1.

En utrolig herlig oplevelse hvert eneste minut i selskab med denne bog om Moses og datidens omvæltende politiske spil i Mellemøsten - et banebrydende værk med revolutionerende resultater, og hele tiden udviklet på et seriøst og sobert forskningsarbejde.

Ove von Spaeth’s værk er resultatet af en arbejdsindsats med et kvalitetsgrundlag, der i alle sammenhænge må aftvinge respekt. Et velkomponeret og velafbalanceret projekt, der bygger på en årelang - national som international - forskning.

Uvurderlig vigtig forskning ville stadig ligge gemt i støvede arkiver, hvis ikke Ove von Spaeth havde gravet de rette steder og med den særlige fornemmelse for tingene præsteret en fremlæggelse af afgørende, men hidtil mindre kendt, historisk materiale.

Stringent og logisk opbygget, med fornem underbyggelse på velvalgte kilder prioriteret så der ikke forfaldes til så mange ekstra detaljer, at overblikket svækkes. Fremstillingen er i tekst og ordvalg fortrinlig. Samtidig spændende som en bedre kriminalroman.

Også indblikkene i de tidlige forbindelser mellem Egypten og førklassisk græsk kultur er givende og fornyende.

De forskellige afsnit, som bygger på rent historisk materiale, rummer alle de bestanddele, der gør forfatterens analyser og arbejdsteorier videnskabeligt veldokumenterede og velfunderede.

Jens Jørgensen
Historiker, cand.mag., tidl. historiecensor ved
Københavns, Aarhus og Odense Universitet

2.

Dette tredje bind af forskeren Ove von Spaeths voluminøse værk om Moses handler om den centrale periode af Moses’ liv, hvori han som 40-årig flygter fra Egypten, til han som den store, profetiske lederskikkelse for det israelitiske folk dør i en alder af cirka 120 år ved indgangen til Kanaan.

For blot nogle få århundreder tilbage herskede der almindeligvis ingen tvivl om, at denne beretning, sådan som de fleste kendte den fra Bibelen, var historisk korrekt fra ende til anden. Men med oplysningstiden blev der efterhånden sået større og større tvivl om dette billede i takt med, at den historisk-kritiske videnskab langsomt, men uafvendeligt greb om sig. Bl.a. afviste flere og flere forskere, at israelitternes indvandring i Kanaan lod sig tidsfæste i overensstemmelse med Bibelens egen kronologi, dvs. i slutningen af 1400-tallet f.v.t. Derimod anså man af forskelligartede årsager tiden under den egyptiske farao Ramses II henimod slutningen af 1200-tallet f.v.t. for et mere sandsynligt dateringsmæssigt fikspunkt.

Men snart skulle det imidlertid blive klart, at man heller ikke i denne tidsepoke kunne finde belæg for, at der her skulle have foregået en omfattende udvandring fra Egypten og senere hen en massiv erobring af Kanaan - i hvert fald ikke uden at underkaste det voksende arkæologiske og epigrafiske materiale og ikke mindst den bibelske fortælling et veritabelt prokrustesarbejde. Bl.a. dette forhold har i indflydelsesrige dele af den moderne teologiske bibelforskning nu ført til, at Moses opfattes som en mytisk eventyrskikkelse, der aldrig har eksisteret, men som ud fra specifikke religionspolitiske overvejelser blev opfundet nogle få hundrede år før vor tidsregnings begyndelse.

I den nyeste forskning er denne skæbne ikke blot overgået Moses, men også hovedsubstansen i israelitternes historie, således som den fremstilles i Bibelen. Den overordnede konklusion på denne opfattelse af Moses er, at den titaniske impuls, der dannede grundlag for fremkomsten af tre verdensreligioner, jødedommen, kristendommen og islam, i sidste ende baserer sig på en omhyggeligt iscenesat fantasifigur.

Med en komets kataklysmiske kraft sprænger Ove von Spaeths bog en gabende revne i denne forskningskonstruktion. Med et fordomsfrit skarpsyn - med noget i vore dage så usædvanligt kættersk som evnen til selv at tænke - dokumenterer forfatteren således talrige spektakulære sammenfald mellem bl.a. astronomihistoriske dateringer, oldegyptiske inskriptioner, forskelligartede antikke skrifter, bibelske og oldgræske „myters“ fortællinger såvel som arkæologiske udgravninger fra det gamle Palæstina; overensstemmelser, der efter al historisk sandsynlighed ikke kan være ganske tilfældige. På grundlag heraf sammenfatter han et billede af Moses’ centrale rolle i israelitternes tidlige historie, der i detalje- og tankerigdom, plausibilitet og originalitet måske ikke tidligere er set.

Derfor repræsenterer Ove von Spaeths afhandling potentielt set også en af de mest eksplosive teser i Den Hebraiske Bibels forskningshistorie. Netop af denne årsag er der næppe tvivl om, at forfatteren - når han ikke længere kan ignoreres - vil blive overfaldet af en hærskare af akademikere, der vil føre den universitære selvlegitimations bitre krig imod denne uortokse outsider. Som al erfaring viser, synes et reaktionsmønster af denne karakter imidlertid at være enhver ægte foregangsmands lod - og uomtvistelige kendemærke.

Afslutningsvis skal læseren dog advares. Denne bog er et Columbus’ æg og kan som sådan næppe læses, uden at man tvinges til at ændre sit syn på de bibelske skrifter.

Jens-André P. Herbener
Cand.mag. i religionsstudier og semitiske sprog,
Projektleder ved ny, videnskabelig oversættelse af Den Hebraiske Bibel
(Det Gamle Testamente) til dansk

„...Moses afviste, da han var kommet i moden alder,

at blive kaldt Søn af Faraos Datter...“.

Hebræerbrevet, 11,24