hans eller stabens inskriptioner vedrørende togterne nogen ny erobring og udvidelse af landet. Han lagde ikke en fingerbredde til Egyptens territorium. Det han i virkeligheden gjorde, var uafladeligt at prøve at holde sammen på Tuthmosis I’s for længst skabte Stor-Egypten med underlagte nabostater, som Hatshepsut dygtigt, især ved diplomatisk udenrigspolitik, havde bevaret intakt.

Med de mange angreb udefra gennem de mange år har Tuthmosis III som nævnt næppe haft en stille stund. Men det var dygtigt gjort, at han virkelig evnede at stå imod. Her findes, som allerede fremlagt, mange konkrete forhold der kan antyde, at der bl.a. var anvendt metoder lært af Moses, som nu brugtes imod Moses selv. På den baggrund kunne en heraf udlignende balance vanskeligt resultere i nogen reel sejrherre.

Således var resultatet af alle de voldsomme anstrengelser kun, at forholdene efter Tuthmosis III’s første 32 år ved magten efter Hatshepsuts død stadig forblev som ved udgangspunktet: - nemlig at Moses ikke fik sit krav på faraokronen opfyldt, og at Tuthmosis III ikke nogensinde fik udvidet grænserne eller blot skabt en virkelig stabil fred.