Især i slutningen af 1900-tallet har flere teologiske og historiske skoler prøvet ud fra en mere enerådende og ekstrem kildekritisk indfaldsvinkel at reducere græske overleverede fortællinger, mange generelt betegnet som myter, til at være illusionære, fiktive eller rent opdigtede til brug for „underholdningen“ i antikken. Herved blev det især undladt at se på konkret historisk materiale i dette såkaldte mytestof. Men de mange logiske sammenhænge, der findes bag materialet, „opfindes“ ikke.

Mens altså såkaldt mytestof ofte ses undgået i Moses-forskningen, evt. med undtagelse af enkelte fragmenter, sker dette på trods af, at der for de nævnte folkeslag er tale om flere allerede konkret udforskede forhold, som ikke blot kan ignoreres i en seriøs forskning relateret til teologi og historie.

Følgelig må det nu være rimeligt, at beretninger om de pågældende folkeslags optræden i et bibelhistorisk scenario ikke uanalytisk reduceres til myter. Alt dette har i sig selv uundgåeligt fremdraget et forskningsmæssigt problemkompleks af paradokser hos bibelforskningen, især:

a) I forbindelse med filistrene ses bibelforskningen ofte at operere fra en „illusionær virkelighed“: Når filistrene omtales af Ramses III i 1100-tallet f.Kr., overses, at de også eksisterede tidligere! På den baggrund ses omtalen af filistrene allerede i „1. Mosebog“ at blive betegnet af visse teologiske skoler som en redigeringsmæssig „fejlplacering“ i Bibelen.

b) Fra betydelige dele af forskningen fremgår, at man her undlader at afprøve eller se nogen sammenhæng i materialet om den også søfarende Dan-stamme og danaer-søkrigerne, der alle optræder ved de samme kyster. Det har medført en afskæring fra kendskab til Moses’ relationer til flere oldtidsfolkegrupper uden for den bibelske redigering.

At velorganiserede koalitioner reelt eksisterede blandt vidt forskellige søkrigsfolk indbyrdes, viser netop det konkrete historiske vidnesbyrd om angrebene på Nedre Egypten i Ramses III’s tid. Men tidligere spor negligeres alligevel.

Men i de tidlige tilfælde må det ekstraordinære træk ved Moses’ mellemkomst nu kunne tages i betragtning. I den første fase har Moses kunnet bidrage med sine forbindelser internt i Egypten samt eksternt med især koordineringen af angreb fra naboer i nord og syd. Og i den anden og seneste fase, exodus: Her skulle Moses ved hjælp af israelitterne levere en regulær borgerkrig til støtte for et invaderende kanaanæisk forbund.

Ud over at babyloniske og indiske optegnelser kan supplere, vil der - til at belyse „trepunktproblemet“ og konkretisere forbindelsen mellem Moses’ forbundsfæller i egyptiske og i græske kilder og igen i bibelske kildeoplysninger om Moses - kunne fremlægges følgende evidens:

1. Der eksisterer arkæologiske og epigrafiske indicier for relationer mellem egyptiske og græske optegnelser vedrørende Danaos og Kadmos og tilhørende gruppers historiske tilstedeværelse.
2. Der findes overleverede henvisninger til forbindelser mellem Moses og netop disse personer og deres omtalte aktioner.
3. En række konkrete indicier bestyrker, at f.eks. de spredte dan(aer)grupper er af fælles identitet. Dette synes tilmed reflekteret i Bibelen.

Helhedsbilledet viser et fremherskende, logisk mønster, der ikke er kendetegnende for myter. De fremlagte forhold fremstår - med de i kap. 4 givne kildeforbehold - som sporene af en mærkbar politisk faktor i datidens Mellemøsten: Med en sandsynlig indvirkning på optakten til exodus, og næppe uden bidrag til gennemførelsen.