Efter israelitternes næsten fire måneders ophold ved selve Sinai-bjerget var der stadig ingen mulighed for hverken tilbagevenden til Egypten, indtrængen i Kanaan eller forbliven på stedet. Deres ophold og færden blev ganske vist efterhånden ekstremt forlænget til „40 år i ørkenen“ - men det blev et andet sted end her (jf. kap. 11).

Allerede under udvandringens første år - og med udgangspunkt i en talemåde, der ses anvendt af bl.a. nomaden Abraham, beskrev Moses sig selv i „2. Mosebog“ (18,3) måske med en forudanelse om, at hans situation - bl.a. med langvarige ophold i baselejre i ørkenen - blev uafvendelig:

„...En fastboende udlænding er jeg i et fremmed land...“.

Ved oprørets og udvandringens start havde Moses nået en høj alder, men var atter engang parat til at overtage magten i Egypten. Et ikke ukendt fænomen i historien: At eksilerede konger og ledere, uanset hvor høj deres alder var, fortsat holdt sig parat til at vende tilbage til deres lands trone, som de fra barnsben har været opdraget til at skulle overtage som deres livs vigtigste målsætning.

Dog, Moses’ projekt for (gen)erobring af tronen, ved oprør støttet af allierede kræfter fra udlandet, fremstår hverken som urealistisk eller uden for rækkevidde.

Moses’ gruppe har, som tidligere påpeget, højst bestået af 6.000 mand, måske færre. Og langt færre af disse har været kampduelige af alder, erfaring og fysisk konstitution. Men f.eks. den spanske conquistador, eventyreren Cortez, tog i 1519 det mexicanske kæmperige fra aztekerne med kun 400 mand. Og i 1532 tog Pizzaro med kun 187 mand det store Inkarige, det yderst smalle Peru med dets 80.000 krigere. Dog havde erobrergrupperne avancerede våben.

Jf. at efter 2. verdenskrig udbredtes en kommunistisk aktionsdoktrin, der var realistisk i praksis (bl.a. overrumplingen af Tjekkoslovakiets regering i 1949): At kun ti procent af et lands indbyggere behøves som tilhængere til at erobre magten, hvis en revolution skulle lykkes.

Lidt over 300 år før udvandringen havde hyksosfolket med netop en ikke-betydelig rytterhær (her i 1700-tallet f.Kr. var hest og stridsvogn meget avanceret og ikke indtil da i brug hos egypterne selv) rendt en stor del af landet over ende fra deres nye baser, de befæstede byer i Nedre Egypten. Herfra undertryktes resten af landet.

Ligeledes da (kalif) Omar med sin islamiske hær erobrede Egypten fra det byzantisk-romerske rige i 639 e.Kr., benyttede han ikke mere end 5.000 mand - mest arabiske ryttere - til at erobre det langstrakte land; dog lettede det, at grupper i befolkningen ikke var dem fjendtligt stemt.

I 1798 overvandt Napoleon med sin franske hær (dog af betydelig størrelse, fordi den skulle videre og erobre Indien fra englænderne) de semi-tyrkiske tropper, der i århundreder havde haft herredømmet i Egypten. Og Napoleon indtog da hele Egypten på kun tre uger.

Allerede i oldtiden var problemet, at en egyptisk hær ikke let kunne opretholde et forsvar. Det beroede bl.a. på Egyptens specielle topografi, det uendeligt langstrakte land med dets byer og templer og tillige de fleste beboede og dyrkede områder på den snævre strækning langs Nilen.

Derfor var Egypten inden for sine grænser både sårbar og svær at forsvare, fordi en indtrængende mindre og mobil hærs formåen ofte kunne opveje en langt større forsvarshær. Denne vil ikke kunne bruge sin fulde styrke, når de fleste aktioner med opmarch og operation nødvendigvis ofte foregik inden for Nil-flodbreddernes smalle syd-nord-gående areal.

En sammenfatning af alt dette viser, at Moses i realiteten havde opfyldt, hvad der krævedes for at kunne opnå at blive Egyptens erobrer. Han havde både skaffet sig en basis i nord og støtte fra de hurtige kanaanæiske hære med deres store rytteri og stridsvogne samt havde aktiveret forskellige oprør til at skabe uro på strategiske steder.