13. KAPITEL
Nationalklenodie til magisk beskyttelse
Josefs mumie - på afveje?
Hebræeren Josef ankom til Egypten tre-fire generationer forud for Moses ifølge Bibelens tekster. Josef opnåede at blive faraos vesir - og fik arrangeret sin meget store families indvandring i Egypten. Da hans far Jakob senere døde her, rejste Josef til Kanaan med et kæmpefølge for at begrave ham på den gamle familiegravplads Makpe’lah i Hebron.
Men ved Josefs egen død blev han ifølge rabbinerskrifterne (se nedenfor) først gravsat på en lille ø, hvor Nilen passerer Memphis. Da dele af øen blev regelmæssigt oversvømmet, var Josefs gravkammer sikret ved, at adgangen dertil var helt eller delvis under vand, så uvedkommende hindredes i at få fat i hans mumificerede lig og dets såkaldte magiske kræfter. Ved sin svært tilgængelige placering var Josefs gravanlæg så godt skjult, at den forblev en hemmelighed.
Efter nogle generationer vidste ingen tilsyneladende noget om disse forhold, indtil Moses fik kontakt med en af de få, der havde bevaret hemmeligheden. Rabbinerskrifterne oplyser, at det var en gammel egyptisk kvinde ved navn Miriam - refereret i S. Baring-Gould’s „Legends of Old Testament Characters, from The Talmud“ (vol. 2, s. 98).
Miriam var blevet tilhænger af Moses’ nye religionstanke og bad ham hjælpe med til, at hun kom med ud af Egypten ved udvandringen. Således i disse ældre dele af rabbinerskrifterne gøres der opmærksom på denne person med det i virkeligheden egyptiske navn Miriam - kunne det være den skikkelse, der senere blev påstået at være Moses’ „søster“?
At adgangen til Josefs grav var spærret bag vand, var selv efter egyptiske forhold mindre sædvanligt, men ikke nødvendigvis en ukorrekt oplysning: f.eks. til særlige helligdomme for Osiris’ gravkult blev der til denne guddom etableret gravanlæg med interne vandstrømme omkring („Paradis’ kilder“) og udvist utrolig opfindsomhed ved udarbejdelsen af placeringen. Som alle de gamle egyptiske gravanlæg for højtstående indviede personer var der også i Josefs gravkammer installeret magisk beskyttelse. Til „2. Mosebog“ (13,19) om „Josefs knogler“ oplyser rabbinerskriftet „Midrash Schemot Rabba“, at:
„...egypterne havde ved magi opstillet to gyldne hunde som, hvis nogen gik derind (i Josefs gravkammer), ville gø så frygteligt, at det kunne høres 40 dage borte...“.
Den egyptiske gud Anubis var forbundet med døden og afbildedes som en hundelignende sjakal, der bevogtede de afdøde. Han optrådte også forbundet med gudinden Isis og hendes stjerne Sirius.
Allerede tidligt i flere mellemøstlige lande ses benævnelsen Store Hund og Hundestjernen ofte anvendt for Sirius; og denne himlens stærkest lysende stjerne var i Egypten kendt for hvert år at forsvinde og derefter genopdukke altid efter en fast periode, cirka 70 dage.
Sirius-perioden anvendtes i egyptisk kalender til forud at fastsætte tiden for Nilens oversvømmelse; det må her ses i relation til, at Josefs gravanlæg var gjort nærmest utilgængeligt, når det flere gange årligt oversvømmedes af Nilens vand. Oversvømmelsesperioderne er i april og mellem juni og september - hvorimod vandstanden er lavest i maj. Ved udvandringen var det tiden for optakten til april-perioden, idet vandstigningen allerede var begyndt netop ved udvandringens start.
Stjernen Procyon, ‘Lille Hund’, ordret ‘Hunden foran ‘, er kendt som forvarsel for Store Hund og kommer altid på nattehimlen en række dage inden, at Sirius dukker op. De „40 dage“ i citatet er: fra Solen passerer Sirius og til Procyon ses. De påfølgende 30 dage efter Sirius’/Hundestjernens opdukken kaldtes derfor ofte, med et senere udtryk, for „hundedagene“. Den største årlige Nil-oversvømmelse varsles af „Sirius’/Hundens glammen“. Josefs gravs indretning synes at samstemme også her.
Videre i samme himmelområde nær Sirius kendes også en tredje stjerne med et hundenavn. Denne stjerne er igen svagere end Procyon, der for sin del er svagere end himlens stærkest lysende stjerne Sirius.
En viden om disse forhold levede senere videre i folkeeventyrene udbyggede fra oprindelige astromytologiske lærestykker, der blev anvendt i oldtidens mysteriekulter - og reminiscenser kendes fortsat i nutidens mysterieloger. Lignende arketypiske indhold genkendes i H.C. Andersens eventyr „Fyrtøjet“. Heri omtales tre skatte, den ene stærkere strålende end den anden, repræsenteret i alkymistisk rækkefølge som kobber, sølv og guld, bevogtet af tre hunde, den ene større end den anden, under roden af et træ. Træets hule stamme er en passage ned til underverdenen - genkendeligt som Verdenstræet (Verdens-aksen med stjernen Sirius over roden), der voksede oven på en guldskat, en ægte vidensskat.
„Den egyptiske faktor“ bag citatet fra rabbinerskriftet gør sig således også gældende i udtrykket „gyldne hunde“, idet det på egyptisk indeholder ordspil på nub, dvs. ‘guld’ (den nævnte guldskat ved den vogtende hund), men kan bl.a. betyde ‘gyldent strålende’ og derved netop som Hundestjernen Sirius. Denne har, ifølge talrige observationer fra kendte personer i oldtiden, været gylden/rødlig af udstråling - til forskel fra Sirius’ senere ændring til sit nu næsten blålige stærke lys.
Egyptens ældste kendte stjernekort findes i Senmuts gravanlæg under Hatshepsuts tempel i Deir el-Bahari fra omkring år 1495 f.Kr. - dvs. på Moses tid - med en afbildning af Verdens-aksen og en særlig opstilling af planeterne netop omkring Sirius. Denne grafiske opstillingsform dannede tradition som magisk beskyttelse i senere faraoners gravanlæg.
Den egentlige betydning i teksten om Josefs gravanlæg var da, at Moses - ofte omtalt som en af oldtidens største magikere - her med (stjerne)magi lod hundene „passificere“, så de „ikke gøede“ ad israelitterne ved disses indtrængen i graven: dvs. ikke udløste forbandelse over dem.
Som i talrige andre tilfælde viser rabbinerskrifterne sig også her - når indholdet undersøges nærmere ud fra „den egyptiske faktor“ - ikke at være fantasifulde påfund, men må respekteres for et ofte forbløffende historisk nøjagtigt indhold. Videre i „1. Mosebog“ (50,26) blev:
„...han (Josef) balsameret og lagt i en kiste i Egypten...“.
Efter fjernelsen af forhindringerne for indtrængen i gravanlægget fik Moses arrangeret, at Josefs „knogler“ blev taget frem og ført med ud af Egypten; nemlig for senere at skulle gravsættes, ikke i Hebron, men på et af Jakob opkøbt jordstykke i Sikem midt i Kanaan.
|