De udvandrende israelitter tog kurs mod øst og nåede til det hellige bjerg, der i Bibelen kaldes Horeb eller Sinai og menes at være to bjergtoppe ved samme dal. Ofte var bjerge hellige og opkaldtes efter en gud. Sinai var underlagt Egypten, og bjerget Horeb (Horev), samt bjerget Hor, kunne oprindelig være opkaldt efter den egyptiske gud Horus (Her eller Heru), der også var forbundet med Månen - jf. at Horebs udløber, Sinai-bjerget, var af semitiske folk forbundet med måneguden Sin.

Der har senere været tvivl om bjergets geografiske beliggenhed, idet det ikke hidtil har kunnet bevises, at det bjerg, hvor Moses fremlagde Loven, netop findes i det område, der nu kaldes Sinai-halvøen.

Af andre foreslåede lokaliteter er der flere på den Arabiske Halvø. Efter „junikrigen“ 1967 lod staten Israel selve Sinai udforske intensivt, hvorefter forskere kan pege på 20 bjergtoppe, der eventuelt kunne være bjerget Sinai/Horeb. Men ifølge den gamle og stadig eksisterende tradition findes dette bjerg med det senere arabiske navn Djebel Musa, ‘Moses-bjerget’ (2.205 m), på Sinai-halvøens sydlige del.

Israelitternes store Sinai-lejr, der var egnet til et længere ophold, var virkelig professionelt placeret et beskyttet sted, nemlig ved foden af dette Sinai-bjerg. Med militære erfaringer kombineret med sit allerede under eksilet erhvervede lokalkendskab til Sinai har Moses i så fald udvalgt den 3 km lange slette foran Sinai-bjerget som lejrplads for de mange israelitter, et af de strategisk bedst egnede steder overhovedet på hele Sinai: - skjult for indblik udefra, omgivet af bjerge, og forsynet med vand og græsning til kvæget (flere oplysninger i bind 5’s kap. 5).

Lige så strategisk godt valgt var placeringen af deres sidste lejr før invasionen af Kanaan - og herfra planlagdes den og herfra udgik den, 17 km øst for Jordanfloden ved bjerget Nebo. Fra Nebobjergets øverste del, Pisgah (802 m), er der uhindret et enormt view ind over Jeriko i Jordan-dalen og videre til bjergene Ebal, Gerizim, Tabor langt inde i vestlandet, og Hermon 60 km borte.

I Nebobjergets fod og omgivelserne findes rester af gravhuler med bl.a. sten- og bronzealdergravpladser. Bibelen lader forstå, at Moses kunne være begravet i området. Med hans baggrund i egyptisk skik var det simpelthen utænkeligt ikke at placere her (og evt. også i israelitternes to andre hovedbaser) de egyptiske skatte og værdifulde dokumenter, han ifølge Manetho havde beslaglagt i Egyptens templer. Ved at Moses som bekendt afstod fra almindelig gravkultdyrkelse for stormænd og skjulte sit gravanlæg (ligesom visse egyptiske forlæg), har han her kunnet lade det bevare beskyttet til eftertiden, utilgængelig for uindviede.

Selve placeringen af denne sidste lejr havde givet israelitterne et fint strategisk udgangspunkt: et ideelt sted for en beskyttet kommandobase, og med en direkte observationspost under invasionsforberedelserne.