Netop Amenhotep II’s hårde facon og indstilling var en mærkbar ændring, som kunne udnyttes af Moses til at bane vej for at skabe utilfredshed mod regimet. Men længe inden situationen tilspidsedes under de naturkatastrofelignende hændelser, der i Bibelen benævnes som „Egyptens ti plager“, måtte Moses for at fremme sin sag prøve at forny eller udbygge bekendtskabet med personer eller grupper, der kunne forventes at være mindre loyale over for farao.

Det er især her, de hebræiske fremmedarbejdere kom ind i billedet. Men Moses synes ikke, i hvert fald ikke som hovedformål, at være interesseret i særskilt at blive disse menneskers egentlige leder. Dette fremgår også af Bibelens beretning om Moses ved „den brændende tornebusk“ på Sinai, at han undslog sig flere gange.

Men ud fra en kombination af udsagnene fra oldtidsforfatterne og rabbinerskrifterne synes hans samtidige sigte stadig at have været at få sin tronkadidatur tilbage ved at benytte sig af landets mulige svaghed ved det kommende faraoskifte, hvor den nye farao blev enehersker.

Og det ville være næsten umuligt andet, for en person med Moses’ baggrund, end at være opfyldt af en stadig stræben efter at indtage den stilling, som han var født, opdraget og fra starten uddannet til, og hvad hans kronprinselignende embede gennem meget lang tid ofte som faraos medregerende stedfortræder, samt guvernør, general etc. havde formet ham og givet ham erfaringer til. Han var så at sige grundlæggende ikke sporet ind på meget andet end at skulle fuldbyrde dette.

Følgelig søgte Moses igen at realisere sit mål - at generobre sin tronkandidatur. Det planlagdes, at hebræerne, der ikke forventedes stærkt farao-loyale, skulle hjælpe ham til det. Men noget uforudset skete, idet forholdet efter nogle hurtigt opståede dramatiske omstændigheder ændrede sig til det omvendte - til at han skulle hjælpe dem...