Efterhånden gik den egyptiske baggrund og den viden tabt, at den første påske kan dateres til præcis, da fuldmånen passerede forårsjævndøgns tærskel mellem det gamle og det nye år. Da israelitternes nytår senere flyttedes til efteråret, kom det i nogen grad ud af fokus, at påsken i det hele taget havde været tilknyttet et regulært nytår om foråret.

Efter at israelitterne/jøderne ved denne kalenderomlægning fraveg Moses’ forordning om, at „årets første måned“ placeres ved påsken, dvs. om foråret, havde det slet ingen mening længere at bruge ordet påske, der på hebraisk hedder pesach, ‘passere’, nemlig i denne sammenhæng at „passere nytårets tærskel“, „passere årets grænse eller skillelinje“.

At alt dette som nævnt blev fraveget eller fortrængt, må være baggrund for, at betydningen af ordet „påske“ tidligt omtolkedes ved at bruge et ordspil i „2. Mosebog“ (12,27). Ordspillet skulle nu få udtrykket „påske“ (pesach ) til at være opstået af, at Jahweh „passerede“ forbi israelitternes blodmarkerede huse uden at skade nogen israelit indenfor. Dette til trods for at ordet påske absolut ikke er forklaret således på dette sted i Bibelen, hvor der i stedet angives direkte, at påsken som „hellig handling“ betyder ‘påskeofferet’, nemlig:

„... påskeofferet til Jahweh, han som gik forbi israelitternes huse...“.

Men hermed viser det stadig ikke ordet „påske“s betydning. Derimod hævder teksten, at „påsken“ skal opfattes „som et minde“.

Alligevel anvendes den citerede tekst som officiel forklaring på ordet pesach til trods for disse væsentlige unøjagtigheder, der yderligere omfatter, at det i teksten slet ikke var Jahweh, men „dødens engel“, der huserede. Men „den egyptiske faktor“ er glemt, for pesach er oprindelig et egyptisk ord, der simpelthen betyder ‘skillelinie’ - her brugt bl.a. for jævndøgn som skel, og er fra egyptisk pss (pesesh), ‘skille’, ‘dele’ - hvilket synes optaget i hebraisk netop som „noget, der passeres henover“.

Men uanset nytårets flytning til efteråret i den senere jødiske kalender fejres den jødiske påskefest stadig, som den forårsfest den var - og den er fortsat markeret af fuldmånen. Dette uanset om fuldmånen fra år til år oftest indfinder sig på andre tidspunkter end ved selve forårsjævndøgnet. Det afstedkommer en difference, hvorved fuldmånen - og jødisk påske - kan optræde helt op til 29,5 dage efter jævndøgnet.

Ved udvandringen var fuldmånen kulmineret i de tidlige morgentimer: netop ved afmarchens start. I mange distrikter kunne koordinering af aktionerne dengang foregå via hemmeligt fremsendte breve, hvor seglet først måtte brydes på et bestemt tidspunkt, så intet slap ud i utide; evt. brugtes der også brevduer, en praksis egypterne tidligt havde udviklet.

Gruppe efter gruppe af bevæbnede israelitiske mænd samt kvinder, børn og kvæg startede på forskudt tid for at undgå trængsel, ifølge rabbinerne. Og Bibelen understreger den også militærisk set højt velorganiserede start således:

- folket „...drog ud i formationer udrustede til kamp...“.

_________________________________

Den af Moses, ifølge traditionen, indstiftede kalender tages i brug ved udvandringens start.

Rabbinerskrifterne uddyber oplysninger om det præcise tidspunkt.

Der blev foretaget magisk beskyttelse, når man skulle overskride årscyklussens skillelinie til det nye år, som i den nye kalender startede ved forårsjævndøgnets første fuldmåne, dvs. ved påske - ordet synes også forbundet med ’skillelinie’.

I bibelberetningen om udmarchen findes militæriske udtryk for måen, den var organiseret på.

_________________________________