11. KAPITEL

Israelitternes gådefulde antal

og opholdsteder

I Bibelen angives antallet af de udvandrende israelitter til cirka 600.000 mand plus kvinder og børn. Måske i alt mere end to millioner plus deres kvæg. Så mange mennesker levede næppe i hele Egypten dengang. Denne formidable mængde kunne umuligt have en samlet stor lejrplads, som Bibelen ellers beskriver det, noget sted i Mellemøsten.

Det hebraiske udtryk, der her anvendes i Bibelen for „1.000“ som eksakt tal, er elef i ental og alafim i flertal (1.000’er). Men elef kan også betyde ‘slægt’, og ordets rod alaf betyder ‘at forbinde’, egentlig ‘forbund’.

Af samme rod udtrykkes samme ide i det beslægtede assyrisk med udtrykket li’mu eller limu, som både betyder ‘tusind’ og ‘folk’. På hebraisk bruges også ordet rebaboth for: ‘tusinde som ubestemt antal’ f.eks. ‘stor gruppe’ - roden er rbb, der betyder ‘at være mange’. Semitologen G. E. Mendelhall påpeger, at israelitternes tal henfører til militære lister, hvor ‘tusinde’ blot står for en mindre militær enhed. Jf. også at nordegyptiske fæstningsbyer, hvor Moses’ folk først forskansede sig, var til 6.000 mand.

Således har de israelitiske mænds antal af cirka 600.000 reelt haft betydningen 600 „storgrupper“, enten „kampgrupper“ eller snarere ‘familieklaner’ endda forstået som „telte“, dvs. omfattende våbenføre mænd og deres husstande; men er senere opfattet bogstaveligt som eksakte tal. Dog er den oprindelige betydning klar - jf. Bibelens „Dommernes Bog“ (6,15), „1. Samuel“ (10,19) og „Mika“ (5,2). I alt har der været nogle hundrede i hver stamme underdelt i hver sit antal „telte“ (husstande). Og ved exodus hævder den nye farao, at „israelitternes antal er ringe“ (Targum I, s. 475).

Større mobile hær-grupper kunne dengang være på 5-10.000 mand. Senere brugte romerne netop 5-6.000 mand i en pluton, en selvstyrende hærenhed. Enheder på over 40.000 anses for mindre almindeligt dengang.

F.eks. ville de enorme grupper få en ringe logistik, dvs. transport- og kommunikationsforhold. Især kunne foder til trækdyr være et problem: de kræver megen føde og store mængder vand - en okse kan bære vægten af sin egen føde til cirka en uge. I det gamle Egypten findes eksempler på kæmpemæssige entreprenørarbejder med arbejdergrupper plus fourageringsmandskab på i alt 10-, 15- eller 20.000 mand, men netop sjældent større antal end disse. Her måtte fourageringen løses med et anseeligt formidlingssystem - men som var svært for en hær på march.

Først med 30-årskrigen i Europa i 1600-tallet blev det almindeligt, at selvstændige hærgrupper kom igen op på en størrelse over 40.000 mand - især senere i 1700-tallet og videre frem til Napoleon. Han havde op til 600.000 mand på togt inde i Rusland, dog opdelt i selvstændige grupper på netop 5-6.000 mand og en del på op til 40.000. Ændringen skyldtes oplysningstidens bedre udbyggede vejnet og kartografi, og især bedre muligheder for at opbevare (konservere) og transportere større mængder føde, bl.a. den nye føde kartoflen; (amerikansk plante - først udbredt i Europa efter Columbus’ tid - blev et vigtigt, holdbar fødeemne).

Hvis antallet opfattes ud fra senere oversættelser som „tusinder“ (de 600.000) i stedet for „grupper“ - vil deres mængde fylde så meget, at når de første fra israelitternes store skare var kommet via Sinai ind i Kanaan, ville de sidste endnu ikke have forladt Egypten.

Israelitterne har ikke kunnet bevæge sig med større hastighed end deres medbragte kvæg! At israelitterne reelt kun omfattede få tusinde personer, der foretog overgang over en midlertidigt tørlagt arm af det Røde Hav, sandsynliggøres af, at deres passage foregik inden for de nævnte (kap. 10) cirka to timer - i bredden fordelt på flere „stier“.

Faraos forfølgende tropper har næppe heller oversteget føromtalte realistiske antal på sandsynligvis 5.000 (højst 10.000 mand).

Det øde Sinai kan give plads til kun cirka 6.000 beduiners livsopretholdelse. Der var mulighed for lidt flere dengang, da der med mere regnmængde tidligere fandtes større frugtbarhed på Sinai såvel som i Egypten/Nordafrika; men ikke nok til yderligere at føde en så stor omvandrende gruppe, og da slet ikke til det mistolkede antal på over en halv million. Selv i nutiden med moderne hjælpemidler ville en samlet folkevandringsgruppe på en halv million mennesker være en umulighed - og yderligere utænkelig som selvforsynende.

Det reelle antal israelitter, altså højst 6.000 mand - plus kvinder og børn (samt kvæget) - kan ses i relation til, at Bibelens senere tekst Deborahs Sang („Dommernes Bog“ 5,8) omtaler 40.000 (våbenføre) mænd i hele Israel: dvs. med datidens generelt lave folketal en ikke urealistisk flerdobling i århundrederne efter deres invasion i Kanaan.