Middelhavets frygtede og voldsomme søkrigere danaoi omfattede især Danaos’ udvandrede efterkommere i Argolis på Peloponnes, kendt blandt grækerne endnu helt frem til 700-tallet f.Kr.

- Bibelen: Heri omtales tilsvarende den voldsomme Samson fra Dan-stammen, fra dennes oprindelige kystområde ved Joppe (Jaffa).

- Rabbinerskrifterne: Den græske opfattelse af denne stamme er i disse tekster udtrykt med tilsvarende træk i omtalen af, at „Dan ikke var til stede ved introduktionen af Jakob-sønnerne i Egypten“, idet:

„...det skyldtes, at Dan var for voldsom...“.

At også Dans naboer ved Palæstina-kysten, filistrene, frygtede disse danitter/danaere, gav genlyd endnu i langt senere tider - f.eks. hos:

- Vergil: På baggrund af dette ry omtaler denne romerske digter danaerne i sit værk „Aeneiden“ (2,49-50). Gavegivning og -udveksling var i hele oldtiden et højt udviklet internationalt kulturfænomen, og idet danaerne - cirka 300 år efter ankomsten til Argolis og dermed Argos - deltog blandt de samlede græske styrkers belejring af Troja, lader Vergil trojanernes præst Laokoon fremsætte denne senere klassiske bemærkning:

„...timeo danaos et dona ferentes...“,

dvs. ‘jeg frygter danaerne, selv når de giver gaver’.

- Tilholdssteder: Mens egyptiske inskriptioner mange gange nævner disse danaer, som også kaldtes denyen, omtales bl.a. nogle øer som et af deres mange tilholdssteder. Den engelske egyptolog G.A. Wainwright har i sin afhandling „Some Sea-Peoples“, i Journal of Egyptian Archaeology (vol. 47, 1961, s. 71-90), lokaliseret sådanne „denyenske“ øer ved det nuværende Tyrkiets sydøstkyst ud for Kilikien.

Den israelske arkæolog og general Yigal Yadin har i sin afhandling „And Dan, Why Did He Remain in Ships?“ (Amsterdam 1973) identificeret Dan-gruppen/stammen i Bibelen som en del af denen-folkene til søs. Danaerne sejlede vidt omkring og har uundgåeligt nået de samme kyster, tilmed i Sortehavet (hvilke fønikiere og grækere senere også nåede til). Dette kunne give en baggrund for visse tidlige formodninger om, at flere store floder, der udmunder i Sortehavet blev opkaldt efter danaerne, nemlig Donau (også i formerne Danube, Daneava, Dunaj) og Don.

Moses’ forbindelse med - og støtte fra - sådanne „præ-israelitiske“ grupper, her op til 30 år før den samlede hebræiske/israelitiske udvandring, var dermed af tidlig dato. Hvad enten de pågældende egyptere var „rene“ egyptere eller blandet med hebræerne, må de have bevaret en homogenitet i nogen grad, skønt Kadmos og Danaos og deres følge ved deres tidlige flugt havde måttet adskilles fra mange af deres fæller således allerede et åremål forinden udvandringen, exodus, fra Egypten.