17. KAPITEL
Nederlaget
Moses trængt afgørende bort
Kun under de to faraoner Tuthmosis III og Amenhotep II - dvs. netop på Moses’ tid - kendes der til særdeles vidtgående organiserede former for koordination af opstande mellem de indbyrdes så fjerne lande nord og syd for Egyptens grænser som Kanaan-Syrien og Nubien.
Et så dristigt strategisk projekt vides ikke tidligere iværksat, det overstiger langt hyksosfolkets tidlige samarbejde med nubierne. Og næppe nogen anden havde haft motivationen og evnen såvel som nogen rimelig chance for i Egyptens nabolande at gennemføre en formidling og storstilet organisation på dette niveau, uden netop Moses.
Den kanaanæiske del af det koordinerede oprør nåede ikke frem i tide til undsætning af Moses’ folk i Egyptens grænsebyer. Dette at de udvandrende israelitiske grupper derfor fra starten bøjede bort fra en nordlig flugtrute og gik mere østover, har i de første dage forsinket Amenhotep II’s lynaktion mærkbart, men derefter fik han det indhentet.
Det forårsagede, at Amenhotep også måtte bøje væk fra nordruten for at forfølge israelitterne på strækningen ud til det Røde Hav, således at hans tropper måtte bevæge sig frem og tilbage flere gange i stedet for en mere konstant og direkte aktion mod nord.
En vigtig kilde er Amenhotep II’s inskriptioner. Heri berettes om en episode kort efter, at han allerede i 2. måned efter felttogets start måtte dreje af for at redde nogle af sine overrumplede tropper i den revolterende by Ikathi i syrisk-kanaanæisk område; dvs. bag linjerne i et distrikt, han ellers mente at have besejret. Men igen vandt han.
Med andre ord, Amenhotep II’s lynhurtige militære indsats havde hermed taget brodden af kanaanæernes angreb, inden de var begyndt at få fodfæste i selve Egypten. Og det synes netop at være dette, der, allerede inden koalitionen kom rigtig i gang, straks gjorde ende på Moses’ folks forbliven i de pågældende befæstede byer i Nedre Egypten.
Til gengæld opnåede Moses og israelitterne et pusterum under deres tilflugt til Sinais ørken, imens oprørskoalitionens styrker med den herefter mindre offensive, men stadig nøje koordinerede indsats i Kanaan - og Nubien - legede kispus med Amenhotep II’s tropper. Disse blev herved holdt fuldt beskæftiget i 4 måneder eller mere, og derefter måtte de drage sydpå og tilbringe mindst lige så lang tid ved grænsen til Nubien.
Dette samlede tidsrum på otte-ni måneder, hvor Amenhotep II’s hær var blevet fastholdt af kampene i de kanaanæiske områder, svarer præcis til det for Moses og israelitterne mere fredelige tidsrum, hvor de under de nye forhold på Sinai organiserede sig i en nomadelignende tilværelse med periodisk guerillakrigsførelse.
Alene den lange periode, hvor israelitternes lejr befandt sig ved foden af Sinai-bjerget - hvor Moses opholdt sig i tre omgange af hver 40 dage - varede således fire måneder. Dertil kom yderligere en fase, om hvilken der nærmere redegøres i Bibelen, nemlig israelitternes næsten 60 dages vandring inden etableringen af denne lejr. Således gennem udvandringens første seks måneder, nemlig fra påskens fuldmåne ved forårsjævndøgn cirka 21. marts frem til efterårsjævndøgn 23. september - og faktisk ydermere en halv måned for at kunne fejre løvhyttefest på dette sted foran bjerget - var faraos hær særdeles optaget andetsteds: I stridighederne med Kanaans samarbejdende oprørsstyrker.
Bemærk, at disse helt ens tidsrum synes at vise et forbavsende sammenfald mellem Moses-beretningen og de egyptiske optegnelser.
Så selv om Moses og israelitterne ikke straks behøvede at frygte forfølgelse, mens farao var stærkt engageret i Kanaan og Nubien, var de lukket ude fra Egypten. Det skulle vise sig at blive for altid!
|