Ikke alle israelitter boede i „arbejdslejre“, og ved deres huse havde de ofte egyptere som naboer. Derfor blev israelitterne beordret til at male et tegn på husindgangenes dørstolper og overligger. Det skulle ske med en kost af en hellig isopplante dyppet i dam, ‘blod’, fra det slagtede påskevædder-offer. (Jf. i senere tider: vin, dam, på en isopstængel rakt op til Jesus på korset i påsken). Derpå ville israelitternes huse blive passerede, uden at beboerne skadedes.

At sætte beskyttende symboler og ting ved døren, f.eks. jern eller mistelten på overliggeren, eller en død slange under dørtærsklen, er kendt i mange kulturer. Blod på dørstolper skulle oprindelig beskytte forårets nyfødte børn og dyr mod dæmoner, men ifølge bibelteksten skulle der desuden udføres magiske tegn med det påskeslagtede offerdyrs blod.

Det var tydeligt en magisk besværgelse. I de gamle kulturer ansås blod i det hele taget for at have „magiske kræfter“ og anvendtes derfor i oldtidens ritualer - og her bl.a. i forbindelse med forårsjævndøgn.

Egyptisk nytår var placeret hen på sommeren - ved Sirius-stjernens genopdukken efter ikke at have været synlig på himlen i cirka 70 dage. Men Moses’ afstandtagen fra flere områder i egyptisk religionspraksis gjorde sig også gældende i forholdet til den egyptiske kalender. Egyptisk nytår om sommeren var således ikke i brug fra og med indsættelsen af Moses’ nye kalenderordning ved påsken i foråret 1455 f.Kr.

Hermed skiftede israelitterne over til en udbredt semitisk tradition med nytår om foråret. Men også hos Moses’ semitiske allierede opfattedes forårsoffer-ritus nær jævndøgnet at fremkalde støtte fra højere magter.

At holde nytår ved et af årets fire vendepunkter, forårsjævndøgnet, anvendtes af sumerere samt af grækere, romere og efterfølgende i Europa. Her holdt denne kalenderstil sig længe (i Danmark til 1701, i England til 1752 og i Sverige til 1753) - førend nytåret blev ændret til at være 1. januar (en romersk administrationsdato fra 157 f.Kr., senere anvendt i katolske lande). Indtil da var nytår i marts en tradition, der holdt i mindst 5.000 år. Hos flere andre folk fejres nytår stadig på dette tidspunkt, f.eks. kopternes, kurdernes og persernes naw ruz (nytårsfest).

I Kanaan, hvortil israelitterne indvandrede og slog sig ned blandt kanaanæerne, anvendtes en landbrugskalender med nytår om efteråret i forbindelse med de kanaanæiske høstfester ved efterårsjævndøgn. Dette blev senere videreført som et „borgerligt nytår“ i jødisk kalender.

I den kalender starter alle dagene om aftenen - „parallelt med“ at den første skabelsesdag starter med mørket! Siden indgik dette princip som en årscyklus „parallelt“ med døgn-cyklen: Nemlig årets start ved netop den mørkeste årstids („årets nat“) frembrud, nær efterårsjævndøgn.

Bag denne døgncyklus i den første påske afspejles den „egyptiske faktor“, idet det var almindeligt i Egypten, at ceremonier forbundet med, visse religiøse fester begyndte om aftenen og varede til solopgang. Fra og med denne religiøse start på udvandringen var israelitternes kalender i funktion, hvilken Moses ifølge Bibelen gav instruktion til. Starten blev i praksis første dag for brugen af den jødiske religiøse kalender.