Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (89 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (89 af 97)

20. KAPITEL

Moses’ historiske eksistens genetableret

 

Moses’ isolerede position fremmede den ny religion

 

Allerede fra begyndelsen af hebræernes/israelitternes oprør i Egypten var der et problem, som også omtales i Bibelens Moses-beretning: Først skulle Moses overbevise sig selv om den ide at være anfører for denne folkegruppe, som han dernæst måtte overtale til at følge sit projekt. Og endelig skulle han ved forhandlinger presse farao til at give efter for kravet om samling af disse hebræere/israelitter ude i et egyptisk ørkenområde, hvor de skulle deltage i en religiøs flerdagesfest.

Hændelserne ved udvandringens igangsættelse viste, at Moses og israelitterne fra starten kun delvis var interesseret i at forlade Egypten, og kun som en sidste udvej, fremfor at opnå friere forhold ved at tage styret fra farao. Men efter at deres oprør ved den pågældende farao Amenhotep II’s magtovertagelse slog fejl og efterfølgende blev standset afgørende, var der ikke meget mere for Moses i ørkenen at gøre med sit projekt. Han og hans israelitiske oprørsstyrke kunne endda have gået hver til sit, nu da dette folk var undsluppet egypterne og havde opnået frihed.

Og i stedet for at Moses med sin høje byrd og sine mangeårige gode udlandsforbindelser kunne have fundet sig et behageligt eksil i en af nabostaterne, bliver det klart, at han påtog sig ansvar for dette folk. At det efterhånden udviklede sig til et „kald“ demonstreredes også flere gange senere under „skænderierne med Jahweh“, sådan som det fremstilles i Bibelen, hvor Moses gang på gang tog dette „genstridige folk“, som Jahweh kaldte det, i forsvar.

Da han ved hvert af sine dygtige forsøg på at generobre „sit kongerige“ Egypten blev standset i opløbet, har han herefter kunnet bruge sin store viden og erfaring til at hjælpe dette folk uden land til at overleve bedst muligt under de givne betingelser.

Mange forhold i Moses’ reformerende religionsopfattelse er genkendelige som udsprunget af hans egyptiske kultiske og religiøse baggrund. Mosebøgerne giver ikke udtryk for nogen speciel religiøs „følelse“, men præges af et mere kontant forhold til „det guddommelige“, netop som det almindeligvis forekom dengang.

Men Moses’ baggrund inden for den egyptiske religions indvielseskulter og mysterielærdomme - og i forbindelse med, hvad han kan have haft af f.eks. transcendente psykiske eller åndelige oplevelser (lige fra sin åbenbaringsoplevelse ved „den brændende tornebusk“ til de i Bibelen refererede åbenhjertige diskussioner med Jahweh) - har sammen med hans psykiske og spirituelle kvaliteter præget hans virke for israelitterne. Dette gjorde ham senere kendt som den største profet i israelitternes og jødernes historie.

Ifølge „The Cambridge Ancient History“ (vol. 2, part 1, 3rd ed., Cambridge 1973) viser særlige aspekter inden for religionsopfattelsen sig at gå tilbage til netop disse år i Egyptens historie ved optakten til Amenhotep II’s regeringstid; og dermed netop op til 1455 f.Kr. Dvs. at religionsideen om „kun én gud“ reelt var kendt i Egypten ved tiden for Moses’ og israelitternes udvandring midt i 1400-tallet f.Kr.

Manetho lader forstå, at allerede i fæstningsbyerne havde Moses fremlagt en art program med en religionsreform. Manetho fortæller endvidere, at Moses rykkede ind som leder af oprøret via byen Heliopolis (beliggende i Nil-deltaet nær Memphis og nuværende Cairo). Heliopolis, dvs. ‘Sol(guds)byen’, er det senere græske navn for byen On, hvor den egyptiske solgud Re især dyrkedes. Det er bemærkelsesværdigt, at ideen om „én (skaber)gud“, der dokumenteres helt fra 5. dynasti 2500 f.Kr., nu i 1400-tallet f.Kr. på visse områder fik fornyet opmærksomhed.

Men én side af ideens gennembrud i større skala i selve Egypten skete først for alvor mere end hundrede år senere, men nu i form af en fornyelse af kulten for netop Solguden under betegnelsen Aton, ‘solskiven’. Dette blev indført af farao Akhenaton (Amenhotep IV) i 1300-tallet f.Kr. under sit politiske oprør „fra oven“ mod det magtfulde Amonpræsteskab.

Derimod i Moses’ reform med revolution mod den hidtidige religionsform findes en forandring af religionsforholdet, bl.a. med indførelse af en række ofte konsekvente leveregler. Disse hjalp også til at fremme israelitternes overlevelse under de hårde konditioner i ørkenen.

Netop overlevelsesevnen blev siden kendt som et fremherskende træk hos dette folk. Understøttet af Moses’ lovgivning blev overlevelse forbundet med sammenhold og atter sammenhold. Det måtte nødvendigvis medføre en stram organisation, der var temmelig ufleksibel, fordi enhver afvigelse kunne blive yderst farlig for dem alle - og kunne derfor næppe tolereres.

Dog kan nogle af de stramme regler også være resultat af skærpelser fra en senere dato, der blev indført ved Ezras redaktion af bibelteksterne efter jødernes eksil i - og påvirkning fra - Babylon efter 500-tallet f.Kr.

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth